Ny andagtsbog

Klip fra den nye andagtsbog “Stykkevis – rundt i den kristne tro på et år”

Omkring allehelgen er temaet “Døden”. Her er to andagter fra det tema.

Vej ud af døden

»Lovet være Herren dag efter dag,
Gud bærer os, han er vor frelse.
Gud er for os en Gud til frelse,
hos Gud Herren er der vej ud af døden« (Sl 68,20-21).

Noget af det mest sikre i denne verden er, at vi skal dø. Som kristne kan vi tilføje: ”… medmindre Jesus kommer igen inden.” Men bortset fra dette forbehold gælder dødens uafvendelighed for os alle.

En gammel talemåde lyder: ”Betænk livets korthed, dødens vished og evighedens længde.” I sig selv er der ikke meget håb i den påmindelse. Meningen med at hænge disse ord op som et broderi var vel at minde sig selv og andre om, at vi må være rede til at dø.

Heldigvis behøver vi ikke leve i en evindelig skræk for døden, for Gud har en plan, der rækker ind bag døden. Det strider ganske vist mod alle erfaringer, men alligevel siger David: ”Gud er for os en Gud til frelse.” Og han uddyber det med ordene: ”Hos Gud Herren er der vej ud af døden.”

Vi skal gennem døden, men der er en vej ud af den. På pinsedagen holdt Peter en storslået prædiken, hvor han nævnte Jesu korsdød, og så fortsatte han: ”Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden” (ApG 2,24). Jesu sejr over døden er også vores sejr.

Den store hvide flok

»Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet« (Åb 7,9-10).

Johannes spurgte: “De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de?” Svaret lød: “Det er dem … som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.”

Synet af den store hvide flok finder vi i Johannes’ Åbenbaring. Derfor forbinder vi det med herligheden efter Jesu genkomst, og det er ikke forkert. Men synet af den store hvide flok er mere end fremtid. Når Gud ser på en menighed, der på søndag er samlet i lovsang og bøn, så ser han en flok syndere, ”som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod”.

Den store hvide flok er både nutid og fremtid. ”Helgen her og helgen hisset er i samme menighed,” synger Grundtvig. På den måde har vi fællesskab med dem, der er gået forud for os.

Den verdslige fest halloween handler om død med skeletter, blod og skræk. Den store hvide flok, som vi kender fra allehelgen i kirken, er udtryk for det modsatte. Her er renhed, glæde og lovsang. Ingen tårer, ingen rædsel – kun liv i overflod. Og det skyldes alt sammen Lammets blod, som renser syndere helt rene.

Jørgen Hedager Nielsen

Stykkevis – rundt i den kristne tro på et år

380 sider – 299,95 kr.

Indbundet – Lohses Forlag

https://lohse.dk/stykkevis.html

Åndskamp i de sidste tider

Dæmoner findes, hold dig fra dem, siger én, der taler af erfaring. Dæmoner kan uddrives, siger eksorcisten. Det er til grin at tale om dæmoner, siger ateisten, der også er psykiater. Hvem kan vi have tillid til? Brug 20 minutter og bliv lidt klogere.

Fotos fra dokumentaren.

Åndskampen i de sidste tider har mange sider. En af dem er dæmonerne (onde ånder), og dæmonbesættelse. Det er der mange meninger om. I den ene grøft hævder nogle, at Djævelen og dæmoner ikke findes, og i den anden grøft er der dem, der mener, at dæmonerne sværmer overalt, og springer på enhver, der ikke passer på.

En kristen behøver ikke frygte for dæmonbesættelse for sit eget vedkommende, men der er grund til at være opmærksom på fænomenet. Hvis man beskæftiger sig med det okkulte, uden at have fællesskab med Jesus, risikerer man at blive fanget ind i noget, som kan være ubehageligt og farligt.

Danmarks Radio har lavet en ganske fin dokumentar om dæmonbesættelse og uddrivelse (eksorcisme). Den varer 20 minutter og ligger på DR’s arkiv i serien “5 skarpe” – sæson 4, 1. episode: https://www.dr.dk/drtv/se/5-skarpe_-eksorcisme_354956

I dokumentaren er der tre medvirkende:

Lars Messerschmidt – katolsk præst og autoriseret dæmonuddriver. Han repræsenterer den katolske kirkes tilgang til eksorcisme sagligt, nøgternt og bibelsk. Udfrielse fra dæmoner finder også sted i folkekirken hos dem, der tror på Bibelens undervisning om ånderne. Desværre er det langt fra alle, der gør det, så man vil gå forgæves til mange præster, hvis man ønsker hjælp i forbindelse med dæmonbesættelse.

Jan Brun Pedersen – pædagogmedhjælper. Han er med i dokumentaren, fordi han selv har oplevet besættelse og udfrielse. Han var ukendt med det kristelige, da han rodede sig ud i noget okkult. I dag er han udfriet og kommer i Indre Mission. Hans vidnesbyrd rummer mange gode pointer.

Lars Søndergaard – psykiater. Han medvirker fra tilrettelæggernes side som en fagpersonen, der kan give et videnskabeligt og sagligt bidrag. Men det er ikke fagligheden som psykiater, der er grundlaget for hans udtalelser. Det røber han ved at sige, at dæmoner naturligvis ikke findes, for det ville jo betyde, at Gud også findes. Han taler som ateist.

Lars Søndergaard har ret i, at vi skal tage psykiatriske vurderinger med, når vi ser på dæmonbesættelse. Men Jan Brun Pedersen har også ret, når han siger, at et af Satans værste bedrag er, når det lykkes ham at bilde mennesker ind, at han ikke findes.

Desværre er udsendelsen garneret med klip fra diverse skrækfilm om eksorcisme og med klip fra kirker, hvor en eksorcisme er en meget dramatisk begivenhed. En eksorcisme kan være dramatisk, men klippene i udsendelsen hjælper ikke til at forstå, hvad der foregår. De forvirrer kun.

Der findes bøger om besættelse og udfrielse. Den bedste, jeg kender, er den lille bog om egne oplevelser “Med ført hånd” af Ingerlise Provstgaard (Lohses Forlag, 1988). Romanen “Uddrift” af Thomas Teglgaard (Lohses Forlag, 2004) kredser også om emnet. Begge bøger kan lånes på biblioteket.

Det evige liv er ikke kedeligt

En mand, der hedder Knud, glæder sig i et debatindlæg over, at evigheden ikke findes. For hvor ville den være kedelig, mener han. Han aner ikke, hvad han kommer til at gå glip af.

Et debatindlæg i Kristeligt Dagblad har i nogle dage provokeret mig lidt. En mand, der hedder Knud, skrev blandt andet: »Det er for mig ganske ubegribeligt, at nogle moderne mennesker – inklusive præster i den danske folkekirke – vælger at tro på en eller anden form for liv efter døden.« Knuds indlæg havde overskriften »Det evige liv findes ikke. Heldigvis, for hvor ville det være kedeligt«.

Jeg ved ikke, om han er opmærksom på sin timing, men hans indlæg ramte lige ind i den tid, hvor vi i den kristne kirke møder tekster, der handler om Jesu genkomst og det evige liv. En adventssøndag hørte vi Jesu opmuntrende ord i forbindelse med tegnene på genkomsten: »Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig« (Luk 21,28).

Hvor mon Knud har sin ide fra, at det evige liv – hvis det fandtes – ville være kedeligt? Måske skyldes det, at han skriver om det helt uden at nævne Gud. Men hvis det evige liv findes, så findes Gud også. Og hvis Gud findes, må han være skaberen af tiden og evigheden. Mon Knuds nuværende liv er kedeligt? Og forestiller han sig så, at det evige liv må være endnu mere kedeligt?

Knud forestiller sig, at vi selv vælger, om det evige liv findes, og han forestiller sig, at han har valgt det fra. Men den mulighed har vi ikke. Bibelen fortæller, at den almægtige, kærlige og utroligt kreative Gud skabte mennesker og alt andet. Når noget i skaberværket ikke er godt, skyldes det os mennesker, som gjorde oprør mod Gud og dermed blev skyld i, at der kom død, sorg, skrig og pine ind i skaberværket. Til trods for det, opgav Gud os ikke, men han satte sin frelsesplan i gang. Den treenige Gud blev menneske, da Sønnen blev født julenat, og han blev frelser, da han døde og opstod i påsken.

