En mand, der hedder Knud, glæder sig i et debatindlæg over, at evigheden ikke findes. For hvor ville den være kedelig, mener han. Han aner ikke, hvad han kommer til at gå glip af.

Et debatindlæg i Kristeligt Dagblad har i nogle dage provokeret mig lidt. En mand, der hedder Knud, skrev blandt andet: »Det er for mig ganske ubegribeligt, at nogle moderne mennesker – inklusive præster i den danske folkekirke – vælger at tro på en eller anden form for liv efter døden.« Knuds indlæg havde overskriften »Det evige liv findes ikke. Heldigvis, for hvor ville det være kedeligt«.

Jeg ved ikke, om han er opmærksom på sin timing, men hans indlæg ramte lige ind i den tid, hvor vi i den kristne kirke møder tekster, der handler om Jesu genkomst og det evige liv. En adventssøndag hørte vi Jesu opmuntrende ord i forbindelse med tegnene på genkomsten: »Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig« (Luk 21,28).

Hvor mon Knud har sin ide fra, at det evige liv – hvis det fandtes – ville være kedeligt? Måske skyldes det, at han skriver om det helt uden at nævne Gud. Men hvis det evige liv findes, så findes Gud også. Og hvis Gud findes, må han være skaberen af tiden og evigheden. Mon Knuds nuværende liv er kedeligt? Og forestiller han sig så, at det evige liv må være endnu mere kedeligt?

Knud forestiller sig, at vi selv vælger, om det evige liv findes, og han forestiller sig, at han har valgt det fra. Men den mulighed har vi ikke. Bibelen fortæller, at den almægtige, kærlige og utroligt kreative Gud skabte mennesker og alt andet. Når noget i skaberværket ikke er godt, skyldes det os mennesker, som gjorde oprør mod Gud og dermed blev skyld i, at der kom død, sorg, skrig og pine ind i skaberværket. Til trods for det, opgav Gud os ikke, men han satte sin frelsesplan i gang. Den treenige Gud blev menneske, da Sønnen blev født julenat, og han blev frelser, da han døde og opstod i påsken.

En dag kommer Sønnen igen, og så bliver skaberværket og vi selv genskabt i opstandelsen. Alt bliver godt igen. Guds løfte om genoprettelsen lyder:

      Nu er Guds bolig hos menneskene,
      han vil bo hos dem,
      og de skal være hans folk,
      og Gud vil selv være hos dem.
      Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
      og døden skal ikke være mere,
      ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
      Thi det, der var før, er forsvundet. (Åb 21,3-4)

Den kærlige og kreative Gud, som skabte alt, er også den, som gør alting nyt. Hvorfor skulle resultatet af det blive kedeligt? Læs Bibelens to første og to sidste kapitler og overvej, om ikke der kan tænkes at være nok indhold der, til at det evige liv ikke bliver kedeligt. Vi har ikke fået mulighed for allerede nu at kende evigheden konkret i detaljer, men jeg tror, vi gerne må lade fantasien løbe med alt det, vi synes kunne være spændende. Og ingen bliver skuffede.

Hvis Knud til sin dødsdag bliver ved med at nægte at give hånd til Gud, vil Gud respektere hans valg. Han går derfor glip af en spændende, meningsfyldt og herlig evighed sammen med Gud og med hele den menighed, som Gud frelser af nåde.

Jesus talte ofte om sin genkomst. En dag, hvor han sammen med nogle disciple sad på Oliebjerget og beundrede den storslåede udsigt over templet og Jerusalem, kom han med en omfattende profeti om de sidste tider og tegnene på hans genkomst. Efter advarslerne om det forfærdelige, der var på vej, sagde han:

      “Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,27-28).

      Tegnene omfattede hungersnød, krig, forfølgelse og katastrofer, og han kaldte dem meget passende for veer. Og så samlede han det noget i denne retning: “Når veerne kommer, så glæd jer!” Hvordan hænger det sammen?

