oktober, 2017 | Jesu genkomst

Luther havde et levende håb om Jesu genkomst. Han var optaget af, at det er den dag, syndernes forladelse altid har peget frem imod. “Det er ikke muligt, at den yderste dag kan lade vente på sig længe,” sagde han en dag efter aftensmåltidet. Og et sted skriver han: “Dommedag må være for døren.”

Luther har vist nok intet sted i sine mange skrifter givet en samlet gennemgang af emnet, men tanken om genkomsten dukker op rundt omkring. I en bordtale siger han for eksempel: “I det sidste halve år har jeg haft mange forfærdelige drømme om den yderste dag. Det er ikke muligt, at den kan lade vente på sig længe, for Skriften er opfyldt. De fire verdensriger, som Daniel inddelte historien i, er alle gået til grunde. Paven bevarede resten af Romerriget. Det var den sidste rest, nu er det forbi med ham også. Der bygges, plantes, samles penge sammen, drives kunst, som om verden skulle blomstre for anden gang. Jeg håber, vor Herre vil gøre en ende på det.”

De tog fejl, men …

Paven var Antikrist, mente Luther. “Nu er det ved at være forbi med ham også,” sagde han i den citerede bordtale. Luther levede længe i en forventning om, at evangeliets klare lys helt ville fortrænge paven og hans magt.

I samme bordtale nævner Luther et argument mere: “Philip Melanchton mener, at der var firs jubelår fra verdens skabelse til Kristi komme, dvs. i alt 4000 år, og at verden skal bestå i 6000 år. Nu har vi 1532. Verden skulle altså have omtrent 400 år igen. Men Gud begynder at holde spektakel, derfor er det at håbe, at han vil forkorte den tid.”

Med hensyn til udregningen af årstallet tog Melanchton fejl, og med hensyn til, at det var forbi med paven, tog Luther fejl. Men Luther var opmærksom på tidens tegn, og han håbede og troede, at genkomsten var nær.

Luther: Paven er Antikrist

I fortalen til Daniels Bog fylder Luthers fordømmelse af paven som Antikrist rigtig meget. Han fortæller lystigt om, hvordan paven har opstillet utallige regler for det hellige liv. Han nævner blandt andet munkenes “stakkels hår”. En pæn frisure måtte være synd, mente paven: “De skulle have bar isse og afraget skæg, så var de hellige,” skriver Luther ironisk. Sådan har paven gjort rigtig meget til synd. Han har opfundet regler for “mad, drikke, klæder, steder, tid, liv og levned. Og hvis han havde regeret længere, da havde han vel også forbudt at hoste, gispe og spytte og prutte.”

Først gjorde paven alt muligt til synd, og derefter tilbød han aflad, så folk kunne købe dispensation for straffen.

Dommedag må være for døren

Luther har en mængde komplicerede udregninger og overvejelser om tidsangivelserne i Daniels Bog. Han får det til at passe på historien helt fra Daniels tid til sin egen tid. Alligevel slutter han afsnittet med at skrive:

“Men man kan ikke være sikker på, hvornår den sidste dag kommer. Og selv om denne udlægning synes, som om man skulle være vis på den yderste dag, hvilken dag og år den skulle komme, hvilket dog Kristus forbyder at vide (ApG 1 og Matt 24), så slår det dog meget let fejl.”

Hans konklusion på emnet i fortalen til Daniels Bog lyder: “Men jeg lader mig nøje dermed, at dommedag må være for døren, for de tegn, som Kristus og apostlene Peter og Paulus forkyndte, er allerede alle sket. Træerne skyder skud og Skriften grønnes og blomstrer. Om vi ikke så præcist kan vide dagen, det ligger der ingen magt på. Sandelig, alting er ved enden.”

Til trøst og advarsel

I fortalen til Johannes’ Åbenbaring har han naturligvis også overvejelser om Jesu genkomst. Ganske vist lagde Luther ikke meget vægt på Åbenbaringen, blandt andet fordi han var usikker på, om Johannes faktisk var forfatteren, men han har alligevel ladet sig opbygge af den.

Både hans syn på paven som Antikrist og på islam (tyrken) som en voldsom trussel, spiller en stor rolle i hans læsning. Efter en skematisk gennemgang af bogen kapitel for kapitel, opsummerer han, at bogen kan tjene til trøst og advarsel. Til trøst, fordi trængslerne ikke kan kvæle den sande kristenhed, og til advarsel, fordi fjenderne fremstiller kirken som det modsatte af det, den er, og de rette kristne som kættere.

