En mand, der hedder Knud, glæder sig i et debatindlæg over, at evigheden ikke findes. For hvor ville den være kedelig, mener han. Han aner ikke, hvad han kommer til at gå glip af.

Et debatindlæg i Kristeligt Dagblad har i nogle dage provokeret mig lidt. En mand, der hedder Knud, skrev blandt andet: »Det er for mig ganske ubegribeligt, at nogle moderne mennesker – inklusive præster i den danske folkekirke – vælger at tro på en eller anden form for liv efter døden.« Knuds indlæg havde overskriften »Det evige liv findes ikke. Heldigvis, for hvor ville det være kedeligt«.

Jeg ved ikke, om han er opmærksom på sin timing, men hans indlæg ramte lige ind i den tid, hvor vi i den kristne kirke møder tekster, der handler om Jesu genkomst og det evige liv. En adventssøndag hørte vi Jesu opmuntrende ord i forbindelse med tegnene på genkomsten: »Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig« (Luk 21,28).

Hvor mon Knud har sin ide fra, at det evige liv – hvis det fandtes – ville være kedeligt? Måske skyldes det, at han skriver om det helt uden at nævne Gud. Men hvis det evige liv findes, så findes Gud også. Og hvis Gud findes, må han være skaberen af tiden og evigheden. Mon Knuds nuværende liv er kedeligt? Og forestiller han sig så, at det evige liv må være endnu mere kedeligt?

Knud forestiller sig, at vi selv vælger, om det evige liv findes, og han forestiller sig, at han har valgt det fra. Men den mulighed har vi ikke. Bibelen fortæller, at den almægtige, kærlige og utroligt kreative Gud skabte mennesker og alt andet. Når noget i skaberværket ikke er godt, skyldes det os mennesker, som gjorde oprør mod Gud og dermed blev skyld i, at der kom død, sorg, skrig og pine ind i skaberværket. Til trods for det, opgav Gud os ikke, men han satte sin frelsesplan i gang. Den treenige Gud blev menneske, da Sønnen blev født julenat, og han blev frelser, da han døde og opstod i påsken.

En dag kommer Sønnen igen, og så bliver skaberværket og vi selv genskabt i opstandelsen. Alt bliver godt igen. Guds løfte om genoprettelsen lyder:

      Nu er Guds bolig hos menneskene,
      han vil bo hos dem,
      og de skal være hans folk,
      og Gud vil selv være hos dem.
      Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
      og døden skal ikke være mere,
      ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
      Thi det, der var før, er forsvundet. (Åb 21,3-4)

Den kærlige og kreative Gud, som skabte alt, er også den, som gør alting nyt. Hvorfor skulle resultatet af det blive kedeligt? Læs Bibelens to første og to sidste kapitler og overvej, om ikke der kan tænkes at være nok indhold der, til at det evige liv ikke bliver kedeligt. Vi har ikke fået mulighed for allerede nu at kende evigheden konkret i detaljer, men jeg tror, vi gerne må lade fantasien løbe med alt det, vi synes kunne være spændende. Og ingen bliver skuffede.

Hvis Knud til sin dødsdag bliver ved med at nægte at give hånd til Gud, vil Gud respektere hans valg. Han går derfor glip af en spændende, meningsfyldt og herlig evighed sammen med Gud og med hele den menighed, som Gud frelser af nåde.

Jesus talte ofte om sin genkomst. En dag, hvor han sammen med nogle disciple sad på Oliebjerget og beundrede den storslåede udsigt over templet og Jerusalem, kom han med en omfattende profeti om de sidste tider og tegnene på hans genkomst. Efter advarslerne om det forfærdelige, der var på vej, sagde han:

      “Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,27-28).

      Tegnene omfattede hungersnød, krig, forfølgelse og katastrofer, og han kaldte dem meget passende for veer. Og så samlede han det noget i denne retning: “Når veerne kommer, så glæd jer!” Hvordan hænger det sammen?

      Hvis vi tænker på veerne som fødselsveer – og hvad skulle det ellers være – så giver det mening. De vordende forældre har ventet og glædet sig i ni måneder, og så kommer veerne. Hun er ikke blevet gravid for veernes skyld, men hun glæder sig, når de kommer, for de er et tegn på, at nu sidder hun lige om lidt med sit barn i favnen.

      Når I ser, at tegnene sker, så ret jer op og løft jeres hoved, sagde Jesus. For det er noget godt, der sker, når han kommer igen. Vi glæder os til at se ham ansigt til ansigt, og vi glæder os til at blive forløst fra smerte, synd, ondskab og død. Vi glæder os til al den herlighed, som følger efter.

Dette er et eksempel fra min nye andagtsbog, som udkommer i efteråret 2023. Den får andagter til et helt år, og gennemgår den kristne tro set fra mit lutherske perspektiv.

Er krigen i Ukraine et tegn på, at Jesus kommer igen? I sin store profeti om tegnene i de sidste tider talte Jesus om krigslarm og rygter om krig. Derfor er spørgsmålet helt oplagt. Hvad skal vi tænke om det?