En dag kommer Sønnen igen, og så bliver skaberværket og vi selv genskabt i opstandelsen. Alt bliver godt igen. Guds løfte om genoprettelsen lyder:

      Nu er Guds bolig hos menneskene,
      han vil bo hos dem,
      og de skal være hans folk,
      og Gud vil selv være hos dem.
      Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
      og døden skal ikke være mere,
      ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
      Thi det, der var før, er forsvundet. (Åb 21,3-4)

Den kærlige og kreative Gud, som skabte alt, er også den, som gør alting nyt. Hvorfor skulle resultatet af det blive kedeligt? Læs Bibelens to første og to sidste kapitler og overvej, om ikke der kan tænkes at være nok indhold der, til at det evige liv ikke bliver kedeligt. Vi har ikke fået mulighed for allerede nu at kende evigheden konkret i detaljer, men jeg tror, vi gerne må lade fantasien løbe med alt det, vi synes kunne være spændende. Og ingen bliver skuffede.

Hvis Knud til sin dødsdag bliver ved med at nægte at give hånd til Gud, vil Gud respektere hans valg. Han går derfor glip af en spændende, meningsfyldt og herlig evighed sammen med Gud og med hele den menighed, som Gud frelser af nåde.

Mere end Moses

Guds kærlighed og Guds vrede hænger sammen. Derfor kan Bibelen fortælle både om plager og om frelse, som alt sammen kommer fra Gud.

For tiden læser vi Johannes’ Åbenbaring efter Bibelnøglens læseplan. I dag var det kapitel 15, som handler OM Moses’ sang i en opdateret version. Moses’ sang lød efter overgangen over Sivhavet under flugten fra Egypten (2 Mos 15):

Moses’ sang begynder sådan:

      Herren er min styrke og lovsang,
      han blev min frelse.
      Han er min Gud, ham vil jeg prise,
      min faders Gud, ham vil jeg hylde.
      Herren er kriger,
      Jahve er hans navn.
      Faraos vogne og hær kastede han i havet,
      hans bedste vognkæmpere druknede i Sivhavet …

I Johannes’ Åbenbaring 15 synger hele den frelste skare. Den opdaterede version hedder Moses’ og Lammets sang, og den lyder blandt andet sådan:

      Store og underfulde er dine gerninger,
      du Herre, Gud, Almægtige,
      retfærdige og sande er dine veje,
      du folkenes konge.

Moses’ sang er Israels tak for frelsen. Moses’ og Lammets sang er den verdensomspændende menigheds tak for frelsen. Lammet er Jesus, og det er hans død og opstandelse som offer for vores synd, der er baggrunden for lovprisningen.

I Åb 15 får vi at vide, at de syv engle med de syv plager kommer ud fra »Templet i himlen, Vidnesbyrdets telt«. Det er det tempel, Moses fik lov at se ind i på Sinajs bjerg, og som han skulle bruge som model for ørkenhelligdommen, hvor folket bragte deres ofre til Gud. At plagerne kommer ud fra det himmelske tempel, understreger, at de er fra Gud. De er en nødvendig del af Guds frelsesplan, selvom det aldrig er Guds inderste ønske at plage mennesker. Det var det heller ikke, da han ramte Egypten med de ti plager.

Det var også det himmelske tempel, Jesus gik ind i med sit blod som et endegyldigt offer for al verdens synd (Hebr 9,11-12). Vi møder i Åb 15 både Guds kærlighed i form af frelsen og Guds vrede i form af plagerne, »for med dem er Guds vrede fuldbyrdet,« får vi at vide. Det lyder som en selvmodsigelse, men det er det ikke. Guds vrede rammer alt det, der vil ødelægge hans elskede skaberværk og hans elskede mennesker. Den kærlighed, der ikke vender sig i retfærdig vrede mod det, der ødelægger den elskede, er ikke ægte kærlighed. Spørg den far, der ser sin datter og ægtefælle blive voldtaget midt i krigens rædsler, om en kærlighed, der passivt accepterer ondskaben, kan kaldes ægte.

Vi kender Joh 3,16, men prøv at læse Joh 3,36:
Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.

