juni, 2017 | Jesu genkomst

30. juni 201730. juni 2017

Ny roman om forfølgelse og forførelse

Der findes masser af amerikanske romaner, der foregår i de sidste tider. Mange af dem er både spændende og velskrevne, men de er desværre båret af en dårlig teologi. Er det overhovedet muligt at skrive en roman, der respekterer den gode teologi?

Allerede inden jeg begyndte på manuskriptet til “Han gør alting nyt”, vidste jeg, at det næste projekt skulle være en roman om de sidste tider. Fra arbejdet med “Tæl på fingrene” vidste jeg, at det er sjovt at skrive en roman, og jeg ved fra mit arbejde som fritidsforkynder, at rigtig mange er interesseret i de sidste tider og Jesu genkomst, så det virkede helt oplagt at kombinere de to ting. Men der er et problem.

Efter min mening kommer vi meget let til at gå vild, hvis vores fortolkninger af profetierne om de sidste tider bliver alt for cementerede. Men hvordan skriver man en roman om de sidste tider uden at låse fortolkningen af profetierne fast i et bestemt skema? Det kan man ikke. En roman handler om konkrete mennesker og konkrete begivenheder. Handlingen og omstændighederne må lægges fast.

Vi kender det allerede nu

Da jeg havde skrevet det første udkast, gav jeg det til et par gode læsere. De vendte tomlen ned, fordi det var alt for vildtvoksende og overfladisk. Og de havde ret, så jeg valgte at koncentrere mig om et enkelt tema, som jeg jo så kommer til at låse fast i en bestemt fortolkning.

Romanen foregår nogle år ude i fremtiden, og den handler især om forfølgelse og forførelse. Det nævnes flere gange af Jesus i Matt 24, og det er gennemgående som et endetidstegn i hele Det Nye Testamente. Det er uløseligt knyttet til de antikristelige ånder og Antikrist selv (se f.eks. 1 Joh 2,18-29 og 2 Thess 2,1-12), og det er noget, vi allerede kæmper med nu.

Vi ved ikke, hvor slemt det er

I et efterskrift til romanen kommer jeg til at henvise til “Han gør alting nyt”. Hvis ikke jeg kunne det, ville jeg ikke være i stand til at skrive romanen. I “Han gør alting nyt” findes alle de nødvendige nuancer og forbehold, som en roman ikke giver mulighed for.

I romanen sættes de ting på spidsen, som vi allerede nu kender eller fornemmer. Men vi ved ikke, hvor slem forfølgelsen og forførelsen skal være før Jesu genkomst. Ja, ret beset ved vi vel ikke engang, hvor slem den er nu. Forførelse skal ikke måles på, hvor slem den ser ud for os, men på hvor mange, der falder fra på grund af den. Og det ved kun Gud.

Tre citater giver inspiration

Jeg har ikke en kontrakt med et forlag endnu, men går det som jeg håber, så udkommer romanen i foråret 2018. I manuskriptet står der som indledning tre bibelcitater, der har givet inspiration under skrivningen:

Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel,
skal mene, at han derved tjener Gud.
Jesus (Joh 16,2)

Salige er I, når mennesker hader jer,
forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn
som noget ondt for min skyld. Fryd jer på den dag
og spring højt af glæde, for se, jeres løn
er stor i himlen.
Jesus (Luk 6,22-23)

De drog op på jordens flade
og omringede de helliges lejr …
(Åb 20,9)

19. juni 201721. juni 2017

Den dag den døde hest talte i kirken

“Det er ikke noget, vi har tradition for i folkekirken,” svarede provsten, da nogen spurgte ham, om det er i orden, at en dyretelepatør påkalder afdøde heste i en kirke.

På Gislinge Sogns Facebook-side kunne man for nogle uger siden læse en hilsen fra sognepræst Dorthe Thaulov: “Er der noget efter døden? – Det svarer kristendommen ja til, – og de fleste mennesker, jeg møder, mener også, at deres kære lever videre et andet sted. – Et par gange er det sket, at én har spurgt mig, om de mon kommer til at møde deres afdøde hund igen – i himlen … Vi kommer måske det hele lidt nærmere ved foredraget, hvor vi får besøg af dyretelepatør Ditte Young.”