Jesus har givet os den store profeti om tegnene i de sidste tider for at berolige os. Han ønsker, at vi skal være forberedte, og at vi er i stand til at se bag om historiens voldsomme begivenheder, så vi forstår, at Gud gennemfører sin frelsesplan, uanset hvordan det ser ud i verden. Et af de tegn, Jesus nævner i profetien, er krigslarm og rygter om krig. Derfor er det helt naturligt, at Ruslands invasion af Ukraine får os til at overveje, hvordan vi skal se på det i forhold til Jesu genkomst.

Først skal vi huske, at de sidste tider strækker sig fra Jesu første komme til Jesu andet komme. Profetien dækker altså tiden helt fra Jesus udtalte den, og til alle dele af den er blevet til virkelighed. Et af tegnene er f.eks. jordskælv. Der var et jordskælv allerede nogle dage efter, nemlig langfredag, og der har været mange siden. Det samme gælder krige.

Hvad er tegnet på verdens ende?

Jesu store profeti var svar på disciplenes spørgsmål, som de stillede lige efter, at han havde profeteret om templets ødelæggelse: »Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?« spurgte de (Matt 24,3). Profetien svarer på begge spørgsmål. Den del, der handler om Jerusalems ødelæggelse, gik i opfyldelse allerede i år 70 e.Kr. Da der normalt ikke er sat tidspunkter på profetier, kan det være svært at afgøre, hvad der handler om romernes krig mod Jerusalem i år 70, og hvad der handler om senere krige.

I skal høre krigslarm og rygter om krig. Se til, at I ikke lader jer skræmme! For det skal ske, men det er endnu ikke enden. For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv. Alt dette er begyndelsen på veerne. (Matt 24,6-8)

Det er vanskeligt at bruge profetierne om krig og naturkatastrofer til at skønne, hvor vi er på Guds ur. Der er andre tegn, som siger mere om, hvor tæt vi er på genkomsten, fordi der er et indbygget forløb i dem.

Tegn med forløb

Profetierne om Antikrist og trængslen rummer et forløb, der kan give et fingerpeg. I et af de ældste breve  siger Paulus til thessalonikerne, at det var for tidligt at vente Jesu genkomst, for lovløshedens menneske (det er Antikrist) var endnu ikke kommet (2 Thess 2,1-12). Antikrist skal blandt andet stå for en øgende forfølgelse af kristne. Flere steder tyder på, at forfølgelsen skal tiltage og nå sit højdepunkt lige før genkomsten. Jesus siger i sin store profeti, at dagene med forfølgelse bliver afkortet (Matt 24,21-22). Tallet på kristne som forfølges for Jesu skyld – det gælder alt fra grov diskrimination til henrettelse – sættes af eksperter i dag til at være mere end 230 millioner. Aldrig har en større andel af verdens befolkning været forfulgt på grund af deres kristne tro.

Meget tyder på, at staten Israels oprettelse også er et tegn (Luk 21,23-24), som signalerer, at der nok ikke er så længe til. Jeg hører dog ikke til dem, der kan fortolke diverse profetier, hvor Israel er nævnt, og nærmest få dem til at passe ind en kalender.

Den tredje og sidste gruppe af profetier, der angiver et tidsmæssigt forløb, er dem, der handler om verdensmissionen. Jesus sagde: »Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme« (Matt 24,14). Hvornår har alle folkeslag hørt evangeliet? Er det nok, at de engang har hørt evangeliet, eller skal vi vente på, at alle folkeslag hører på én gang? For eksempel var Tyrkiet et af de første kristne lande, men det er i dag næsten uden kristne.

Løft dit hoved

Mit bud er, at krigen i Ukraine ikke kan bruges som et tegn på Jesu nære genkomst, men det er der andre tegn, som kan (læs om Antikrist her). Det gælder staten Israels oprettelse, verdensmissionen og den voksende forfølgelse af kristne på verdensplan. Om Antikrist er trådt frem, kan afhænge af, om vi opfatter ham som et menneske, eller der kan være tale om en bevægelse, en organisation eller et kraftcenter.

Under alle omstændigheder kan vi tage imod Jesu ord: »Se til, at I ikke lader jer skræmme!« (Matt 24,6). Lukas fortæller, at Jesus sluttede sin store profeti med disse ord: »Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig« (Luk 21,28).

For en kristen er Jesu genkomst noget godt at se frem til.

Mange rynker på næsen ad dogmer, men uden dogmer står vi tilbage med en menneskeskabt gud. Derfor er det væsentligt at vide, hvem det er, der ligger i krybben.

En ny amerikansk undersøgelse viser, at kun 41 procent af alle amerikanere tror, at »Guds Søn eksisterede før han blev født i Betlehem«. Jeg ved ikke, hvordan tallet ville være i Danmark, men mon ikke det ville være noget mindre.

Hvem er det egentlig, der ligger der i krybben? Det er ikke et uvæsentligt spørgsmål. Faktisk afhænger vores evige frelse af det. De gamle bekendelser siger klart, at kristne tror på en treenig Gud: Fader, Søn og Helligånd. Vi tror også, at Jesus Kristus er både Gud og menneske. Det lå allerede i Den apostolske Trosbekendelse:

»Vi tror på hans [Gud Faders] enbårne Søn, Vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria …«

Man skulle tro, det var tydeligt nok, men i 300-tallet var kirken på vej mod en alvorlig splittelse på grund af spørgsmålet. Derfor samledes repræsentanter fra hele den kristne kirke og vedtog Den nikænske Trosbekendelse (findes på Salmebogens næstesidste opslag). Der læser vi:

»Vi tror på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria … «

Så er det vist slået fast. Sådan er den kristne tro. Faderen har født Sønnen før alle tider. Sønnen er af samme væsen som Faderen. Og det blev han ved med at være – også da han blev menneske. Fosteret i Marias mave og den nyfødte i krybben var Gud fra evighed, og så var han nu også menneske.

Mange rynker på næsen ad dogmer, men hvad er alternativet til den gamle fælleskristne troslære? Uden dogmer, som er forankrede i Bibelen, ender vi med menneskeskabte ideer og en menneskeskabt gud – som må skrives med lille g. Uden dogmer døde Jesus ikke for at sone vores synd, men kun for at være solidarisk med os. Uden dogmer stod han ikke legemligt op påskemorgen, men han opstod kun åndeligt for at vise, at livet er større end døden. Uden dogmer fór han ikke til himmels. Og uden dogmer kommer han ikke igen. Den som vil klare sig med en menneskeskabt gud, må også nøjes med en menneskeskabt opstandelse. Og er det nok at dø på?

Kernen i sand kristendom har altid været disse to dogmer: Gud er treenig, og Jesus er både Gud og menneske. Disse to sandheder er i høj grad også julens indhold. Jeg fristes til at omskrive et ord af Paulus: »Hvis ikke det er Gud, der ligger i krybben, er jeres tro forgæves, og så er I stadig i jeres synder« (efter 1 Kor 15,14).

Men Gud ske lov er barnet i krybben både Guds Søn fra evighed og menneske i kød og blod.

Glædelig jul i den treenige Guds navn!

PS: Jeg siger ikke, at en fast tro på de centrale kristne dogmer er en betingelse for frelsen. Frelsen afhænger kun af vores forhold til Jesus, og Jesus forandres ikke af vores mangelfulde tro. Men hvis ikke Jesus blev født som både Gud og menneske, har han ikke magt til at frelse os. Han måtte være Gud, for at kunne tage vores synd på sig. Han måtte være menneske for at kunne dø for os.

Saligprisningerne er en samlet beskrivelse af den troende menighed, som den ser ud i Guds perspektiv. Og de handler om Guds gaver til os.

Saligprisningerne, som i kirkeåret hører til allehelgens søndag, er bygget op, så hver saligprisning har to led (se teksten nederst eller i Matt 5,1-12). Der er først nævnt en karakteristisk side ved de salige (fattige i ånden, de som sørger, osv.) efterfulgt af en begrundelse for, at disse er salige. For eksempel kan »de som sørger«, allerede nu kaldes salige, fordi de en dag skal trøstes. I evigheden skal de være et sted, hvor der ikke mere er sorg. I hver enkelt saligprisning skal der et under fra Gud til, for at første og andet led kommer til at hænge sammen.

Jeg tror, vi fornemmer, at det hele vejen igennem handler om Gud – også når det drejer sig om positive kvaliteter hos disciplene. Dybest set er ordene sagtmodighed, retfærdighed, barmhjertighed, renhed og fred en beskrivelse af Gud, og ikke af os mennesker. Når Jesus alligevel kan bruge ordene om disciplene, skyldes det, at Helligånden skaber disse kvaliteter i dem.

Jesus siger ikke: »Når jeres retfærdighed overgår farisæernes og de skriftkloges, så er I salige. Når I elsker jeres fjende, er I salige.« Saligheden er ikke en belønning for at leve efter bjergprædikenen, men en forudsætning for at kunne det. Måske er det derfor, de står som indledning til bjergprædikenen.              

Man kan sige, hovedbudskabet i saligprisningerne er: »I skal leve i håb – ikke i skuen.« Løfterne i saligprisningerne går først i opfyldelse i hele deres omfang ved opstandelsen, når Jesu kommer igen. Himmeriget, trøsten, arven, synet af Gud og så videre har vi allerede nu, men kun i troen. Det er ganske vist virkelige gaver, men usynlige. En dag bliver troen og håbet opfyldt. Fattigdom, sorg og forfølgelser er ikke mere. Retfærdighed, barmhjertighed og fred får et ansigt, når vi ser Jesus, som han er.

