Jesu genkomst må være nær, for nu er det blevet trendy med sokker i sandalerne. Sådan kunne man læse i en avis engang i løbet op i sommeren.
At gå med sokker i sandalerne har i årtier været forbeholdt os ældre mænd. Hvis man var det mindste bevidst om sin tøjstil, så gjorde man det helt sikkert ikke. Og så skete der det, at nogen så modeikonet David Beckham med sokker i sandalerne. Det fik en skribent til at forudsige Jesu snarlige genkomst.
Skal man le eller græde over sådan en bemærkning? Jeg må indrømme, at jeg morede mig lidt, og jeg læste hele artiklen for at blive klogere på sammenhængen. Men der stod ikke mere om Jesu genkomst. Det var sikkert bare en fantasifuld variant af det lidt mere kendte udbrud: “Nu står verden da ikke længere!”
Skal man blive forarget over, at nogen omtaler så alvorlig en sag på en lemfældig måde? Nej da! Lidt vemod er en mere passende reaktion. Sammensætningen af sokker i sandalerne og Jesu genkomst vidner om ligegyldighed overfor den kommende tids mest alvorlige og gennemgribende begivenhed.
Genkomstfornægterne
I dag taler man med stor foragt og forskrækkelse om klimafornægtere, som ikke vil se tidens alvorlige trusler i øjnene. Klimafornægtere går med bind for øjnene. De har valgt at fornægte fakta. Hvis man kan være klimafornægter, så er man helt generelt ikke til at stole på. Sådan er den brede opfattelse – i hvert fald hos dem, der kommer til orde. Klimafornægterne bremser de helt nødvendige initiativer, der skal tages for vores børns skyld. Og klimafornægter er man for øvrigt ikke kun, hvis man taler imod klimahysteriet. Man er det alene ved at forholde sig passivt.
Jeg forstår godt, at en klimafornægter kan virke provokerende for dem, som lever i en stærk overbevisning om, at menneskehedens undergang er sikker, hvis ikke vi her og nu i enighed bremser op og gør noget radikalt ved vores misbrug af den eneste jord, vi har fået at bo på. “Der findes ikke nogen Planet B,” som de skriver på deres skilte.
Men hvad med genkomstfornægterne? Hvad med de teologer og forkyndere, der ikke vil høre tale om, at Jesus kommer igen til dom og til genoprettelse? Eller lad os gøre det lidt bredere: Hvad med de forkyndere, der aldrig nævner Jesu genkomst og alt, hvad der knytter sig til den dag? Jeg ønsker ikke genkomst-hysteri, men jeg opfordrer til lidt eftertanke.
Forkyndelsen kom først
Og så lige en lille krølle på det, at en modeskribent trak Jesu genkomst ind i sit skriveri. Talen om sokker i sandaler som et tegn på Jesu snarlige genkomst dukker kun op, fordi der forud har været en forkyndelse af tegnene og genkomsten.
Forkyndelsen af Jesu genkomst og tegnene i de sidste tider har åbenbart været så tydelig, at det har sat sig spor i sproget. Også i sproget uden for kirken. Det kan der nævnes rigtig mange eksempler på, men det er vist første gang, jeg har mødt det i form af en henvisning til Jesu genkomst.
Og så vil jeg da godt lige pege på, at i modsætning til klimaforkæmpernes skilte, så har Gud faktisk lovet os en Planet B. Vi kristne ser frem til Jesu genkomst, fordi det vil blive indledningen til vores liv på Planet B – den nye jord (Es 65,17; Es 66,22; 2 Pet 3,13; Åb 21,1).