“Med denne udlægning kan vi bringe os denne bog til nytte og bruge den ret. For det første til trøst, idet vi véd, hvordan ingen magt eller løgn, ingen visdom eller hellighed, ingen trængsel eller lidelse ville undertrykke kristenheden, men at den endelig skal beholde sejr og få overhånd. For det andet til advarsel mod den store, farlige, mangfoldige forargelse, som rammer kristenheden. Det er umuligt for fornuften og naturen at erkende kristenheden. Den (fornuften) kalder den kristne kirkes arrigste fjende for kirke, og den kalder de rette kristne for fordømte kættere” (sproget er let moderniseret).

De tusinde år

I forbifarten kan jeg ikke nære mig for at nævne Luthers syn på det tusindårige rige, som nævnes i begyndelsen af Åb 20. Luther skriver i fortalen: “… de tusind års begyndelse er at regne fra den tid, denne bog er skrevet, og at Djævelen også på samme tid er bundet. Dog kan denne regning ikke tages så nøje på ethvert minut.”

Men udtrykket “denne bog” mener han Johannes’ Åbenbaring. For Luther begyndte de tusinde år på apostlenes tid.

Til sidst får Kristus overhånd

Luthers udbytte af at læse Johannes’ Åbenbaring var en styrkelse af glæden over den sande kirke. I sin konklusion henviser han til trosbekendelsens ord om, at vi tror på “én hellig kristelig kirke”. Kirken hører altså til det, vi tror på. “Derfor kan ingen fornuft erkende den, om den end satte alle briller på. Djævelen kan tildække den med forargelser og sekter, så du støder dig derpå. Sådan kan Gud også skjule den med skrøbeligheder og alle slags mangler, så at du derover må blive til en dåre og fælde en falsk dom derom. Den vil ikke ses, men tros,” skriver han.

Johannes’ Åbenbaring hjælper os til – midt i trængsel og forfølgelse –

“… ikke at tvivle på, at Kristus er hos os og med os, om det end går nok så dårligt til. Således som vi ser i denne bog, at Kristus gennem og over alle plager, dyr og onde engle endnu er hos os med sine hellige og til sidst får overhånd.”

Og dermed har vi en flot overgang til mit næste indlæg på bloggen, der sætter fokus på allehelgen.

Læs et tidligere indlæg på bloggen om baggrunden for den kendte anekdote om Luther og æbletræet.

De, som vil vide mere om Luthers fortaler til Daniels Bog og Johannes’ Åbenbaring (og Bibelens øvrige skrifter), kan finde dem på den meget nyttige hjemmeside Lutherdansk.dk.

Hvis nogen kender Luther-citater om de sidste tider, så skriv endelig en kommentar om det herunder.

Det er kirken, der sekulariserer samfundet, skriver Magnus Malm i en bog. Han er svensk, men hans afsløringer passer desværre også alt for godt her hos os i Danmark.

*Ulven bruger fåreklæder for at kunne blande sig med flokken. Foto: Hedager*

“Som om Gud ikke findes” hedder Magnus Malms bog (Boedal, 2015). Han har mange præcise iagttagelser om, hvad der sker, når livet sekulariseres. Hans udgangspunkt er, at det er kirken, der sekulariserer samfundet og ikke modsat. Jeg læste den samtidig med, at jeg arbejdede på en artikelserie til Indre Missions Tidende om forfølgelse og forførelse. Der blev ikke plads til hans indspil der, så nu kommer lidt af det her.

Inden vi går i gang med Magnus Malm, skal vi have trukket en linje til tegnene i de sidste tider. Magnus Malm advarer mod sekulariseringen af kirken. Det er det samme, som når Bibelen advarer mod de antikristelige kræfter, der vil forføre de kristne. Og Antikrist er i høj grad et endetidstegn (se kapitel 13 i “Han gør alting nyt”).

Anti-fundamentalistisk fangenskab

Og så til Magnus Malm. I Sovjetunionens og jerntæppets dage var kommunismen i manges øjne den helt store skurk. Frygten for at bliver stemplet som kommunistisk lukkede kirkens mund, så vi ikke turde sige noget, der kunne opfattes som kommunistisk, husker Magnus Malm. Man talte om “kirkens anti-kommunistiske fangenskab”. Det betød efter hans vurdering, at kirken ikke kunne forkynde et helt evangelium.