Det giver mening at læse den første af saligprisningerne som en slags overskrift for de følgende otte. Vi skal også her forstå det første led i lyset af det andet. Vi kan derfor læse sådan: »Salige er de, som ejer Himmeriget, selvom de er fattige i ånden.« Der er tale om fattigdom i forhold til Gud. Mit regnskab med Gud er negativt. Jeg har kun skyld. Jeg kan ikke engang tro, for det er, som Luther siger i Den lille Katekismus i forklaringen til tredje trosartikel: »Jeg tror, at jeg ikke af egen magt kan tro eller komme til ham.« Jeg er på helt bar bund. Jeg er fattig i ånden.

At eje Himmeriget er en voldsom kontrast til at være fattig i ånden. Himmeriget er Guds rige og ikke mit. Derfor må udtrykket »Himmeriget er deres«, som forekommer både først og sidst i saligprisningerne, betyde at have en plads i Guds rige. Ingen er rigere end den, der har en plads i Guds rige.

Saligprisningerne

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:
»Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«
Matthæusevangeliet 5,1-12 

Tanken om Det ny Jerusalem går gennem hele Bibelen. Salmebogen vidner om, at byen gennem tiden har haft en central plads i mange kristnes bevidsthed. Det følgende er for en stor del den undervisning om emnet, som jeg har brugt en del steder. Jeg har her tilrettelagt det som selvstudium. Man får kun fuldt udbytte ved at slå skriftstederne op i Bibelen.

Hent en printvenlig udgave:

Vi får Det ny Jerusalem beskrevet flere steder i Bibelen, blandt andet i Hebræerbrevet, hvor forfatteren siger til de kristne: »I er jo ikke kommet til en håndgribelig, brændende ild, til mulm og mørke og storm og til en klang af horn og til en røst, der udtalte sådanne ord, at de, der hørte dem, bad sig fri for at høre mere, fordi de ikke kunne bære befalingen.« Det er en beskrivelse af Sinaj, hvor Israel fik loven.

»Nej,« fortsætter Hebræerbrevets forfatter: »I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, til Jesus, den nye pagts formidler, og til det rensende blod, der taler stærkere end Abels« (Hebr 12,18-24).

Her tales i nutid. Borgerskabet i det himmelske Jerusalem er indtil videre usynligt, men dog helt virkeligt for troen. Vi inviteres til at glæde os over, at vi er med i den festforsamling, som har en plads i det himmelske Jerusalem i kraft af Jesu rensende blod.

Tanken om Det ny Jerusalem som modstykke til Sinajs Bjerg (evangeliet og loven) møder vi også

hos Paulus (Gal 4,21-26), et sted mere i Hebræerbrevet (Hebr 11,16) og i Johannes’  Åbenbaring (Åb 3,12). Det er også omtalt i Det Gamle Testamente (Es 62,5; Zak 12,10 m.fl.). Profetierne er talt til det daværende Jerusalem, men de rækker helt frem til Jesu genkomst.

Og så en lille, men ikke uvæsentlig detalje. Jesus sagde til det daværende Jerusalem: »Jerusalem, Jerusalem! Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke!« (Luk 13,34). Læg mærke til den sidste sætning »I ville ikke«. Når Jesus taler til Jerusalem, henvender han sig ikke først og fremmest til bygninger og infrastruktur. Han henvender sig til mennesker – indbyggere. Sådan tror jeg også, vi skal tænke om Det ny Jerusalem (se Hebr 12,22-23).

De evige boliger

Forestillingen om, at vi i evigheden skal bo hos Jesus i himlen, kommer blandt andet af hans løfte til disciplene umiddelbart inden påske. »I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er« (Joh 14,2-3).

De boliger, Jesus har gjort rede for os, er i Det ny Jerusalem, som nu er i himlene. Men ved Jesu genkomst sker der en ændring: »Og jeg så en ny himmel og en ny jord … Og den hellige by, det nye Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud … « (Åb 21,2-3). Når vi i evighed skal bo i Det ny Jerusalem, bliver det på den nye jord, hvor Gud kommer og bor hos os. Efter Jesu genkomst vil Det ny Jerusalem være at finde på den nye jord, men ikke som en geografisk by.

Guidet tur til Det ny Jerusalem

Johannes fik en tur med en engel som guide (Åb 21,9-27). Som det fremgår, er der en fælles identitet mellem bruden, Lammets hustru, og Det ny Jerusalem. De er begge en symbolsk fremstilling af menigheden og menighedens forening med brudgommen, som er Gud.

Byggematerialerne er helt igennem fantastiske. Johannes nævner de skønneste ædelsten, han kan komme i tanke om. Alt stråler, glimter og skinner. Selv brolægningen, der er af det pure guld, poleret så det ligner gennemsigtigt glas. Hver port er lavet af en eneste kæmpestor perle.

Englen har en målestok med. Det viser sig, at byen er lige stor på alle sider. Den er altså terningformet.

