Kristeligt Dagblad – Af Steen Skovsgaard
Budskabet – Af Frits Iversen
Udfordringen – Af Josua Christensen
Ordet og Israel – Af Torben Mathiesen
Indre Missions Tidende – Af Finn Najbjerg
Kristeligt Dagblad 5. september 2016
Af Steen Skovsgaard
Tanker om de sidste tider
Jørgen Hedager Nielsen har arbejdet som møbelsnedker, sekretær i KFUM og KFUK, grafisk designer, forlagsredaktør og journalist. Nu har han som fritidsforkynder i Indre Mission, forfatter og pensionist valgt at skrive en bog om de sidste tider og Jesu genkomst. Emnet har haft hans interesse fra den tidligste ungdom, og han har samlet sig stor viden, som han her fremlægger på en ikke-akademisk måde.
I 23 kapitler bliver vi ført ind i de vanskelige spørgsmål, som emnet rejser: Hvordan læser og forstår vi profetier? Hvad med opstandelsen, Guds rige, tusindårsriget, tegnene, antikrist, Israel, dommen, ild og svovl, fortabelse og Helvede med mere.
I korte og letlæste afsnit gennemgås emnerne enkelt og loyalt over for det bibelske materiale. Der er en nyttig gennemgang og oversigt over mange af de steder i Bibelen, som handler om de sidste tider og genoprettelsen. Og her er virkelig mange brikker!
Forfatteren er dog, i modsætning til en del amerikansk teologi, forsigtig med at lave et skema for endetiden. Det kalder han – med et lidt pudsigt udtryk – at samle puslespil med en hammer. Alligevel afviser han ikke, at tage tegnene alvorligt. Tværtimod. Jesus har netop undervist os om tegnene, for at vi skal vide.
Men hvad så når der gennem kirkehistorien i perioder har været troende, som var overbevist om, at genkomsten var nær? Tog de da fejl? Nej, ikke nødvendigvis. For hvem ved? Måske var genkomsten faktisk nær, som de forventede det, men blev udskudt af grunde, som kun Gud kender.
Der uddeles nogle forventelige og kraftige spark til tidens teologer og præster. Når for eksempel Jesu opstandelse omtales som poesi, og man ikke vil høre tale om, at opstandelsen kun giver mening, hvis den var fysisk, så er det ifølge forfatteren et tegn på forførelse – og altså et endetidstegn.
Genoprettelsen af staten Israel i 1948 ses ligeledes som et stærkt endetidstegn. Israel er den lille viser på Guds ur, men Nielsen er alligevel afvisende over for at se landløfterne i geografisk betydning. På samme måde er han også kritisk over for teologien omkring tusindårsriget og begrunder det. Loyalt overlader han alligevel et helt kapitel til generalsekretær for Ordet og Israel, Ole Andersen, som forklarer det syn på tusindårsriget, som findes i Ordet og Israel.
Kommer Jesus så snart igen? Nielsen ændrer spørgsmålet til: ”Kan Jesus komme igen nu?” og svaret lyder til slut: ”Ja, helt sikkert! Måske kommer han om en time.
Budskabet nr. 5/2016
Af Frits Iversen
Han gør alting nyt
Der er ingen tvivl om, at den, der læser bogen, får et fantastisk værktøj til forståelsen af de sidste tider.
Inden vi går til alt det der med indhold osv., vil jeg gerne lige konkludere: Dette er en bog, der skal læses. Dens tema er: ”om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord”.
Faktisk er det et tema, der har delt vandene blandt kristne i mange mange år. Forfatteren, Jørgen Hedager Nielsen, er fuldt ud klar over, at der er forskellige holdninger til emnet. Han lægger ikke skjul på, hvilken holdning han selv har, men han gør samtidig et ihærdigt forsøg på at beskrive de forskellige fortolkningsmuligheder.
På ét af områderne, lader han én af dem, han er uenig med (Ole Andersen fra Ordet og Israel), få syv sider til at give sit syn på et af emnerne: tusindårsriget.
Fokus på håbet
Forfatteren har ikke kun fokus på at præsentere egne og andres holdninger til “de sidste tider”. Jeg mærker et stærkt ønske i bogen om at pege på, at Jesus faktisk kommer igen, og at troen på det, og det at leve i håbet, er afgørende for ethvert kristent menneske.
Forfatteren peger mange gange på vigtigheden af at fastholde den sande (og sunde) lære og på at blive bevaret i et ærligt forhold til Jesus. Evangeliet om Jesus er det eneste, der holder – også i de sidste tider.
Fantastisk værktøj
Bogen når omkring mange af de bibelske bøgers profetier. Alene her er der til mange gode timers opslag i Bibelen, men bogen præsenterer også en metode til at læse Johannes’ Åbenbaring og fortolke dens indhold. Og i slutningen af bogen er der kapitler om ”Dommen”, ”Ny Himmel og ny jord”, ” Det nye Jerusalem” m.m.