Menigheden præsenteres i Åb 15 som »dem, der havde sejret over dyret og dets billede og dets navns tal«. De har sejret, fordi de holder sig til det sejrende Lam. Dyret er Antikrist, som i de sidste tider »søger at føre selv de udvalgte vild« (Matt 24,24). Dyrets tal har jeg skrevet om her: http://www.genkomst.dk/2018/08/24/stregkoden-er-ikke-dyrets-maerke/

Alle helgen

Det er ikke helt let at få styr på kronologien i Åb 15. Det skyldes nok, at der både er tale om evigheden og om den tid, vi holder styr på med vores kalender. Mens Johannes var på den græske ø Patmos, fik han lov til at se den frelste skare i evigheden. En skare, som han vel at mærke selv er med i. Vi kan ikke helt rumme dette sammenstød mellem tid og evighed. Men det er en understregning af, at Gud vil gennemføre sin frelsesplan.

Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.« (Åb 21-6)

For os sker det i fremtiden, men for Gud er det så sikker en virkelighed, at han kan sige: »Det er sket!«

Livets risiko

Desværre kommer vi ikke udenom, at nogle vil gå fortabt. Det kommer til at ske til trods for, at mange drømmer om alles frelse. Jeg har lyst til at invitere en alles-frelse-forkynder med på tre rejser i tid og rum.

Den nye bog “Livets risiko: Himmel og Helvede” (Sejergaard m.fl., Lohse 2022), kan varmt anbefales til alle, der interesserer sig for Jesu genkomst og dermed også dommen – eller bare interesserer sig for, hvordan det vil gå for dem selv i dommen.

Desværre kommer vi ikke udenom, at nogle vil gå fortabt. Derfor er der brug for den saglige og nøgterne modvægt, som denne antologi giver til læren om alles frelse. Fortalerne for alles frelse får det til at lyde så enkelt: “Naturligvis vil den kærlige Gud ikke sende nogen i Helvede til evig pine.” Jeg vil nævne et enkelt argument mod det fra bogen.

Hvis Gud er kærlig og almægtig, hvorfor gør han så ikke noget ved ondskaben? Sådan spørger mange, og det er et helt naturligt spørgsmål. Bibelen svarer, at Gud hader ondskaben. At han har gjort noget ved det, da Jesus døde på korset, og på dommens dag vil gøre noget ved det, “men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9). Gud finder sig i ondskaben i verden, fordi han ønsker, at flest muligt inden dommen finder frem til frelsen ved korset. Men hvis troen på Jesus ikke er nødvendig for at blive frelst, hvad venter Gud så på? Hvorfor tillader han ondskaben, hvis han ikke opnår noget ved at udskyde dommen lidt endnu?

Dette argument, som stammer fra bogens sidste kapitel, har inspireret mig til følgende tre scenarier.

Jeg drømmer om at tage en af dem, der forkynder alles frelse, med på tre rejser i tid og rum. Først skal vi besøge Colosseum i Rom omkring år 100 e.Kr. Midt på arenaen står en gruppe kristne og synger lovsang til Gud. Som jeg forstår alles-frelse-teologien, vil min ledsager sige noget i denne retning til dem: “Om lidt hjælper de blodtørstige rovdyr jer ud af denne verden. Efter døden vil I møde jeres frelser Jesus. Men det ville I også have gjort, selvom I havde sagt nej til Jesus, sådan som romerne har opfordret jer til at gøre. At I stædigt holder fast i troen på Jesus som jeres Herre, ender nu med et helt unødvendigt spild af jeres liv. Og for øvrigt bliver alle dem oppe på tilskuerrækkerne også frelst, selvom de sidder med tommelfingeren nedad. Er det ikke herligt?”

Okay, måske har jeg strammet den lidt med den sidste bemærkning, men så vidt jeg kan se, rammer den tænkte prædiken til martyrerne vist meget godt, hvis alles-frelse-forkynderen skal være konsekvent i forhold til sin overbevisning.

Vores næste stop sker en af de sidste dage i anden verdenskrig. Vi skal besøge et nazistisk fængsel, hvor den kendte teolog Dietrich Bonhoeffer føres ud til galgen. Min ledsager har læst lidt af hans udgivelser, og kan derfor trøste ham: “Jeg er helt sikker på, Dietrich, at du ikke har satset på den billige nåde. Du har kæmpet for det, du tror på. Desværre har du ingen steder i dit omfattende teologiske arbejde opdaget den sandhed, som jeg nu kan gøre dig bekendt med. Al din satsning på den dyre nåde har været forgæves, for i dommen vil den kærlige Gud sørge for, at alle bliver frelst. Også de barske fyre, som nu fører dig ud til galgen. Jeg fatter ikke, at du har overset det, for det er da helt indlysende, at en kærlig Gud frelser alle.”