Og her kommer hans pointe i forhold til sekulariseringen: Måske står vi i dag i et anti-fundamentalistisk fangenskab. For ikke at blive forvekslet eller forbundet med fundamentalistisk religiøsitet afstår vi fra at fremføre holdninger og udfordringer, der afviger for meget fra mainstream. Alle offentlige udtalelser fra kirkelige ledere får et garanti-stempel: “Obs! Indeholder ingen spor af snæversynet fundamentalisme. Helt ufarlig.”

En meget skarp iagttagelse, men det bliver endnu skarpere:

“At vi på den måde i praksis har skiftet til den modsatte lejr og tilsluttet os sekularismen … det opdager vi først bagefter. Og så er det meget vanskeligt at begynde at tale tydeligt igen.”

Drivkraften er frygt

Drivkraften i den proces, der fører kirken mod sekularisering er frygt. Det er en meget stærk drivkraft, der er let at indlære og vanskelig at slippe af med igen. Den gør os mindre, den binder os, og den hindrer os i at gøre det, som vi inderst inde gerne vil.

Magnus Malm udfolder frygten sådan: “Frygten for ikke at blive accepteret, hvis vi åbent vedgår, hvad vi tror på. Frygten for at støde nogen væk med vores budskab. Frygten for at blive forbundet med nogen, vi ikke bryder os om.”

Frygt er altid en negativ drivkraft, og normalt vil man forbinde frygt med fundamentalisme, skriver han. Frygt for dommen. Frygt for vranglære. Frygt for at tage fejl. (Lad os ikke bliver for hurtigt færdige med at spejle os i det.) Men han har altså også set frygten som drivkraft i sekulariseringen. Frygt for at miste social accept og dermed offentlig taleret. Frygt for en åben diskussion, som måske vil afsløre fejl i mine argumenter. Frygt for at rejse spørgsmål om min egen relativisme.

Kristne livsmønstre bliver usynlige

Flere gange henviser Magnus Malm til “Fra Helvedes blækhus” af C.S. Lewis, som er noget af det mest begavede, der er skrevet om forførelse. I den lille romanagtige bog siger dæmonen Fangegarn: “I virkeligheden gør vi vort bedste arbejde ved at holde visse forestillinger ude.”

Sekulariseringen begynder ikke med, at dårlig teologi vinder indpas, men ved en proces, hvor kristne livsmønstre bliver usynlige. Først da kan den ikke-kristne indflydelse få fodfæste. Som eksempel nævner han bøn. Det er sjældent, at nogen i kirken opfordrer mennesker til at holde op med at bede. Men bønnen er forsvundet i mange kirkelige sammenhænge. Hvor mange menighedsråd begynder eller slutter møderne med bøn? Hvor tit er der bøn ved kirkens personalemøder? Hvordan oplever man i praksis ved offentlige møder i sognehuset, at bøn for alvor betyder noget for kristne?

Forførerne er indenfor

Jeg har lyst til at indvende mod Magnus Malm, at samfundet har kimen i sig selv til at sekulariseres. Smitten behøver ikke komme fra kirken. Men min indvending står ret svagt. Jeg fornemmer, at han har ret i sin analyse – i hvert fald, når det gælder de nordiske kirker. Sekulariseringen sker i kirkerne, som dermed bliver ude af stand til at være lys og salt i verden.

Skellet mellem Guds rige og det sekulariserede samfund går ikke mellem kirken og den omgivende verden, men den går inden for kirken mellem dem, som bevarer et levende forhold til Gud og hans ord og de kristne livsmønstre, for nu at bruge Magnus Malms udmærkede udtryk, og så dem, der er bukket under for sekularismen uden at forlade kirken.

Det er også den beskrivelse, der bedst afspejler Det Nye Testamentes tale om forførelse. Jesus og apostlene advarer ikke mod forførerne som nogen, der tydeligt kommer fra det modsatte hold. De har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft (2 Tim 3,5) og fører sig indsmigrende frem som ulve i fåreklæder. Johannes siger om de antikristelige ånder: “Fra os er de udgået” (1 Joh 2,19).

Artikelserien om forfølgelse og forførelse kommer i Indre Missions Tidende nr. 40, 41 og 42/2017 (svarer til ugenumrene). Et par uger efter udgivelsen kan artiklerne ses i IMT’s arkiv. Vælg årgang, nr. og skribent. Rul ned og klik på Søg.

Måned: oktober 2017

Luther forventede Jesu genkomst