Mange rynker på næsen ad dogmer, men uden dogmer står vi tilbage med en menneskeskabt gud. Derfor er det væsentligt at vide, hvem det er, der ligger i krybben.
En ny amerikansk undersøgelse viser, at kun 41 procent af alle amerikanere tror, at »Guds Søn eksisterede før han blev født i Betlehem«. Jeg ved ikke, hvordan tallet ville være i Danmark, men mon ikke det ville være noget mindre.
Hvem er det egentlig, der ligger der i krybben? Det er ikke et uvæsentligt spørgsmål. Faktisk afhænger vores evige frelse af det. De gamle bekendelser siger klart, at kristne tror på en treenig Gud: Fader, Søn og Helligånd. Vi tror også, at Jesus Kristus er både Gud og menneske. Det lå allerede i Den apostolske Trosbekendelse:
»Vi tror på hans [Gud Faders] enbårne Søn, Vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria …«
Man skulle tro, det var tydeligt nok, men i 300-tallet var kirken på vej mod en alvorlig splittelse på grund af spørgsmålet. Derfor samledes repræsentanter fra hele den kristne kirke og vedtog Den nikænske Trosbekendelse (findes på Salmebogens næstesidste opslag). Der læser vi:
»Vi tror på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria … «
Så er det vist slået fast. Sådan er den kristne tro. Faderen har født Sønnen før alle tider. Sønnen er af samme væsen som Faderen. Og det blev han ved med at være – også da han blev menneske. Fosteret i Marias mave og den nyfødte i krybben var Gud fra evighed, og så var han nu også menneske.
Mange rynker på næsen ad dogmer, men hvad er alternativet til den gamle fælleskristne troslære? Uden dogmer, som er forankrede i Bibelen, ender vi med menneskeskabte ideer og en menneskeskabt gud – som må skrives med lille g. Uden dogmer døde Jesus ikke for at sone vores synd, men kun for at være solidarisk med os. Uden dogmer stod han ikke legemligt op påskemorgen, men han opstod kun åndeligt for at vise, at livet er større end døden. Uden dogmer fór han ikke til himmels. Og uden dogmer kommer han ikke igen. Den som vil klare sig med en menneskeskabt gud, må også nøjes med en menneskeskabt opstandelse. Og er det nok at dø på?
Kernen i sand kristendom har altid været disse to dogmer: Gud er treenig, og Jesus er både Gud og menneske. Disse to sandheder er i høj grad også julens indhold. Jeg fristes til at omskrive et ord af Paulus: »Hvis ikke det er Gud, der ligger i krybben, er jeres tro forgæves, og så er I stadig i jeres synder« (efter 1 Kor 15,14).
Men Gud ske lov er barnet i krybben både Guds Søn fra evighed og menneske i kød og blod.
Glædelig jul i den treenige Guds navn!
PS: Jeg siger ikke, at en fast tro på de centrale kristne dogmer er en betingelse for frelsen. Frelsen afhænger kun af vores forhold til Jesus, og Jesus forandres ikke af vores mangelfulde tro. Men hvis ikke Jesus blev født som både Gud og menneske, har han ikke magt til at frelse os. Han måtte være Gud, for at kunne tage vores synd på sig. Han måtte være menneske for at kunne dø for os.