Jeg er sikker på, at der flere steder i Bonhoeffers bøger er et godt svar på denne alles-frelse-prædiken. Men jeg er næsten lige så sikker på, at det svar ikke vil gøre indtryk på min ledsager, for Bonhoeffer arbejdede med solid bibelsk teologi, og det er ikke lige netop det, der flytter noget hos en alles-frelse-forkynder.

Vores tredje og sidste besøg er i nutiden. Et sted i Afrika, hvor de kristne udgør et mindretal, skal vi besøge en kristen familie, men vi er desværre ikke de første på stedet. En gruppe blodtørstige krigere fra Boko-Haram er trængt ind i familiens hus og har jaget dem ud på gårdspladsen. Familiens mandlige overhoved er dødeligt såret af et hug fra en machete. “I regner jo nok med, at jeres kristne tro frelser jer,” siger min ledsager, mens han forsigtigt lægger en hånd på mandens blodige skulder. “Gud skal nok frelse jer, men I var også blevet frelst, hvis I havde konverteret til islam for at redde jeres liv. Gud er ikke vred. Han frelser alle, også de ivrige unge mænd, som lige nu hakker dine sønner til plukfisk, og voldtager dine døtre og din hustru.”

Er jeg for grov, eller er det, hvad læren om alles frelse siger, hvis den vil være konsekvent? Læren om alles frelse fører nogle helt uoverstigelige problemer med sig i forhold til Bibelens budskab. Det ender med en lille gud, der kan rummes i vores tanker.

Det hører med til sagen, at dem, der lige nu kæmper for læren om alles frelse, stort set er de samme, som vil have Luthers teologi ophævet i folkekirken, blandt andet på grund af det helt centrale lutherske dogme om arvesynden.

Ingen har fortjent frelsen

Martyrerne i oldkirken, Bohnhoeffer og den kristne familie i Afrika er ikke frelst, fordi de er bedre end deres fjender. Ingen har selv fortjent frelsen – heller ikke en martyr. Frelsen er alene Guds værk, og den sker altid af nåde. Problemet ved alles-frelse-forkyndelsen er, at den ser bort fra, at Gud hader synden, der ødelægger hans gode skaberværk. Evangeliet er, at der er frelse for den, der tager imod Guds invitation. En frelse, som Jesus har gjort til virkelighed. Vi kender frelsen fra “Den lille Bibel”, men lad os gå 20 vers frem:

»Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham« (Joh 3,36).

Det er noget godt

Jesus talte ofte om sin genkomst. En dag, hvor han sammen med nogle disciple sad på Oliebjerget og beundrede den storslåede udsigt over templet og Jerusalem, kom han med en omfattende profeti om de sidste tider og tegnene på hans genkomst. Efter advarslerne om det forfærdelige, der var på vej, sagde han:

      “Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,27-28).

      Tegnene omfattede hungersnød, krig, forfølgelse og katastrofer, og han kaldte dem meget passende for veer. Og så samlede han det noget i denne retning: “Når veerne kommer, så glæd jer!” Hvordan hænger det sammen?

      Hvis vi tænker på veerne som fødselsveer – og hvad skulle det ellers være – så giver det mening. De vordende forældre har ventet og glædet sig i ni måneder, og så kommer veerne. Hun er ikke blevet gravid for veernes skyld, men hun glæder sig, når de kommer, for de er et tegn på, at nu sidder hun lige om lidt med sit barn i favnen.

      Når I ser, at tegnene sker, så ret jer op og løft jeres hoved, sagde Jesus. For det er noget godt, der sker, når han kommer igen. Vi glæder os til at se ham ansigt til ansigt, og vi glæder os til at blive forløst fra smerte, synd, ondskab og død. Vi glæder os til al den herlighed, som følger efter.

Dette er et eksempel fra min nye andagtsbog, som udkommer i efteråret 2023. Den får andagter til et helt år, og gennemgår den kristne tro set fra mit lutherske perspektiv.