Nu er det særprægede initiativ blevet kendt i hele Danmark, for efter arrangementet i Gislev Kirke spurgte nogen provsten og biskoppen, om det mon kunne være i orden, at der blev arrangeret dyretelepati i en kirke.

“Umiddelbart har jeg et problem med det, hvis det er korrekt, at en dyretelepatør mener at kunne kommunikere med døde dyr. Det er ikke noget, vi har tradition for i folkekirken,” svarede provst Detlef von Holst. Biskoppen i Roskilde havde en samtale med sognepræst Dorthe Thaulov, og så erklærede han i en pressemeddelelse, at der ikke var noget i arrangementet i Gislev Kirke, der strider mod den danske folkekirkes bekendelsesskrifter.

Når kirken udvikler sig

De referater, man kan finde ved hjælp af Google, giver et nogenlunde billede af, hvad der foregik. Jeg skal forsøge at gengive det uden at blive sarkastisk, for faktisk er det ikke spor sjovt. Deltagerne skulle have et ansigtsbillede med af deres afdøde kæledyr. Nogle få deltagere (måske kun et par stykker) fik mulighed for at tale med deres afdøde dyrs sjæl gennem den dyretelepatiske og clairvoyante Ditte Young. Arrangementet varede i tre timer, hvor deltagerne også blev instrueret i teknikker til selv at kommunikere med afdøde kæledyr.

Sognepræsten mener, at kirken burde være bedre til at opsuge nye ting som clairvoyance for at udvikle sig. “Til alle tider er der sket noget nyt. Nu fejrer vi for eksempel Luther i dette år. Og hvor meget er der egentlig sket siden?” spørger hun.

Den clairvoyante Ditte Young, der var hovedpersonen ved arrangementet, mener, at det hænger fint sammen med kristendommen. Til arrangementet fortalte hun nemlig om næstekærlighed, Gud og Jesus, har hun sagt til en avis. “At stå og tale om næstekærlighed i Guds hus var rigtig smukt.”

Hun kom i kontakt med Niño

En af dem, der kom i kontakt med sin afdøde hest, er Henriette Knudsen. “Jeg var nysgerrig på, om Niño havde forstået, hvorfor han blev aflivet? Var han afklaret?” fortæller hun.

Det sagde Niño tydeligt, at han ikke var, og det pirrede Henriette Knudsens dårlige samvittighed. “Jeg sagde til Ditte, at hun skulle sige til ham, at jeg ikke havde indflydelse på aflivningen. Han var ikke min hest længere.”

Men det var noget pladder, svarede hesten Niño. Og så trøstede han hende ved at fortælle, at han venter på hende i de grønne bakker. Hun er medlem af folkekirken og åben for det åndelige, så hun blev styrket i troen.

Fører selv de udvalgte vild

Det lyder så flot med clairvoyance og telepati. Engang hed det spiritisme eller dødemaning. Bibelen har stærke forbud mod det (fx 5 Mos 18,9-14), og den kristne kirke har altid anset det for at høre under forsagelsen. At man nu også forsøger sig med spiritisme over for døde kæledyr, falder fint ind i tidens tendens til ikke at skelne mellem mennesker og dyr.

Det første, der dukkede op i mine tanker, da jeg læste om begivenheden i Gislinge Kirke, var Jesu ord om, at i de sidste tider skal vi se “Ødelæggelsens Vederstyggelighed, stå på hellig grund” (Matt 24,15). Det er det samme, Paulus taler om, når han siger, at Antikrist (lovløshedens menneske) “sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud” (2 Thess 2,4).

Når Jesus taler om, at “der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild” (Matt 24,24), så taler han om antikristelige kræfter. Men vi skal ikke forestille os noget, der fremtræder som ondt. Når han advarer så stærkt, som han gør (tre gange i denne ene profeti), så er det fordi, selv de udvalgte kan blive forført af disse kræfter.