Det allerhelligste i den telthelligdom, Moses byggede efter de anvisninger, han fik på Sinaj (og senere templet i Jerusalem) var terningformet. Forhænget foran det Allerhelligste mindede med sine indvævede keruber om, at der var adgang forbudt ind til det sted, hvor Gud hvilede. Et syndigt menneske kan ikke tåle at møde den hellige Gud.

I det øjeblik, Jesu døde på korset, blev forhænget i templet flænget fra øverst til nederst (Mark 15,37-38). Det betyder, at fra det øjeblik blev der fri adgang til Gud. »… og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning« (Hebr 9,12).

Det allerhelligste i templet var en symbolsk fremstilling af Paradis, symboliseret ved den fuldkomne form – terningen. Og nu dukker terningen op som Det ny Jerusalem. Det allerhelligste var stedet, hvor Gud tog bolig midt i sit folk. I Det ny Jerusalem bor han fast hos menneskene (Åb 21,3).

I tabernaklet boede Gud midt i sit folk med tre stammer på hver af helligdommens fire sider. Det ny Jerusalem har tre porte på hver af de fire sider.

Det som ikke er der mere

Og så en lille krølle til eftertanke. Gud skabte alt godt, som vi læser i 1 Mos 1 og 2. Adam og Eva ødelagde alt ved deres synd, som vi læser i 1 Mos 3. Efter syndefaldet blev hele skaberværket underlagt forgængelighed med død, sorg skrig og pine til følge. Ved Jesu genkomst skal skaberværket befries fra forgængeligheden (Rom 8,19-21).

Man kan undre sig over, at Johannes beskriver tilstanden i Det ny Jerusalem med det, der ikke er der mere: »Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet« (Åb 21,4). Sammenlign det, som kom ind i skaberværket ved syndefaldet med det, der ikke er i Det ny Jerusalem.

I det lys giver det endnu dybere mening, at han, der sidder på tronen siger: »Se, jeg gør alting nyt!« (Åb 21,5).

* * *

Det er let af finde salmer i Salmebogen, som har Det ny Jerusalem med. Se for eksempel nr. 35, 217, 332, 568 og 638.

Læs også om Det ny Jerusalem i kapitel 23 i min bog »Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord« (Lohse).

Find et slide-show til mit foredrag »På vej mod Det ny Jerusalem« på genkomst.dk. Klik på »Gratis materialer« derefter på »PowerPoints til møder« og vælg så den rigtige titel.

Jeg lovede i det seneste indlæg at skrive noget om Antikrist. Her er et uddrag af den undervisning om emnet, som jeg har givet i flere missionshuse. Det består af de relevante skriftsteder og nogle korte kommentarer. Det er beregnet til selvstudium, så man har brug for en Bibel, hvis det skal give udbytte at læse videre. Du kan hente en printvenlig udgave her:

Matt 24

Først skal vi se på Antikrist i Jesu store profeti om tegnene i de sidste tider. Vi læser profetien i Matt 24 (den findes også i Mark 13 og Luk 21).

Læs vers 5: Læg mærke til de to gange “mange”. Forførerne skal sige: “Jeg er Kristus,” men de er falske kristus’er – antikrister. Kristus er græsk for det hebraiske Messias, som er betegnelsen for den frelser, Gud lovede gennem de gammeltestamentlige profeter. Jesus var hverken den første eller den sidste, der hævdede at være Messias, men han var den eneste, der kunne sige det med sandhed.

Læs vers 11: En gentagelse af vers 5. Det er værd at bemærke, for Jesus gentager kun sig selv, hvis der er en grund til det.

Læs vers 15: Daniels profeti var gået i opfyldelse i makkabæertiden (år 167 f.Kr.), hvor Antiokus Epifanes opstillede et  afgudsalter i templet. Den gik i opfyldelse igen ved Jerusalems ødelæggelse (år 70 e.Kr.), hvor romerne opstillede et banner for kejseren i templet. Og den går i opfyldelse åndeligt, når antikristelige kræfter symbolsk opstiller et bespotteligt billede i menigheden af en falsk kristus, der ikke er Gud.

Læs vers 23-26: En gentagelse af vers 5 og 11 plus en oplysning om, hvem det er, de falske kristus’er ønsker at føre vild – nemlig de udvalgte. Antikrist går specielt efter dem, der har del i frelsen i Jesus Kristus.

ApG 20

Dette sted nævner jeg som ét eksempel ud af mange, hvor Paulus henviser til den sunde lære og advarer mod falske forkyndere.

Læs vers 26-32: Paulus tager en rørende afsked med menigheden i Efesos. Han understreger, at han har forkyndt hele Guds frelsesplan for dem. Han siger også, at der vil komme falske forkyndere blandt dem for at “få disciplene med sig”. De falske forkyndere vil stå frem fra menighedens midte. Og så nævner Paulus menighedens eneste redning, nemlig vers 32.

1 Joh 2

Læs vers 18-27: Det eneste sted i den autoriserede bibeloversættelse, hvor navnet Antikrist forekommer. Der er både tale om Antikrist med stort A som et navn, og om antikrister med lille. Antikristerne var allerede i verden på Johannes’ tid. Antikrist og antikristerne er drevet af den samme kraft, men der er en forskel. Antikrist med stort A skal komme senere (vers 18).