Opstandelsens indhold

En række ord siger noget om, hvad Jesu genkomst vil medføre. De er samtidig med til at forklare, hvad opstandelse er.

I forbindelse med min undervisning har jeg flere gange brugt en liste over ord, der i Det nye Testamente bruges som betegnelse for Jesu genkomst. Listen ser sådan ud:

Luk 21,28: … ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig

Matt 19,28: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone

ApG 3,21: … han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt

Rom 8,21: … skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden.

2 Pet 3,13: Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.

Taget ud af deres sammenhæng (tjek selv sammenhængen), ser listen sådan ud:

  • forløsning
  • verdens genfødelse
  • genoprettelse
  • befriet fra trældommen
  • frihed i herligheden
  • ny himmel og ny jord

De seks betegnelser samles smukt i en udtalelse, der ved genkomsten siges af ham, der sidder på tronen: »Se jeg gør alting nyt« (Åb 21,5).

Seks helt almindelige ord. Men hvad betyder alting, når det står i denne sammenhæng? Det betyder naturligvis det hele – alt det, som findes i forvejen. Vi skal opstå, og det skal skaberværket også.

Vi tror på, at Jesus opstod i et herlighedslegeme med kød og knogler, og at vi i opstandelsen skal få skikkelse som hans herliggjorte legeme.

Men han sagde til dem: »Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.«  (Luk 24,38-39)

Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. (Fil 3,21)

Glædelig påske!

Krigslarm og krigsrygter

Er krigen i Ukraine et tegn på, at Jesus kommer igen? I sin store profeti om tegnene i de sidste tider talte Jesus om krigslarm og rygter om krig. Derfor er spørgsmålet helt oplagt. Hvad skal vi tænke om det?

Jesus har givet os den store profeti om tegnene i de sidste tider for at berolige os. Han ønsker, at vi skal være forberedte, og at vi er i stand til at se bag om historiens voldsomme begivenheder, så vi forstår, at Gud gennemfører sin frelsesplan, uanset hvordan det ser ud i verden. Et af de tegn, Jesus nævner i profetien, er krigslarm og rygter om krig. Derfor er det helt naturligt, at Ruslands invasion af Ukraine får os til at overveje, hvordan vi skal se på det i forhold til Jesu genkomst.

Først skal vi huske, at de sidste tider strækker sig fra Jesu første komme til Jesu andet komme. Profetien dækker altså tiden helt fra Jesus udtalte den, og til alle dele af den er blevet til virkelighed. Et af tegnene er f.eks. jordskælv. Der var et jordskælv allerede nogle dage efter, nemlig langfredag, og der har været mange siden. Det samme gælder krige.

Hvad er tegnet på verdens ende?

Jesu store profeti var svar på disciplenes spørgsmål, som de stillede lige efter, at han havde profeteret om templets ødelæggelse: »Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?« spurgte de (Matt 24,3). Profetien svarer på begge spørgsmål. Den del, der handler om Jerusalems ødelæggelse, gik i opfyldelse allerede i år 70 e.Kr. Da der normalt ikke er sat tidspunkter på profetier, kan det være svært at afgøre, hvad der handler om romernes krig mod Jerusalem i år 70, og hvad der handler om senere krige.

I skal høre krigslarm og rygter om krig. Se til, at I ikke lader jer skræmme! For det skal ske, men det er endnu ikke enden. For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv. Alt dette er begyndelsen på veerne. (Matt 24,6-8)

Det er vanskeligt at bruge profetierne om krig og naturkatastrofer til at skønne, hvor vi er på Guds ur. Der er andre tegn, som siger mere om, hvor tæt vi er på genkomsten, fordi der er et indbygget forløb i dem.

Tegn med forløb

Profetierne om Antikrist og trængslen rummer et forløb, der kan give et fingerpeg. I et af de ældste breve  siger Paulus til thessalonikerne, at det var for tidligt at vente Jesu genkomst, for lovløshedens menneske (det er Antikrist) var endnu ikke kommet (2 Thess 2,1-12). Antikrist skal blandt andet stå for en øgende forfølgelse af kristne. Flere steder tyder på, at forfølgelsen skal tiltage og nå sit højdepunkt lige før genkomsten. Jesus siger i sin store profeti, at dagene med forfølgelse bliver afkortet (Matt 24,21-22). Tallet på kristne som forfølges for Jesu skyld – det gælder alt fra grov diskrimination til henrettelse – sættes af eksperter i dag til at være mere end 230 millioner. Aldrig har en større andel af verdens befolkning været forfulgt på grund af deres kristne tro.