For mig har det været rigtigt godt at læse denne bog. Den har givet et godt grundlag for at forstå de sidste tider og arbejde videre med bibelteksterne. Det er ikke en akademisk bog, og den når ikke ud i alle hjørner, men det er en grundig gennemgang, og der er ingen tvivl om, at den, der læser bogen, får et fantastisk værktøj til forståelsen af de sidste tider.
Bogen er let at læse, let at gå til, og en del af den kan faktisk læses i mindre afsnit. Så jo: Den skal læses og bruges – uanset om du er enig med forfatteren, eller du kan finde punkter, hvor du ser anderledes på tingene.
Udfordringen 22. maj 2016
Af Josua Christensen
Grundig bog om endetiden
Jørgen Hedager Nielsen kommer vidt omkring i Bibelen og i den kristne lære om de sidste tider i sin femte bog ”Han gør alting nyt”.
”Ragnarok, dommedag, jordens undergang. Den slags ord er normalt ikke egnede til at hæve humøret. Men Jesus siger: ’… når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoveder’ (Luk.21.28)” s.13
Jørgen Hedager Nielsen indleder sin femte bog med et perspektiv, som er himmelvendt. Vores sekulariserede del af verden har i den grad forladt det spor, som ellers træder tydeligt frem i trosbekendelsen.
Man hører præster og andre gejstlige tale om eskatologien, som den rene poesi- og symbollæsning, og måske er den bagvedliggende forklaring, at Bibelens lære om de sidste tider, dommedag, fortabelsen og det evige liv både forekommer fjern og frygtelig på samme tid. Så er det meget lettere at sluge en ren symbolsk læsning, eller forklare begivenhederne i Johannes Åbenbaring og andre steder som samtidsskildringer i symbolsk forklædning – og dermed springe over det profetiske indhold, som de også har.
Men Jesus lærte sine disciple, at tidernes ende er noget, vi kan se frem til med positive forventninger. Og vores trosbekendelse rummer fortsat ordene: ”…. opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.”
I sandhed en anden verden
Igennem forord, 23 kapitler, et postludium og et alenlangt skriftstedsregister kommer forfatteren vidt omkring i Bibelen – og den kristne lære om de sidste tider. Der er både plads til at se på engle og dæmoner, tusindårsriget, Israel, den nye himmel og den nye jord og mange flere emner, som beskriver den virkelighed, der befinder sig bagved verden, som vi kender den.
Helt fra verdens skabelse og til Gud genopretter sin verden efter det oprindelige og fuldkomne billede, har skabningen ventet med længsel, underlagt tomheden, men med det håb at blive befriet fra trældom og forgængelighed og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden (Rom. 8:19).
Sådan er himmellængslen udtrykt i Romerbrevet; og i ”Han gør alting nyt” står denne længsel stærkt. Ikke fordi forfatteren er virkelighedsfjern, men fordi hans helt grundlæggende pointe er, at det er denne altomfattende forløsning og genoprettelse, der er brug for. Det er ikke reformprogrammer og miljøaktivister, som kommer til at redde denne jord, men paradoksalt nok den totale udslettelse, som kommer til at bane vejen for en ny himmel og en ny jord.
Plads til forskellige syn
Når det kommer til kirkens lære om de sidste tider, er der en række forhold, som hører med til ’den sunde lære’, vil forfatteren mene. Men helt grundlæggende er den trosbekendelse, at Jesus er Guds søn, kommet til jorden i kød og blod, død på et kors for vore synder, opvakt fra de døde som sejrherre over død og helveds magt og en førstegrøde – den første blandt brødre, der har banet en vej for til retfærdighed og evigt liv for alle, der modtager dette ved Kristi offer.
Anvender man denne fortolkningsnøgle i læsningen af Johannes Åbenbaring og de gammeltestamentlige tekster om endetiden, falder brikkerne på plads. Den kristne frelseshistorie starter således allerede ved Evas æt, som skal knuse slangens hoved, og den slutter først ved den store hvide trone, hvor den endelige dom finder sted. Det efterlader stadig mulighed for mange forskellige teorier, der forklarer, fx hvornår tusindårsriget er i forhold til bortrykkelsen af menigheden. Et kapitel i eskatologien, som i den grad har delt de kristne op i forskellige grupper.
Her må man rose forfatteren for hans ordentlige redegørelse for disse forskelligartede tolkninger og deres præmisser. Samtidig med at han tydeligt gør opmærksom på sit eget udgangspunkt, giver han ordet videre til generalsekretær i Ordet & Israel, Ole Andersen, som får 6-7 sider til at redegøre for sin tolkning. Det fortjener stor ros, at han går til de emner i Skriften, som netop kan anskues forskelligt – uden at det handler om manglende bibeltro eller andet, der hører til udenfor ’den sunde lære’ – og giver plads til forskelligheden.
Et mægtigt håb
Som læser sidder jeg tilbage med en frydefuld forventning om himmel på jord. Det er måske lidt som C. S. Lewis’ famøse skildring i Narnia-bøgernes sidste bind:
”Omsider er jeg kommet hjem! Dette er mit rigtige land! Jeg hører til her. Dette er det land, jeg har ledt efter hele mit liv, selvom jeg først er blevet klar over det nu. Grunden til, at vi elskede det gamle Narnia, var, at det sommetider lignede det her en smule.” (kap. 15)
Og det er alt sammen, fordi ham, som Johannes så i sine åbenbaringer, og som strålede stærkere end solen, Han gør alting nyt!