Antikrist og de antikristne ånder kan afsløres ved hjælp af et af de helt centrale kristne dogmer, nemlig læren om Jesu to naturer. Han er på samme tid helt menneske og helt Gud. Ifølge dogmet om treenigheden er han Gud på linje med Faderen og Ånden, og ifølge læren om de to naturer blev han helt menneske ved undfangelse og fødsel af Jomfru Maria. Uden en tro på disse dogmer er der ikke tale om kristendom. Det viser de oldkirkelige kristne bekendelser tydeligt (Den nikænske og den apostolske – de findes begge bag i Salmebogen. Er nogen i tvivl om, hvor vigtigt dogmet om Jesu to naturer er, så læs den nikænske trosbekendelse).
Antikrist og de antikristelige forkyndere nævner ikke Jesu guddommelighed. De siger ikke, at Sønnen og Faderen er ét. Det betyder, at de fornægter jomfrufødslen, Jesu død som en soning for vores synder, Jesu legemlige opstandelse og hans himmelfart og genkomst.

2 Thess 2

Læs vers1-12: Her er virkelig meget at tygge på, og noget, der er ret uklart.

Antikrist kaldes her for lovløshedens menneske, og han er ikke kommet endnu, understreger Paulus.

Den lovløse er Satans værk.

Den lovløse skal komme synligt, men så skal Herren Jesus dræbe ham “med sin munds ånde”.

Den lovløse skal gøre tegn, undere og kraftige gerninger.

Vildfarelsens ånd kommer over mennesker, så de tror på løgnen.

Når lovløshedens menneske åbenbares, medfører det frafald.

Læg mærke til hver meget Gud har hånd i hanke med begivenhederne.

Vers7: Noget holder igen. Det er uklart, hvad der er tale om. Kun ved vi, at Guds barmhjertighed holder igen (2 Pet 3,9), men det er nok ikke det, Paulus tænker på her.

Åb 13 og 7

Læs Åb 13: Dyret er Antikrist. Der blev givet ham (af Gud) at føre krig mod de hellige og sejre over dem. Dyret kan dræbe de kristne, men det kan ikke tage frelsen fra dem. De troende er mærket med Lammets segl, og det beskytter dem (læs Åb 7).

Dyrets mærke er 666. Læs mere om det her.

Læs mere

Der er også profeteret om Antikrist i Det gamle Testamente (GT). Jesus henviste i Matt 24,15 til en profeti i Daniels Bog. GT’s profetier om Antikrist og forfølgelserne i de sidste tider har mange detaljer, som såkaldte “profetieksperter” har fantaseret over, så det har ført til store oversigter med tidsangivelser og meget andet. Men det meste af dette er efter min vurdering menneskeligt gætværk. Læs mere om det og meget andet i min bog “Han gør alting nyt” i kapitlerne “Antikrist” og “Tusindårsriget”.

Er der forskel på Bibelens tale om Antikrist, og så de moderne konspirationsteorier? Her gælder det for kristne om at være årvågne og at holde hovedet koldt. Vi lever i en tid, der på den ene side er præget af forvirrede teorier om sammensværgelser og på den anden side er utrolig overfladisk og rodløs.

 

Rigtig mange tror på en konspirationsteori, som spredes under den fælles betegnelse Qanon. Det handler i udgangspunktet om, at en såkaldt “dyb stat” har lavet en sammensværgelse mod Donald Trump og hans tilhængere. Tilhængerne af Qanon er overbevist om, at en lille gruppe højtstående politikere, pengemænd og Hollywood-kendisser, som er satantilbedere, pædofile og kannibaler, vil tage friheden fra alle andre. Under coronapandemien har Qanon taget covid-19 med ind som et eksempel på sammensværgelsens magt. Det er ifølge Qanon Bill Gates, der har betalt for virussen, og Hillary Clinton, Obama og andre står for spredningen af den. Derfor opfordrer Qanon til at gøre oprør mod alle restriktionerne. Mange anser menneskehedens eneste redningsmand for at være Donald Trump. Tilhængere af Qanon var blandt de forreste, da kongressen i Washington blev stormet 6. januar.

Konspirationsteorien blev lanceret på de sociale medier i USA i 2017. Qanon har efterhånden bredt sig til Europa, hvor den blandt andet har inspireret til at arrangere protestmarcher mod corona-restriktioner.

Kristne hopper på den

Når Qanon er interessant for kristne i Danmark, skyldes det to ting. For det første er en stor del af tilhængerne i USA kristne. I den hob, der stormede kongressen, så man desværre mange kristne plakater og bannere. De kristne blandt Qanons tilhængere ser den påståede sammensværgelse som en del af Antikrists aktiviteter i de sidste tider. Hvis en kristen advarer mod Qanon kan han blive beskyldt for ikke at tage Antikrist alvorligt, eller måske endda for at være i ledtog med ham. Den argumentation har vi vist ikke set i Danmark endnu, men fortsætter Qanon med at trænge sig på, vil det måske dukke op.