      Hvis vi tænker på veerne som fødselsveer – og hvad skulle det ellers være – så giver det mening. De vordende forældre har ventet og glædet sig i ni måneder, og så kommer veerne. Hun er ikke blevet gravid for veernes skyld, men hun glæder sig, når de kommer, for de er et tegn på, at nu sidder hun lige om lidt med sit barn i favnen.

      Når I ser, at tegnene sker, så ret jer op og løft jeres hoved, sagde Jesus. For det er noget godt, der sker, når han kommer igen. Vi glæder os til at se ham ansigt til ansigt, og vi glæder os til at blive forløst fra smerte, synd, ondskab og død. Vi glæder os til al den herlighed, som følger efter.

Dette er et eksempel fra min nye andagtsbog, som udkommer i efteråret 2023. Den får andagter til et helt år, og gennemgår den kristne tro set fra mit lutherske perspektiv.

Er krigen i Ukraine et tegn på, at Jesus kommer igen? I sin store profeti om tegnene i de sidste tider talte Jesus om krigslarm og rygter om krig. Derfor er spørgsmålet helt oplagt. Hvad skal vi tænke om det?

Jesus har givet os den store profeti om tegnene i de sidste tider for at berolige os. Han ønsker, at vi skal være forberedte, og at vi er i stand til at se bag om historiens voldsomme begivenheder, så vi forstår, at Gud gennemfører sin frelsesplan, uanset hvordan det ser ud i verden. Et af de tegn, Jesus nævner i profetien, er krigslarm og rygter om krig. Derfor er det helt naturligt, at Ruslands invasion af Ukraine får os til at overveje, hvordan vi skal se på det i forhold til Jesu genkomst.

Først skal vi huske, at de sidste tider strækker sig fra Jesu første komme til Jesu andet komme. Profetien dækker altså tiden helt fra Jesus udtalte den, og til alle dele af den er blevet til virkelighed. Et af tegnene er f.eks. jordskælv. Der var et jordskælv allerede nogle dage efter, nemlig langfredag, og der har været mange siden. Det samme gælder krige.

Hvad er tegnet på verdens ende?

Jesu store profeti var svar på disciplenes spørgsmål, som de stillede lige efter, at han havde profeteret om templets ødelæggelse: »Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?« spurgte de (Matt 24,3). Profetien svarer på begge spørgsmål. Den del, der handler om Jerusalems ødelæggelse, gik i opfyldelse allerede i år 70 e.Kr. Da der normalt ikke er sat tidspunkter på profetier, kan det være svært at afgøre, hvad der handler om romernes krig mod Jerusalem i år 70, og hvad der handler om senere krige.

I skal høre krigslarm og rygter om krig. Se til, at I ikke lader jer skræmme! For det skal ske, men det er endnu ikke enden. For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv. Alt dette er begyndelsen på veerne. (Matt 24,6-8)

Det er vanskeligt at bruge profetierne om krig og naturkatastrofer til at skønne, hvor vi er på Guds ur. Der er andre tegn, som siger mere om, hvor tæt vi er på genkomsten, fordi der er et indbygget forløb i dem.

Tegn med forløb

Profetierne om Antikrist og trængslen rummer et forløb, der kan give et fingerpeg. I et af de ældste breve  siger Paulus til thessalonikerne, at det var for tidligt at vente Jesu genkomst, for lovløshedens menneske (det er Antikrist) var endnu ikke kommet (2 Thess 2,1-12). Antikrist skal blandt andet stå for en øgende forfølgelse af kristne. Flere steder tyder på, at forfølgelsen skal tiltage og nå sit højdepunkt lige før genkomsten. Jesus siger i sin store profeti, at dagene med forfølgelse bliver afkortet (Matt 24,21-22). Tallet på kristne som forfølges for Jesu skyld – det gælder alt fra grov diskrimination til henrettelse – sættes af eksperter i dag til at være mere end 230 millioner. Aldrig har en større andel af verdens befolkning været forfulgt på grund af deres kristne tro.

