Flertallet er aldrig ekstremister. Derfor er man i manges øjne ekstremist, hvis man giver udtryk for en mindretalsholdning, der fx kommer fra Bibelen. Det forklarer Carsten Hjorth Pedersen i sin nye bog “Påvirk med respekt”. Læs her et uddrag af bogen, som er en fremragende vejledning i at forstå den moderne opfattelse af religiøs ekstremisme, og som dermed hjælper til at forstå tidsåndens skræk for bibelsk kristendom.

 

Religiøs ekstremisme bør ikke defineres ud fra indhold

Af Carsten Hjorth Pedersen

 

Ofte bliver det i den offentlige debat til, at alle, der har ekstreme holdninger, er ekstremister. Og ekstreme holdninger er pr. definition dem, de færreste har. Flertallet er aldrig ekstremister. Derfor er man i manges øjne ekstremist, hvis man mener, at sex hører til inden for ægteskabet, eller at det er forkert, at folkekirken tilbyder vielse af to personer af samme køn, eller at der er en dobbelt udgang på livet – frelse eller fortabelse, Himmel eller Helvede – for alle mennesker.

Sådanne holdninger hyldes kun af et mindretal i Danmark – skønt de indtil for få år(tier) siden var enten majoritets-holdninger eller minoritets-holdninger, der i det mindste stod respekt om. Faren ved at definere religiøs ekstremisme ud fra indholdskategorier er, at mindretal så pr. definition bliver ekstremister. Og det er farligt.

I så fald var Nicolaus Kopernikus (1473-1543) og Galileo Galilei (1564-1642) religiøse ekstremister, fordi de imod den religiøse majoritet påstod, at solen, ikke jorden, var centrum i vores solsystem. Søren Kierkegaard (1813-1855) var også ekstremist, ikke på det naturvidenskabelige, men på det teologiske, filosofiske, etiske og kirkepolitiske felt. Han var i høj grad i mindretal. En af hans modparter, professor og biskop H.L. Martensen (1808-1984) ville formodentlig stemple ham som ekstremist, hvis han havde kendt det ord.

Et eksempel fra nyere tid: Præsten og modstandsmanden Dietrich Bonhoeffer (1906-1945) blev ikke blot af nazisterne, men også af flertallet i den tyske kirke betragtet som ekstremist og henrettet som sådan få dage inden Nazitysklands sammenbrud. Ikke desto mindre har eftertiden anerkendt værdien af hans ”ekstremisme”.

Problemet ved at definere religiøs ekstremisme ud fra et indhold er, at det nogle gange er mindretallet, der har ret. Ikke bare vedr. solsystemet, men også vedr. etik og tro. Det er derfor en uundværlig del af et sundt demokrati, at man værner om sine mindretal. Det skal være i orden at have ekstreme synspunkter, blot man har dem på oplyst grundlag og med åbne øjne. Og blot man ikke er tvungen til at have dem.

Derfor skal mindretal ikke trække sig tilbage i isolation, men søge kontakt med majoriteten i frimodig overbevisning om, at det, de står for, har majoriteten brug for. Det er så at sige mindretallenes forpligtelse over for flertallet.

Religiøs ekstremisme bør defineres ud fra metoder

Religiøs ekstremisme bør derimod defineres ud fra metoder, midler eller form. Ekstremismen viser sig, når man går ind for voldelige metoder, eller man tvinger en bestemt tro igennem, eller man undsiger sig demokratiets spilleregler, eller konsekvent ikke vil deltage i den offentlige samtale. Hvis kirkelige grupperinger fremmer den slags metoder, kan de med rette kaldes ekstremister.

Men det er misvisende at henregne voldelige islamister, der går ind for kalifatet, og demokratisk sindede kristne, der er imod vielse af homoseksuelle, til samme kategori.

Et andet eksempel: Det ekstremistiske ved Blekingegadebanden i 1980-erne var ikke deres yderliggående politiske holdninger, men deres yderliggående politiske metoder. Bankrøverier, kidnapninger og drab var redskaber i deres politiske værktøjskasse.

Og så er det alligevel ikke så enkelt at skelne skarpt mellem indhold og metoder, for i nogle tilfælde er vold, tvang og overgreb en uløselig del af en religiøs eller politisk ideologi. Metoderne er så at sige en del af indholdet. I de tilfælde er samfundet nødt til at kræve, at dén del af indholdet pilles ud, hvis en sådan religiøs eller politisk gruppering vil have hjemstedsret og beskyttelse i et demokrati som det danske.

Det gjaldt for nogle på den yderste venstrefløj i 1970-80-erne. Jeg tillader mig også at spørge, om det gælder for Enhedslisten i dag, hvor ledende medlemmer af og til slår til lyd for revolutionen. Det gælder også for nogle muslimer og moskeer. Eftersom sporene skræmmer i islam, har muslimer en uhyre væsentlig opgave med at skille det ekstremistiske potentiale – altså hvad metoderne angår – ud af islam, hvis de vil have beskyttelse som et mindretal.

Også i den kristne kirke er der skræmmende spor af ekstremistiske metoder. Tænk fx på Trediveårskrigen (1618-48), for ikke at tale om den katolske kirkes frygtelig mange sager med seksuelle overgreb. Også i evangelisk-lutherske kirker findes der beklagelige eksempler. Men derfra og så til at hævde, at man er ekstremist, fordi man mener, at sex hører til inden for ægteskabet, eller at livet har en dobbelt udgang, er der meget langt.

Man er altså ikke ekstremist, fordi man er imod fri abort og fylder en mark med kors; men man er det, hvis man smider brandbomber mod abortklinikker eller tæsker læger, der udfører abort. Man er ikke ekstremist eller homofob, fordi man mener, at folkekirken ikke bør tilbyde vielse af homoseksuelle og nægter at medvirke dertil; men man er det, hvis man foragter og håner homoseksuelle medmennesker.

Der er en fare for, at meget snævre fællesskaber griber til metoder, som er ekstremistiske. Det har jeg givet eksempler på i denne bog. Sker det i en sådan grad, at (medlemmer af) disse fællesskaber bryder straffeloven, skal retssamfundet naturligvis gribe ind. Men grænsen mellem legitim konfrontering og illegitim intimisering (så længe der ikke er tale om brud på straffeloven) skal staten eller offentlige myndigheder afstå fra at fastsætte. Forsøger disse instanser alligevel at gøre det (måske fordi de i misforstået omsorg vil beskytte børn), ender det i meningskontrol, tankepoliti og samvittighedsindblanding, som er det modsatte af åndsfrihed.

Men det betyder så også modsat, at det enkelte kristne hjem, den enkelte kristne kirke eller skole har en vigtig opgave i henseende til at danne og udruste forældre, præster og lærere til at undervise, påvirke og forkynde på sunde og legitime måder. Især – i vores tid – at foretage god konfrontering.

Om bogen

Tak for tilladelsen til at bringe det lange citat. Det er hentet fra kapitel 5 i “Påvirk med respekt”. https://lohse.dk/pavirk-med-respekt.html

Kapitlet fortsætter med gode tekster om radikalisering, parallelsamfund, social kontrol og fundamentalisme.

En af bogens styrker er, at den også ser indad og undersøger, hvor faren for ensretning er i mindretalsmiljøerne.

Bogens målgruppe er forældre, forkyndere, lærere, ledere i institutioner og klubber for børn og unge – og så alle andre, som interesserer sig for åndsfrihed og tendenser i tidsånden.