Den anden grund til, at jeg tager fænomenet op her, er foranlediget af en artikel af Henrik Nymann Eriksen med overskriften ” Hvorfor hopper nogle kristne på konspiratoriske ideer?” (læs den her) Han peger på, at tilhængere af konspirationsteorier ikke er specielt naive eller dumme. Mekanismen bag dem findes mange steder, hvor der foregår en kamp mellem sandt og falsk eller mellem godt og ondt. Det er meget nærliggende for os at dyrke en forestilling om, at de onde kræfter har rottet sig sammen mod os.

Konspirationsteorier som fake news

Bibelens sprogbrug lægger faktisk op til at tænke i de baner. Flere steder tales der om, at verden er imod Guds børn, fordi verden ikke kender Kristus og evangeliet. Jesus og apostlene taler ligefrem om en omfattende forfølgelse af kristne. Og denne forfølgelse samles flere steder i evangelierne og brevene i navne som Antikrist, Lovløshedens Menneske og Dyret. Der tales også om antikristelige kræfter, som har været i verden i hele kirkens tid.

Er det da forkert at forestille sig en djævelsk konspiration, som er vendt imod os kristne? Det er et spørgsmål, jeg ofte selv er vendt tilbage til. Jeg forestiller mig ikke, at Antikrist nødvendigvis er en bestemt synlig person. Antikrist kan være en bevægelse eller en markant del af tidsånden. Og dermed er jeg vel ret tæt på at tale om en konspiration mellem flere forskellige kræfter, personer eller organisationer, der arbejder sammen.

Jeg er ikke tilhænger af Qanon. Jeg tillader mig at kalde deres teorier for løgnagtige. Når de kalder Hillary Clinton, Barak Obama, og Bill Gates for blodtørstige, pædofile satantilbedere, der er i fuld gang med at tiltvinge sig et verdensherredømme, så har de fakta imod sig. Og når de mener, at Donald Trump er deres og vores eneste redning, så lyder det som fake news.

Vær årvågne og hold hovedet koldt

Det ligger normalt i begrebet »konspiration«, at der er tale om et formelt og hemmeligt samarbejde mellem flere. Men der behøver ikke at være et formelt samarbejde, for at forskellige kræfter kan arbejde i samme retning. Jeg tror for eksempel ikke, der findes en fælles ledelse bag fænomener som LGBT, MeeToo, identitetspolitik, religionsfobi og så videre. Men essensen i alle disse fænomener trækker alligevel i samme retning. Jeg siger ikke, at der ikke er noget godt og rigtigt i fx MeeToo, men i samarbejde med tidsånden virker bevægelsen alligevel ødelæggende.

I trosbekendelsen siger vi i bekendelsen til Helligånden, at vi tror på den hellige almindelige kirke. Kirken er verdensomspændende, men den består af utallige grene. Disse mange grene er alle styret af den samme Ånd. De har et fælles mål, nemlig mission. På mange måder arbejder de sammen, men det vil være forkert at tale om en konspiration.

På samme måde arbejder Djævelen i verden. Han har utallige aktiviteter, som har det ene fælles mål, at forhindre mennesker i at blive frelst. Mange af disse aktiviteter ser ganske tilforladelige ud, men de har alle dybest set det formål at spænde ben for Guds frelsesplan. Selvom de altså har dette fælles mål, vil det (sandsynligvis) være forkert at kalde det hele for en konspiration.

Lad os gøre som Henrik Nymann Eriksen og Paulus opfordrer os til, når de anbefaler os altid at være årvågne, og holde hovedet koldt (2 Tim 4,5).

Skal vi regne klimaforandringerne med blandt tegnene på, at Jesus snart kommer igen? Sidder Antikrist på lur i klimabevægelsen?

 

Da der for omkring ti år siden var klimatopmøde i København, spurgte en journalist fra Ritzau biskop Steen Skovsgaard om det kunne tænkes, at klimaforandringerne var et tegn på dommedag. Biskoppen svarede: »Jeg kan ikke udelukke, at klimaforandringerne kan være et tegn på Jesu genkomst.«

Hans svar gav anledning til en vældig debat i Kristeligt Dagblad, og i adskillige sognegårde blev der arrangeret debatmøder om emnet. Debatten skyldtes ikke hans kommentar om klimaforandringerne, som jo heller ikke sagde ret meget. Nej, debatten skyldtes, at han tog journalistens præmis alvorligt – nemlig at Jesus faktisk kommer igen.

Nu har en af læserne af denne blog spurgt om sammenhængen mellem klimaforandringerne og Jesu genkomst. Jeg vil gerne prøve at formulere mine foreløbige tanker om det. Så kan I jo skrive jeres kommentarer herunder.