Meget tyder på, at staten Israels oprettelse også er et tegn (Luk 21,23-24), som signalerer, at der nok ikke er så længe til. Jeg hører dog ikke til dem, der kan fortolke diverse profetier, hvor Israel er nævnt, og nærmest få dem til at passe ind en kalender.

Den tredje og sidste gruppe af profetier, der angiver et tidsmæssigt forløb, er dem, der handler om verdensmissionen. Jesus sagde: »Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme« (Matt 24,14). Hvornår har alle folkeslag hørt evangeliet? Er det nok, at de engang har hørt evangeliet, eller skal vi vente på, at alle folkeslag hører på én gang? For eksempel var Tyrkiet et af de første kristne lande, men det er i dag næsten uden kristne.

Løft dit hoved

Mit bud er, at krigen i Ukraine ikke kan bruges som et tegn på Jesu nære genkomst, men det er der andre tegn, som kan (læs om Antikrist her). Det gælder staten Israels oprettelse, verdensmissionen og den voksende forfølgelse af kristne på verdensplan. Om Antikrist er trådt frem, kan afhænge af, om vi opfatter ham som et menneske, eller der kan være tale om en bevægelse, en organisation eller et kraftcenter.

Under alle omstændigheder kan vi tage imod Jesu ord: »Se til, at I ikke lader jer skræmme!« (Matt 24,6). Lukas fortæller, at Jesus sluttede sin store profeti med disse ord: »Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig« (Luk 21,28).

For en kristen er Jesu genkomst noget godt at se frem til.

Mange rynker på næsen ad dogmer, men uden dogmer står vi tilbage med en menneskeskabt gud. Derfor er det væsentligt at vide, hvem det er, der ligger i krybben.

En ny amerikansk undersøgelse viser, at kun 41 procent af alle amerikanere tror, at »Guds Søn eksisterede før han blev født i Betlehem«. Jeg ved ikke, hvordan tallet ville være i Danmark, men mon ikke det ville være noget mindre.

Hvem er det egentlig, der ligger der i krybben? Det er ikke et uvæsentligt spørgsmål. Faktisk afhænger vores evige frelse af det. De gamle bekendelser siger klart, at kristne tror på en treenig Gud: Fader, Søn og Helligånd. Vi tror også, at Jesus Kristus er både Gud og menneske. Det lå allerede i Den apostolske Trosbekendelse:

»Vi tror på hans [Gud Faders] enbårne Søn, Vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria …«

Man skulle tro, det var tydeligt nok, men i 300-tallet var kirken på vej mod en alvorlig splittelse på grund af spørgsmålet. Derfor samledes repræsentanter fra hele den kristne kirke og vedtog Den nikænske Trosbekendelse (findes på Salmebogens næstesidste opslag). Der læser vi:

»Vi tror på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria … «

Så er det vist slået fast. Sådan er den kristne tro. Faderen har født Sønnen før alle tider. Sønnen er af samme væsen som Faderen. Og det blev han ved med at være – også da han blev menneske. Fosteret i Marias mave og den nyfødte i krybben var Gud fra evighed, og så var han nu også menneske.

Mange rynker på næsen ad dogmer, men hvad er alternativet til den gamle fælleskristne troslære? Uden dogmer, som er forankrede i Bibelen, ender vi med menneskeskabte ideer og en menneskeskabt gud – som må skrives med lille g. Uden dogmer døde Jesus ikke for at sone vores synd, men kun for at være solidarisk med os. Uden dogmer stod han ikke legemligt op påskemorgen, men han opstod kun åndeligt for at vise, at livet er større end døden. Uden dogmer fór han ikke til himmels. Og uden dogmer kommer han ikke igen. Den som vil klare sig med en menneskeskabt gud, må også nøjes med en menneskeskabt opstandelse. Og er det nok at dø på?