Ordet og Israel nr. 5,2016
Af Torben Mathiesen
Ny bog om de sidste tider
Det er ikke hver dag, der udkommer en bog på et af de kristne forlag, hvor emnet er de sidste tider. Derfor var det med stor spænding, at jeg læste “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” af Jørgen Hedager Nielsen (JHN), fritidsforkynder i Indre Mission og medlem af landsstyret af Israelsmissionen.
Læsningen bød på et letforståeligt sprog og megen klar og opmuntrende tale om emnet, men også på enkelte – væsentlige – uklarheder.
Lad mig begynde med det klare og opmuntrende: Det er dejligt at mærke den stærke forventning til Jesu genkomst, som bogen udtrykker. Lige så velgørende er det, at JHN taler klart og stærkt om det kristne håb om en fysisk opstandelse til et evigt liv på en ny jord. Man nikker også genkendende til passager om de bibelske profetiers væsen, når der for eksempel kan tales om, at disse kan sammenlignes med “at vandre i bjerge”, og at der kan være flere lag i opfyldelsen.
Endelig er det godt at mærke den respekt for andre eskatologiske syn end forfatterens eget, der flyder gennem bogen.
Bogen er dog uklar, mår det gælder Israel som endetidstegn: Først og fremmest er synet på Israels rolle i de sidste tider uklart. På den eneside forholder JHN sig åbent til, at Israel spiller en rolle i endetiden. På den anden side fremstår det diffust, om Guds løfter til Israel om at komme hjem til deres land fortsat gælder. JHN siger for eksempel side 163-164: “For mig står staten Israel i 1948 som et stærkt endetidstegn, men jeg sr det i forbindelse med den nævnte profeti af Jesus (Luk 21,24) og ikke i forbindelse med landløfterne i geografisk betydning.”
JHN stiller senere spørgsmålet: “Har staten Israels genoprettelse i vores tid intet med landløfterne at gøre?” Hans eget svar er: “Jo måske nok, men slet ikke i den ekstreme form, som nogle argumenterer for.”
JHN argumenterer for, at landløfterne handler om mere end geopolitik. Det er jeg enig i! Men det fremgår altså ikke klart, om JHN mener, at løfterne i Bibelen fortsat også indeholder der oprindelige, konkrete adresse til Israels folk, eller om de nu er blevet afløst af noget andet.
Når det gælder Rom 9-11, placerer JHN sig i en tolkningstradition, der forstår ordene i Rom 11,26 om, at “så skal hele Israel frelses”, som en måde, hvorpå Israel skal frelses (ved tro på Jesus), snarere end et løfte om, at Gud en dag i sin store frelsesplan vil omskære folkets hjerte. Her savner jeg syn for Bibelens ret éntydige løfter om en fremtidig vækkelse.
På andre områder er bogen klar. Man kan så være enig eller uenig i flere af JHN’s betragtninger, for eksempel om Antikrist eller om tolkningen af Johannes’ Åbenbaring.
Trods ovenstående kritiske bemærkninger vil jeg gerne anbefale bogen som et godt bidrag til at arbejde med Bibelens tale om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord.
Indre Missions Tidende nr. 16, 2016
Af Finn Najbjerg
Nøgtern undervisning om de sidste tider
Han gør alting nyt er en sjælden bog om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord. Forfattere, der skriver om dette emne, fristes let til at komme med spekulative udlægninger, som samtidig ekskluderer andre udlægninger. Forfatteren af denne bog er ikke faldet for denne fristelse, men søger dybt i Bibelens tale om endetiden og evigheden.
Her udlægges bibelteksterne så langt, som de udtrykker sig. Teksten får lov at tale sit, og konklusionen går ikke ud over, hvad teksterne tillader, også med hensyn til de spørgsmål som ikke kan besvares. Bemærkelsesværdigt langt tør han lade forskellige tekstudlægninger og endetidsforståelser komme til udtryk. Det gælder både sådanne opfattelser, som er mulige inden for bibelteksternes ramme, og opfattelser, der går ud over bibelteksterne. Dybde, grundighed og udsyn er nogle af indtrykkene, som bogen efterlader.
I bogens anden del udlægges 17 emner, såsom Guds rige, tusindårsriget, antikrist, Jesu komme i skyerne, Israel, ny himmel og ny jord. Læseren får nøgtern undervisning med begge ben på jorden, f.eks. når der fortælles, at historikere siger, at krigene ikke øges, men virkningerne forstærkes med øget befolkningstal. Afsnittet om Guds evige rige, som allerede begyndt, greb mig dybt!
Forfatterens journalistiske interesse for, hvad der rører sig ude i den store verden omkring bogens emne, kommer også til udtryk, hvilket gør bogen både spændende og tidsaktuel. Bogen er let tilgængelig for den brede læserskare, og den giver en ualmindelig god vejledning til at arbejde med de vanskelige spørgsmål. Bogen kan meget varmt anbefales!