Bibelen siger en del om naturkatastrofer – også i forbindelse med tegnene på Jesu genkomst. Så vidt jeg ved, taler Bibelen ikke direkte om klimaforandringer, men måske nok indirekte. Det vender jeg tilbage til, når jeg har skrevet lidt om folks reaktioner på klimaforandringerne. Det  er nemlig mindst lige så interessant som selve forandringerne.

Optimismen er på retur

Udviklingslæren går ud fra, at alt er blevet til ved en udvikling fra en mikroskopisk celle, der blev levende og siden blev til at det, vi kan se i dag. Altså en udvikling fra ingenting til alt det fantastiske, der omgiver os i denne verden. Udviklingen sker stadig og vil fortætte til uanede højder. Eller sådan så man på det de første hundrede år eller lidt mere efter Darwins bog om arternes udvikling.

Nu er optimismen på retur, og man er blevet bange for, at udviklingen går den forkerte vej. For eksempel er antallet af insekter vist nærmest halveret, både når det gælder diversitet (antallet af arter), og når det gælder mængde (antallet af individer). Biologer fortæller os, at hvis den tiltagende dødelighed blandt bier fortsætter, vil det gå ud over frugthøsten. Det vil betyde mangel på mad både for mennesker og dyr. Så er der det med afsmeltning af gletsjere og indlandsis, der får havene til at stige. Der er det med ørkenspredning og det med ændrede vejrforhold med kæmpebrande og oversvømmelser til følge. Alt sammen ganske bekymrende.

Flere sider af klimadebatten

Klimadebatten har flere sider. Der er den rent videnskabelige, hvor diskussionerne ser ud til stort set at være ført til ende. Man fortæller os, at videnskaben nu er enig om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at vi for enhver pris skal undgå, at temperaturen stiger to grader. Jeg fornemmer, at der fortsat er skeptikere blandt videnskabsfolkene, men de har ingen chance for at blive taget alvorligt.

En anden side er folks reaktion på klimaforandringerne. Den har en moralsk dimension, som kom til udtryk hos den politiker, der sagde: “Vi skal lave en kampagne, der giver dårlig samvittighed hos alle, der køber en flybillet.” Og den har en religiøs side, der kom til udtryk hos den biolog, der sagde: “Vi ærer Darwin ved at værne om de truede dyrearter.”

Klimadebatten trænger ind på alle områder, og den skaber bekymring og skræk i en grad, så børn er begyndt at gå til psykolog, fordi de udvikler psykiske symptomer. Jeg fornemmer en spirende folkelig bevægelse, som har store kræfter i sig. Den er måske nok ikke verdensomspændende, men den er voldsomt udbredt. Den bygger på frygt, og den undertrykker alle skeptikere.

Antikrist på lur

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at skelne mellem de forskellige sider af debatten. De ideologiske, de videnskabelige og de religiøse argumenter fyger rundt mellem hinanden, så det er svært at se, hvad der er hvad.

Jeg ser for mig, at det alt sammen udvikler sig til et verdensomspændende pres, der bliver båret af tidsånden, og giver plads til en eller anden form for enighed om fremtiden, men samtidig træder på alt det, der ikke bøjer sig i lydighed og underkastelse.

Når jeg har den form for fantasier, skyldes det Bibelens tale om, at der umiddelbart før Jesu genkomst træder en dæmonisk magt frem, som i Bibelen kaldes Antikrist, Lovløshedens menneske og Dyret. Jesus siger, at Antikrist vil søge at føre selv de udvalgte vild. Det kræver et positivt og tillidvækkende ydre.

Jeg siger ikke, at klimadebatten er antikristelig. Jeg mener faktisk, at vi skal tage store dele af advarslerne og anbefalingerne alvorligt. Særligt ud fra det, at Gud har sat os til at herske over skaberværket.

Men jeg ser for mig, hvordan klimadebatten kan blive en platform for en verdensomspændende magt. En magt, der i det ydre har en tilforladelig mission og derfor kan føre alle vild, men i det indre er ondskaben selv. Og det vil kun de vide, som er oplyst af Gud gennem Bibelens lære og Bibelens profetier.

Det begyndte paradisisk

Indtil nu har jeg kun skrevet om reaktionerne på klimaforandringerne, og det er efter min mening også det mest interessante. Klimaforandringerne i sig selv er kun et tegn på, at Guds skaberværk bliver ældre. Bibelens verdensbillede er det modsatte af udviklingslærens. Bibelen skildrer et skaberværk, der i udgangspunktet var paradisisk. Adam gav dyrene navne, og det har været et enormt arbejde, for dengang var biodiversiteten meget større end i dag. Siden syndefaldet har det kun gået én vej – nemlig nedad. Og det fortsætter det med, uanset hvor mange milliarder euro man efterhånden vil bruge på at holde temperaturstigningen under de famøse to grader.

 

Jeg har for et par år siden skrevet et blogindlæg med naturkatastrofer som indgangsvinkel. Læsningen kan derfor passende fortsætte her.