Meget tyder på, at staten Israels oprettelse også er et tegn (Luk 21,23-24), som signalerer, at der nok ikke er så længe til. Jeg hører dog ikke til dem, der kan fortolke diverse profetier, hvor Israel er nævnt, og nærmest få dem til at passe ind en kalender.

Den tredje og sidste gruppe af profetier, der angiver et tidsmæssigt forløb, er dem, der handler om verdensmissionen. Jesus sagde: »Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme« (Matt 24,14). Hvornår har alle folkeslag hørt evangeliet? Er det nok, at de engang har hørt evangeliet, eller skal vi vente på, at alle folkeslag hører på én gang? For eksempel var Tyrkiet et af de første kristne lande, men det er i dag næsten uden kristne.

Løft dit hoved

Mit bud er, at krigen i Ukraine ikke kan bruges som et tegn på Jesu nære genkomst, men det er der andre tegn, som kan (læs om Antikrist her). Det gælder staten Israels oprettelse, verdensmissionen og den voksende forfølgelse af kristne på verdensplan. Om Antikrist er trådt frem, kan afhænge af, om vi opfatter ham som et menneske, eller der kan være tale om en bevægelse, en organisation eller et kraftcenter.

Under alle omstændigheder kan vi tage imod Jesu ord: »Se til, at I ikke lader jer skræmme!« (Matt 24,6). Lukas fortæller, at Jesus sluttede sin store profeti med disse ord: »Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig« (Luk 21,28).

For en kristen er Jesu genkomst noget godt at se frem til.

Gud i krybben

Mange rynker på næsen ad dogmer, men uden dogmer står vi tilbage med en menneskeskabt gud. Derfor er det væsentligt at vide, hvem det er, der ligger i krybben.

En ny amerikansk undersøgelse viser, at kun 41 procent af alle amerikanere tror, at »Guds Søn eksisterede før han blev født i Betlehem«. Jeg ved ikke, hvordan tallet ville være i Danmark, men mon ikke det ville være noget mindre.

Hvem er det egentlig, der ligger der i krybben? Det er ikke et uvæsentligt spørgsmål. Faktisk afhænger vores evige frelse af det. De gamle bekendelser siger klart, at kristne tror på en treenig Gud: Fader, Søn og Helligånd. Vi tror også, at Jesus Kristus er både Gud og menneske. Det lå allerede i Den apostolske Trosbekendelse:

»Vi tror på hans [Gud Faders] enbårne Søn, Vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria …«

Man skulle tro, det var tydeligt nok, men i 300-tallet var kirken på vej mod en alvorlig splittelse på grund af spørgsmålet. Derfor samledes repræsentanter fra hele den kristne kirke og vedtog Den nikænske Trosbekendelse (findes på Salmebogens næstesidste opslag). Der læser vi:

»Vi tror på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria … «

Så er det vist slået fast. Sådan er den kristne tro. Faderen har født Sønnen før alle tider. Sønnen er af samme væsen som Faderen. Og det blev han ved med at være – også da han blev menneske. Fosteret i Marias mave og den nyfødte i krybben var Gud fra evighed, og så var han nu også menneske.

Mange rynker på næsen ad dogmer, men hvad er alternativet til den gamle fælleskristne troslære? Uden dogmer, som er forankrede i Bibelen, ender vi med menneskeskabte ideer og en menneskeskabt gud – som må skrives med lille g. Uden dogmer døde Jesus ikke for at sone vores synd, men kun for at være solidarisk med os. Uden dogmer stod han ikke legemligt op påskemorgen, men han opstod kun åndeligt for at vise, at livet er større end døden. Uden dogmer fór han ikke til himmels. Og uden dogmer kommer han ikke igen. Den som vil klare sig med en menneskeskabt gud, må også nøjes med en menneskeskabt opstandelse. Og er det nok at dø på?

