Guds kærlighed og Guds vrede hænger sammen. Derfor kan Bibelen fortælle både om plager og om frelse, som alt sammen kommer fra Gud.
For tiden læser vi Johannes’ Åbenbaring efter Bibelnøglens læseplan. I dag var det kapitel 15, som handler OM Moses’ sang i en opdateret version. Moses’ sang lød efter overgangen over Sivhavet under flugten fra Egypten (2 Mos 15):
Moses’ sang begynder sådan:
Herren er min styrke og lovsang,
han blev min frelse.
Han er min Gud, ham vil jeg prise,
min faders Gud, ham vil jeg hylde.
Herren er kriger,
Jahve er hans navn.
Faraos vogne og hær kastede han i havet,
hans bedste vognkæmpere druknede i Sivhavet …
I Johannes’ Åbenbaring 15 synger hele den frelste skare. Den opdaterede version hedder Moses’ og Lammets sang, og den lyder blandt andet sådan:
Store og underfulde er dine gerninger,
du Herre, Gud, Almægtige,
retfærdige og sande er dine veje,
du folkenes konge.
Moses’ sang er Israels tak for frelsen. Moses’ og Lammets sang er den verdensomspændende menigheds tak for frelsen. Lammet er Jesus, og det er hans død og opstandelse som offer for vores synd, der er baggrunden for lovprisningen.
I Åb 15 får vi at vide, at de syv engle med de syv plager kommer ud fra »Templet i himlen, Vidnesbyrdets telt«. Det er det tempel, Moses fik lov at se ind i på Sinajs bjerg, og som han skulle bruge som model for ørkenhelligdommen, hvor folket bragte deres ofre til Gud. At plagerne kommer ud fra det himmelske tempel, understreger, at de er fra Gud. De er en nødvendig del af Guds frelsesplan, selvom det aldrig er Guds inderste ønske at plage mennesker. Det var det heller ikke, da han ramte Egypten med de ti plager.
Det var også det himmelske tempel, Jesus gik ind i med sit blod som et endegyldigt offer for al verdens synd (Hebr 9,11-12). Vi møder i Åb 15 både Guds kærlighed i form af frelsen og Guds vrede i form af plagerne, »for med dem er Guds vrede fuldbyrdet,« får vi at vide. Det lyder som en selvmodsigelse, men det er det ikke. Guds vrede rammer alt det, der vil ødelægge hans elskede skaberværk og hans elskede mennesker. Den kærlighed, der ikke vender sig i retfærdig vrede mod det, der ødelægger den elskede, er ikke ægte kærlighed. Spørg den far, der ser sin datter og ægtefælle blive voldtaget midt i krigens rædsler, om en kærlighed, der passivt accepterer ondskaben, kan kaldes ægte.
Vi kender Joh 3,16, men prøv at læse Joh 3,36:
Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.
Menigheden præsenteres i Åb 15 som »dem, der havde sejret over dyret og dets billede og dets navns tal«. De har sejret, fordi de holder sig til det sejrende Lam. Dyret er Antikrist, som i de sidste tider »søger at føre selv de udvalgte vild« (Matt 24,24). Dyrets tal har jeg skrevet om her: http://www.genkomst.dk/2018/08/24/stregkoden-er-ikke-dyrets-maerke/
Alle helgen
Det er ikke helt let at få styr på kronologien i Åb 15. Det skyldes nok, at der både er tale om evigheden og om den tid, vi holder styr på med vores kalender. Mens Johannes var på den græske ø Patmos, fik han lov til at se den frelste skare i evigheden. En skare, som han vel at mærke selv er med i. Vi kan ikke helt rumme dette sammenstød mellem tid og evighed. Men det er en understregning af, at Gud vil gennemføre sin frelsesplan.
Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.« (Åb 21-6)
For os sker det i fremtiden, men for Gud er det så sikker en virkelighed, at han kan sige: »Det er sket!«