Antikrist er en forfører

Antikrist er en forfører. Det betyder, at hvis vi vil finde Antikrist, skal vi ikke se efter noget, som de fleste finder afskyeligt. Det er en grundregel for al forførelse, at vi kun kan blive forført af det, vi har lyst til. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi kan genkende ham.

Bibelens beskrivelser af Antikrist handler om hans natur, og skal ikke læses direkte som beskrivelser af hans ydre udseende. (Matthias Gerung (1500–1570), “The Beasts of Revelation”)

Antikrist er nævnt i Bibelen under flere navne. Paulus kalder ham Lovløshedens Menneske (2 Thess 2,1-12). I Johannes’ Åbenbaring kaldes han Dyret (Åb 13). Jesus kalder ham en falsk kristus (Matt 24,5 og 23-24). Det eneste sted, han kaldes Antikrist, er i Johannes’ første Brev.

“Det er nu den sidste time,” skriver Johannes i kapitel 2. “Og som I har hørt, at Antikrist skal komme, er der nu fremtrådt mange antikrister; deraf ved vi, at det er den sidste time.”

De afviser Jesus som Gud

Johannes taler om Antikrist på to måder. De mange antikrister, som han skriver med lille a, var allerede dengang trådt frem. Antikrist med stort A var ikke trådt frem endnu. Antikrist og de antikristelige ånder kommer fra Djævelen for at forføre os.

“De er udgået fra os,” siger Johannes, men det er muligt at afsløre dem. Det antikristelige kendes på, at Jesu guddommelighed afvises. De kan forkynde om Jesus i julen, men fornægter jomfrufødslen. De kan forkynde om langfredag, men det befriende budskab om Jesu død for vores synd lyder ikke. De kan forkynde påskedag om livets sejr over døden, men evangeliet om kødets opstandelse er væk. Og hvis Jesus ikke er opstået legemligt, så er der heller ingen himmelfart og naturligvis heller ikke nogen genkomst. Og er der ingen genkomst, så er der heller intet håb for os.

Men bortset fra det, kan den antikristelige forkyndelse godt forveksles med den sande og sunde kristne forkyndelse.

Falske kristus’er

Jesus taler i Matthæus 24 om, at trængselstiden bliver afkortet for de udvalgtes skyld, og han siger: “Der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild.”

Vi kan kun blive forført af det, vi har lyst til. Derfor kommer den antikristelige forkyndelse til os i en form, der virker tillokkende på os. Der skal stor overvindelse til, før man peger på en populær præst med en fængende forkyndelse, og så kalder den antikristelig. Men det er sådan, virkeligheden er, hvis forkyndelsen har de antikristelige kendetegn.

Hold fast ved det centrale

Det er muligt, at vi ikke skal gå rundt og udpege antikristelige præster. Men det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvad vi udsætter os selv for. Netop på de punkter, som den antikristelige forkyndelse udelader, er det vigtigt, at vores tro er grundfæstet. Vi må lægge vægt på den guddommelige undfangelse, forsoningen på korset, den legemlige opstandelse, Jesu himmelfart og hans genkomst. Netop de ting, der nævnes i anden trosartikel.

Der er meget mere at sige om Antikrist.

I bogen “Han gør alting nyt” er der et helt kapitel om emnet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial