juli, 2017 | Jesu genkomst

Fire steder i Bibelen omtales indstiftelsen af nadveren. Alle fire steder henvises der til Jesu genkomst.

Jesus knytter nadveren sammen med sin genkomst og livet på den nye jord. Det ser vi i alle de fire bibelsteder, der fortæller om indstiftelsen.

Matthæus og Markus refererer den første nadver næsten ens (Matt 26,26-29 og Mark 14,22-25). Efter indstiftelsen siger Jesus: “Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Ordlyden i Lukas’ referat (Luk 22,19-20) er lidt anderledes, men indholdet er det samme. Der kommer henvisningen til genkomsten som det første, og den lyder: “Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.”

I Paulus’ gengivelse af indstiftelsen (1 Kor 11,23-26) skriver han, at “hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer”.

Peger både tilbage og frem

Nadveren er en højtidelig og indholdsmættet del af gudstjenesten. For mange er det højdepunktet. Den får især sit indhold ved at pege tilbage på Jesu offer for os. Men den får altså også indhold ved at knytte til ved fremtiden, nemlig “den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige “, eller når Paulus skriver, at “hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer”.

Det antydes kun i ritualbogen

Hvis du på søndag under nadveren ønsker at blive mindet om Jesu genkomst, kan du for eksempel lytte efter sætningen “engang samles med ham i hans rige”. Den dukker op i nadverbønnen i version a. (Der kan vælges mellem version a, b eller c af nadverritualet, og de begynder side 798 i salmebogen).

Hvis præsten anvender version b, munder den indledende lovprisning ud i et citat fra palmesøndag: “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.” Det er nok tænkt som et budskab om, at Jesus kommer til os i nadveren, men eftersom palmesøndag har paralleller til Jesu genkomst, kan vi godt udvide lovprisningen af “han som kommer” til også at gælde genkomsten.

Anvender præsten version c, er der til indledning en lovprisning af Gud som skaberen. Derefter “vil vi med hele din menighed på jorden og i himlen, i kor med alle engle, synge din herligheds lovsang”. Og så kommer nogle sætninger, der rummer elementer fra beskrivelsen af englenes og den store hvide floks lovsang til Herren, som vi møder den i Johannes Åbenbaring. Det rundes som i version b af med “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.”

Ritualerne har altså kun indirekte hentydninger til Jesu genkomst. Der er ingen direkte omtale.

I selve indstiftelsesordene, som lyder, når præsten hæver brødet og vinen, er der desværre ingen spor af ordene om fremtiden, selv om de altså er med alle de steder i Bibelen, hvor nadverens indstiftelse beskrives.

Kun i én nadversalme

Af de 23 salmer, der er i salmebogens afsnit om nadveren (455-477), er der flere, som taler om at sidde til bords i Himmerige (455, 466, 468, 475). Men kun én nævner genkomsten direkte. Det er Peter Dass, der i et enkelt, indholdsrigt vers (473) skriver:

Dit minde skal, o Jesus, stå
uglemt i sind og tanker,
mens brød af ager er at få,
og druer gror på ranker;
og hvor der brydes helligt brød,
dér skal forkyndes Herrens død
blandt unge folk og gamle,
indtil du synlig kommer frem
i skyen, os at hente hjem
og i dit rige samle.

Så lad os da, når vi på søndag samles om Herrens bord, forkynde Herrens død, indtil han kommer.

En anekdote fortæller, at da Luther engang blev spurgt, om han troede, dommedag var nær, svarede han: “Selv om jeg vidste, at verden ville gå til grunde i morgen, ville jeg alligevel plante et æbletræ i dag.”

*Man kan købe Luther med et æbletræ og en skovl som souvenir.*

Det er et af de mest kendte luthercitater, men ingen har kunnet finde det i Luthers enorme skriftlige produktion. Det er der en bestemt grund til, som jeg vender tilbage til.

Vi er netop kommet hjem fra en dejlig uge i Harzen. En af oplevelserne var en tur til Wittenberg, hvor de blandt andet har markeret reformationsjubilæet ved at plante en Luther-have (se mere på luthergarten.de). Den oprindelige plan var at plante æbletræer, men det ser ud til, at man i stedet har valgt alle mulige andre løvtræer. Hvert enkelt træ er plantet af et kristent fællesskab. Hele verden er repræsenteret, og hvert medvirkende fællesskab har plantet et tilsvarende træ hjemme hos dem selv.

Gror det hele til i ukrudt

Parken er anlagt som en kæmpestor oval. I midten er der en græsplæne, der er formet som lutherrosen med et rødligt grusbelagt hjerte og et kunstfærdigt kors i tre lag i midten. Tanken bag parken er god, og den er blevet godt modtaget. Det var planen, at der i perioden 2008-2017 skulle plantes 500 træer, men det tal er overskredet, så der er et par afdelinger andre steder i byen.

Nu bliver det spændende at se, om der vil blive lagt de nødvendige kræfter i pasningen, eller om det hele får lov til at gro til i ukrudt, vildskud og selvsåede fremmede træer og buske, som der er sket med den lutherske kirke ud over verden.

Han ville have andet at lave

Parkens succes siger noget om luthercitatets popularitet. Men hvorfor er netop dette citat om at plante et træ blevet så populært? Jeg har aldrig været vild med det. Ingen kan vide, om Jesus kommer igen i morgen. Luther beskæftigede sig flere gange med Jesu genkomst (mere om det i oktober), og han har vidst, at selve udgangspunktet i citatet er forkert.

Og Luther var så optaget af menneskers frelse, at hvis han virkelig vidste, at Jesus kom igen i morgen, så ville han have andet at lave, end at plante et æbletræ.

Kilden er fundet

I anledning af 500-året har jeg beskæftiget mig lidt med Luther. Han vidste, at for at blive hørt, måtte han ind imellem sætte tingene på spidsen. Det er ikke alle hans udtalelser, der kan stå alene. Måske kunne man trods alt forestille sig, at han ville sigte sådan noget om at plante et æbletræ, bare for at sætte en tyk streg under en eller anden pointe.

Men det gjorde han ikke. Ifølge den tyske historiker Alexander Demandt kan formuleringen spores tilbage til en kreds af tyske lutheranere, der i 1944 lagde ordene i munden på Luther. (Det fortæller Bertel Nygaard i bogen “Håb”).

*Plænen i midten danner en Luther-rose.*

De gjorde det formodentlig i et forsøg på at sige noget om håb. Det er også håb, der står i forgrunden i mange af de højtidelige ord, der er ytret i forbindelse med plantningen af træerne.

Hjemmesidens indledning siger, at citatet om at plante et æbletræ er optimistisk, men det uddybes desværre ikke.

At lægge afstand

Jeg har flere gange oplevet, at citatet er blevet brugt til at tage afstand fra os, der søger at forstå tegnene og tiden. “Det skal vi ikke beskæftige os med. Vi skal bare plante vores æbletræ i tro på, at alt er i Guds gode hænder,” lyder kommentaren. Den anvendelse er sikkert også dukket op ind imellem, når der er blevet plantet træer i Luther-haven i Wittenberg og ud over hele verden.

Men ved generelt at lægge afstand til dem, der beskæftiger sig med tegnene og løfterne i forbindelse med Jesu genkomst, skubber man store dele af Bibelen væk. Tegnene og løfterne fylder meget både hos Jesus, hos apostlene og hos profeterne i Det Gamle Testamente. Er vi virkelig optaget af det kristne håb, må alt, hvad Bibelen siger om det, have vores interesse.

Det kan bruges positivt

En af mine præstevenner har fortalt mig, at man kan bruge citatet om at plante et æbletræ til noget positivt. Lad være med at læse det alt for bogstaveligt, siger han. Det handler om at være en ansvarlig forvalter af Guds skaberværk, samtidig med at man forventer Jesu snarlige genkomst. Forstået på den måde ligger det udmærket i forlængelse af Luthers stærke tale om, at den kristne skal passe sit kald, og der tages ikke afstand fra at beskæftige sig med genkomsten.

Måned: juli 2017

Nadveren peger på genkomsten