En antikristelig forførelse

Sådanne tildragelser er efter min bedste overbevisning endetidstegn. De hører med til den forførelse, som antikristelige ånder bringer over jorden i de sidste tider. Og de sidste tider er vel at mærke perioden fra Jesu første komme til hans andet. Et enkelt arrangement som det i Gislinge Kirke varsler ikke i sig selv Jesu snarlige genkomst, men det hører med til de tegn, som vi skal holde øje med. Det fører for vidt her at komme mere ind på, hvordan vi skal forstå tegnene, men det er behandlet i kapitel 12, i min bog “Han gør alting nyt”.

Og så lige en enkelt ting til slut. Tilhængerne af telepati mener, det er beviseligt, at man kan komme i kontakt med de døde, for de svarer jo sandfærdigt på ting, som man kan tjekke. Det gjorde “hestene” i Gislinge Kirke også. Hvad disse forførte åndeligt søgende mennesker ikke ved, er, at de har at gøre med dæmoner. Når Satan kan give sig ud for at være en lysets engel, så er det en smal sag for hans dæmoniske ånder at give sig ud for afdøde onkel Henry, eller nu om dage altså også en død hest.

12. juni 201713. juni 2017

Frimodighed på dommens dag

Næstekærlighed er godt, men på 1. søndag efter trinitatis har Gud meget mere til os end næstekærlighed.

Der går et skel gennem menneskeheden. Ved Jesu genkomst viser det sig, at der er en kløft, som ingen til den tid kan komme over. Det slår prædiketeksten til på søndag (1 s.e.trin.) fast. “Der er lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.”

Sådan sagde Abraham til den rige mand, der var havnet på den forkerte side af den dybe kløft (Luk 16,19-31). Uanset, hvordan beretningen i øvrigt skal tolkes, kommer vi ikke udenom, at der er en uoverstigelig adskillelse mellem to muligheder.

Abraham sætter Guds ord højest

Men så skal mine fem brødre da advares, mener den rige mand. “Send Lazarus til min fars hus, så ikke også de kommer til dette pinested.” Men det har ikke noget formål efter Abrahams mening. “De har Moses og profeterne, dem kan de høre.” Det er for lidt, mener den rige mand. “Men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig,” siger han.

Og så kommer Abrahams svar, som sætter Guds ord højere end store mirakler, når det gælder evnen til at skabe tro: “Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om én står op fra de døde.”

Skrifternes styrke

Da Jesus mødte de to Emmaus-vandrere, havde han mulighed for at give dem én af to gaver. Han kunne have sagt: “Hvorfor er I nedtrykte og forskrækkede? Ta-daaa. Se det er mig, jeres ven Jesus, der går her. Jeg er opstået fra de døde.” Det ville da være en gave, de aldrig glemte. Men han gav dem noget større. Han åbnede Skrifterne for dem.

De havde behov for noget, der kunne bære deres tro gennem kommende år med store udfordringer. Det fik de ved, at han åbnede Skrifterne. Og det gælder også i forhold til Jesu opstandelse, at “hvis de ikke hører Skrifterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om én står op fra de døde.” Vi har brug for, at Jesu død og opstandelse bliver forklaret for os.

På søndag vil der desværre mange steder udelukkende blive prædiket om næstekærlighed. Det er fint nok med næstekærlighed, men det er ikke godt, hvis frelsen og fortabelsen bliver forbigået, fordi prædikanten ikke lader sig oplyse af Skrifterne. Næstekærligheden er god og nødvendig, som det også fremgår af epistlens sidste del (1 Joh 4,21), men uden Jesu død i vores sted og hans opstandelse som den første af mange, fører det i længden kun til tomhed.

**På den måde elsker Gud**

Jesu genkomst kaldes med god grund dommedag. Når nu der venter en virkelighed med to udgange og der mellem de to muligheder er en dyb kløft, som ingen kan komme over, hvordan kan nogen så glæde sig til genkomsten?

Det får vi svar på i epistlen på søndag. Desværre er teksten skåret, så den begynder med 1 Joh 4,16b. Den burde begynde med vers 14. Så havde vi fået Skriftens forklaring på, hvad det betyder, at Gud er kærlighed, og hvordan vi kan have frimodighed på dommens dag. Så havde vi nemlig hørt, at “Faderen har sendt sin søn som verdens frelser”. Det er på den måde, Gud er kærlighed. Eller som det hedder et andet sted:

“Således (på den måde) elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).

Frimodighed på dommens dag (1 Joh 4,17). Det er store ord, men de holder, når vi får Jesu død og opstandelse forklaret. Jesu gerning langfredag var en stedfortrædende død, som er nok til, at vi kan se dommens dag i møde med frimodighed. Og påskemorgen er Guds ja til vores glædelige opstandelse.

Næstekærlighed i sig selv vil aldrig række til at give os frimodighed på dommens dag.

1. juni 20171. juni 2017

Landmand på den nye jord

Kan vi lægge planer for, hvad vi vil lave i evigheden? Ja, hvorfor ikke. Vi kan ikke forestille os noget så fantastisk, at vi bliver skuffet.

“Jeg håber meget på at komme til at arbejde som landmand,” lød det afklaret fra en sund og stærk mand. Der lød lidt spredt latter fra de andre. “Jamen jeg mener det. Det er ikke en vits,” understregede han med et smil. De andre smilede også. De bakkede ham op, og der var ikke det mindste nedladende i deres munterhed.

Oplevelsen er fra et møde et sted i det sydvestlige Jylland. Jeg havde undervist om Jesu genkomst og den nye jord før kaffepausen, og nu var vi midt i en samtale om forventningerne. Der var gode spørgsmål og kommentarer.

Jeg kunne også bakke ham op. I min undervisning havde jeg peget på sammenhængen mellem Paradis i Bibelens første to kapitler og livet efter Jesu genkomst. Den nye jord er grundlæggende et genoprettet Paradis. Det viser Paulus i anden halvdel af Romerne 8, hvor han lærer, at den dag, Jesus kommer igen, vil skaberværket blive befriet fra den byrde, der blev lagt på det ved syndefaldet. Paulus nævner ganske vist ikke syndefaldet som det tidspunkt, hvor skaberværket blev forgængeligt, men det gør Første Mosebog kapitel tre.

Tid i evigheden

Den næste bemærkning kom fra én, som havde vanskeligt ved at få en konkret forestilling om den kommende herlighed. “Hvordan skal vi se en dagligdag for os, når der ikke mere findes tid?” lød hans spørgsmål.

Men findes der ikke tid i evigheden? Tid er meget grundlæggende i skabelsesberetningen. Og også Bibelens sidste to kapitler handler en del om tid. Jeg ved godt, at der i Johannes’ Åbenbaring er tale om symbolske syner, så vi skal være forsigtige med at drage håndgribelige slutninger. Hvad betyder det for eksempel, at der ikke er brug for lys, for Gud Herren lyser for dem? Det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke er en sol.

Med det forbehold, at meget er symbolsk, vil jeg alligevel nævne, at der tales om Livets Træ, der bærer frugt tolv gange om året. Der tales om Livets Flod, der vælder ud fra Guds og Lammets trone. Men vand kan ikke strømme uden en eller anden form for bevægelse, og bevægelse involverer tid.

Tid og evighed er ikke modsætninger. Det betyder ikke, at jeg forstår tid uden ophør. Det ligger uden for vores erfaringer og er derfor noget, vi kun kan ane betydningen af. Det kommer frem i dette geniale og absurde citat af Woody Allen: “Evigheden er meget lang – især hen mod slutningen.”

Jesus er der

Der kom flere kommentarer og spørgsmål den aften. Meget giver Bibelen ikke svar på, og så skal vi også være forsigtige med at svare. Men der sker ikke noget ved, at vi hver især har konkrete forestillinger om den evige tilværelse i herligheden. Ingen kan forestille sig noget så fantastisk, at han bliver skuffet.

Da mødelederen begyndte at se på sit ur, tog en ældre mand mod til sig. “Jeg er nu mest glad for, at en af forskellene på det første Paradis og så det kommende er, at Jesus vil være der med sine naglemærker. Jeg glæder mig til at være sammen med min frelser, og så behøver jeg ikke mere.” En bedre tone at slutte på, findes der ikke.