Kernen i sand kristendom har altid været disse to dogmer: Gud er treenig, og Jesus er både Gud og menneske. Disse to sandheder er i høj grad også julens indhold. Jeg fristes til at omskrive et ord af Paulus: »Hvis ikke det er Gud, der ligger i krybben, er jeres tro forgæves, og så er I stadig i jeres synder« (efter 1 Kor 15,14).

Men Gud ske lov er barnet i krybben både Guds Søn fra evighed og menneske i kød og blod.

Glædelig jul i den treenige Guds navn!

PS: Jeg siger ikke, at en fast tro på de centrale kristne dogmer er en betingelse for frelsen. Frelsen afhænger kun af vores forhold til Jesus, og Jesus forandres ikke af vores mangelfulde tro. Men hvis ikke Jesus blev født som både Gud og menneske, har han ikke magt til at frelse os. Han måtte være Gud, for at kunne tage vores synd på sig. Han måtte være menneske for at kunne dø for os.

Saligprisningerne er en samlet beskrivelse af den troende menighed, som den ser ud i Guds perspektiv. Og de handler om Guds gaver til os.

Saligprisningerne, som i kirkeåret hører til allehelgens søndag, er bygget op, så hver saligprisning har to led (se teksten nederst eller i Matt 5,1-12). Der er først nævnt en karakteristisk side ved de salige (fattige i ånden, de som sørger, osv.) efterfulgt af en begrundelse for, at disse er salige. For eksempel kan »de som sørger«, allerede nu kaldes salige, fordi de en dag skal trøstes. I evigheden skal de være et sted, hvor der ikke mere er sorg. I hver enkelt saligprisning skal der et under fra Gud til, for at første og andet led kommer til at hænge sammen.

Jeg tror, vi fornemmer, at det hele vejen igennem handler om Gud – også når det drejer sig om positive kvaliteter hos disciplene. Dybest set er ordene sagtmodighed, retfærdighed, barmhjertighed, renhed og fred en beskrivelse af Gud, og ikke af os mennesker. Når Jesus alligevel kan bruge ordene om disciplene, skyldes det, at Helligånden skaber disse kvaliteter i dem.

Jesus siger ikke: »Når jeres retfærdighed overgår farisæernes og de skriftkloges, så er I salige. Når I elsker jeres fjende, er I salige.« Saligheden er ikke en belønning for at leve efter bjergprædikenen, men en forudsætning for at kunne det. Måske er det derfor, de står som indledning til bjergprædikenen.              

Man kan sige, hovedbudskabet i saligprisningerne er: »I skal leve i håb – ikke i skuen.« Løfterne i saligprisningerne går først i opfyldelse i hele deres omfang ved opstandelsen, når Jesu kommer igen. Himmeriget, trøsten, arven, synet af Gud og så videre har vi allerede nu, men kun i troen. Det er ganske vist virkelige gaver, men usynlige. En dag bliver troen og håbet opfyldt. Fattigdom, sorg og forfølgelser er ikke mere. Retfærdighed, barmhjertighed og fred får et ansigt, når vi ser Jesus, som han er.

Det giver mening at læse den første af saligprisningerne som en slags overskrift for de følgende otte. Vi skal også her forstå det første led i lyset af det andet. Vi kan derfor læse sådan: »Salige er de, som ejer Himmeriget, selvom de er fattige i ånden.« Der er tale om fattigdom i forhold til Gud. Mit regnskab med Gud er negativt. Jeg har kun skyld. Jeg kan ikke engang tro, for det er, som Luther siger i Den lille Katekismus i forklaringen til tredje trosartikel: »Jeg tror, at jeg ikke af egen magt kan tro eller komme til ham.« Jeg er på helt bar bund. Jeg er fattig i ånden.

At eje Himmeriget er en voldsom kontrast til at være fattig i ånden. Himmeriget er Guds rige og ikke mit. Derfor må udtrykket »Himmeriget er deres«, som forekommer både først og sidst i saligprisningerne, betyde at have en plads i Guds rige. Ingen er rigere end den, der har en plads i Guds rige.

Saligprisningerne

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:
»Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«
Matthæusevangeliet 5,1-12