Kernen i sand kristendom har altid været disse to dogmer: Gud er treenig, og Jesus er både Gud og menneske. Disse to sandheder er i høj grad også julens indhold. Jeg fristes til at omskrive et ord af Paulus: »Hvis ikke det er Gud, der ligger i krybben, er jeres tro forgæves, og så er I stadig i jeres synder« (efter 1 Kor 15,14).

Men Gud ske lov er barnet i krybben både Guds Søn fra evighed og menneske i kød og blod.

Glædelig jul i den treenige Guds navn!

PS: Jeg siger ikke, at en fast tro på de centrale kristne dogmer er en betingelse for frelsen. Frelsen afhænger kun af vores forhold til Jesus, og Jesus forandres ikke af vores mangelfulde tro. Men hvis ikke Jesus blev født som både Gud og menneske, har han ikke magt til at frelse os. Han måtte være Gud, for at kunne tage vores synd på sig. Han måtte være menneske for at kunne dø for os.

Menigheden i Guds perspektiv

Saligprisningerne er en samlet beskrivelse af den troende menighed, som den ser ud i Guds perspektiv. Og de handler om Guds gaver til os.

Bjergprædikenen af Carl Bloch.

Saligprisningerne, som i kirkeåret hører til allehelgens søndag, er bygget op, så hver saligprisning har to led (se teksten nederst eller i Matt 5,1-12). Der er først nævnt en karakteristisk side ved de salige (fattige i ånden, de som sørger, osv.) efterfulgt af en begrundelse for, at disse er salige. For eksempel kan »de som sørger«, allerede nu kaldes salige, fordi de en dag skal trøstes. I evigheden skal de være et sted, hvor der ikke mere er sorg. I hver enkelt saligprisning skal der et under fra Gud til, for at første og andet led kommer til at hænge sammen.

Jeg tror, vi fornemmer, at det hele vejen igennem handler om Gud – også når det drejer sig om positive kvaliteter hos disciplene. Dybest set er ordene sagtmodighed, retfærdighed, barmhjertighed, renhed og fred en beskrivelse af Gud, og ikke af os mennesker. Når Jesus alligevel kan bruge ordene om disciplene, skyldes det, at Helligånden skaber disse kvaliteter i dem.

Jesus siger ikke: »Når jeres retfærdighed overgår farisæernes og de skriftkloges, så er I salige. Når I elsker jeres fjende, er I salige.« Saligheden er ikke en belønning for at leve efter bjergprædikenen, men en forudsætning for at kunne det. Måske er det derfor, de står som indledning til bjergprædikenen.              

Man kan sige, hovedbudskabet i saligprisningerne er: »I skal leve i håb – ikke i skuen.« Løfterne i saligprisningerne går først i opfyldelse i hele deres omfang ved opstandelsen, når Jesu kommer igen. Himmeriget, trøsten, arven, synet af Gud og så videre har vi allerede nu, men kun i troen. Det er ganske vist virkelige gaver, men usynlige. En dag bliver troen og håbet opfyldt. Fattigdom, sorg og forfølgelser er ikke mere. Retfærdighed, barmhjertighed og fred får et ansigt, når vi ser Jesus, som han er.

Det giver mening at læse den første af saligprisningerne som en slags overskrift for de følgende otte. Vi skal også her forstå det første led i lyset af det andet. Vi kan derfor læse sådan: »Salige er de, som ejer Himmeriget, selvom de er fattige i ånden.« Der er tale om fattigdom i forhold til Gud. Mit regnskab med Gud er negativt. Jeg har kun skyld. Jeg kan ikke engang tro, for det er, som Luther siger i Den lille Katekismus i forklaringen til tredje trosartikel: »Jeg tror, at jeg ikke af egen magt kan tro eller komme til ham.« Jeg er på helt bar bund. Jeg er fattig i ånden.

At eje Himmeriget er en voldsom kontrast til at være fattig i ånden. Himmeriget er Guds rige og ikke mit. Derfor må udtrykket »Himmeriget er deres«, som forekommer både først og sidst i saligprisningerne, betyde at have en plads i Guds rige. Ingen er rigere end den, der har en plads i Guds rige.

Saligprisningerne

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:
»Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«
Matthæusevangeliet 5,1-12 

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial