Antikrist kommer – engang

Hvis man råber “Ulven kommer!” uden grund, så har man et problem den dag, ulven faktisk angriber. Sådan er det også med at råbe “Antikrist kommer!” Hvis vi udvander begreberne, mister de deres betydning. Antikrist er farlig, så det er vigtigt, at vores advarsel bliver hørt, når det er alvor.

 

I USA demonstrerer kristne mod myndighederne og kalder dem antikristelige, når de lukker kirkerne på grund af faren for corona-smitte.

 

Når man beskæftiger sig med de sidste tider og Jesu genkomst, dukker Antikrist og de antikristelige kræfter op igen og igen. Antikrist beskrives som en magt, der modarbejder Kristus. Det er også en magt, der kan “føre selv de udvalgte vild” (Matt 24,24). Vi ved fra 1 Joh 2, at de antikristelige kræfter er virksomme nu og har været det i hele kirkehistorien. Selv troende kristne kan blive forført. Derfor er det vigtigt for os, at vi prøver at forstå så meget som muligt af Bibelens tale om denne fare.

Udvand ikke begreberne

Vi bør ikke kalde noget for antikristeligt, som ikke er det. Hvis vi udvander begrebet, mister det sin alvor. Det læste jeg en artikel om på Christinaity Todays hjemmeside. Det handler om en tendens, som jeg kun sporadisk har mødt i Danmark, men som åbenbart er stærkt fremme i USA.

Artiklen er skrevet af Knox Thames, der i 20 år har været medlem af USA’s udenrigsministeriums udvalg for kortlægning af kristendomsforfølgelse i hele verden. Han advarer mod en tendens til at putte for meget ind under antikristelig virksomhed og kristendomsforfølgelse.

Først understreger han, at USA er et af de lande i verden, hvor religionsfriheden er størst. Mon ikke vi trods alt kan sige det samme om Danmark? Derefter slår han fast, at USA er den førende statsmagt i verden, når det gælder at modarbejde forfølgelse af kristne. Begreberne misbruges efter hans mening, når mange kristne demonstrerer mod myndighedernes lukning af kirker i forbindelse med bekæmpelsen af corona-smitte, og kalder det antikristelig forfølgelse af de kristne.

Se på motiv og varighed

Det vil være klogt, hvis kristne kun taler om forfølgelse af kristne, hvis det virkelig handler om det. Ellers udvander vi begreberne til skade for de mange millioner i verden, der faktisk forfølges. Knox Thames anbefaler, at man begynder med at se på motivet for det, der kaldes forfølgelse. “De fleste embedsmænd gør deres bedste for at afbalancere borgerlige rettigheder mod bekymringer om folkesundheden, alt sammen ud fra mangelfulde oplysninger, hvilket før dem lette af kritisere i en hidtil uset situation,” skriver han. Han indrømmer, at der kan være embedsmænd og politikere, der søger at udnytte situationen til at skade kirkerne, og dem skal vi holde øje med.

Det andet forhold, vi skal holde øje med, er varigheden. “Når kirker er lukket af sundhedsmæssige årsager, er det midlertidig, indtil forholdene bliver bedre. Når embedsmænd træffer disse beslutninger, er vores tro ikke forbudt eller gjort ulovlig. Faktisk har embedsmænd opfordret til at fortsætte gudsdyrkelsen, bare online.”

Forfølgelsen findes

Det udvalg under USA’s udenrigsministerium, som Knox Thames har været med i, skønner at mere end 220 millioner kristne ud over verden i alvorlig grad forfølges eller diskrimineres på grund af deres tro. Forfølgelsen findes altså – måske endda i et omfang, som ikke tidligere har været set i verdenshistorien.

Kristne i vores tid er under et stort pres fra antikristelige kræfter, og jeg kender fristelsen til at se angrebene på steder, hvor der måske er tale om noget andet. Advarslen fra Knox Thames er på sin plads. Vi skal passe på med ikke at udvande begreberne ved at tale om antikristelig virksomhed, hvis der er tale om noget andet.

Hvis man ønsker at følge med i det, der sker i kristne sammenhænge i USA og ud over verden, kan jeg anbefale et gratis ugentligt nyhedsbrev, som kan bestilles her . Nederst på velkomstsiden er der mulighed for at subskribere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial