Gud er kærlighed. De tre ord er det vigtigste, der kan siges om Gud. Samtidig er det også et af de mest misbrugte bibelcitater.
De tre ord: “Gud er kærlighed,” kan bruges som materiale til et hjemmelavet billede af Gud, og det går altid galt. “Det, du der siger, kan jeg ikke få til at stemme med mit billede af en kærlig Gud,” lyder argumentet. Og så er samtalen ofte slut, for hvem vil argumentere imod, at Gud er kærlighed.
De tre ord er et bibelcitat, som også er knyttet til dommedag, så lad os se på sammenhængen. Vi finder citatet i Johannes’ Første Brev, og sammenhængen indledes sådan: “Deraf ved vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin ånd. Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser” (1 Joh 4,13-14).
Det er den treenige Gud, der er tale om. Helligånden er vidne. Faderen har sendt sin søn, og sønnen er verdens frelser. Det er den Gud, der er kærlighed.
“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16). Således er Guds kærlighed, at han gav sin søn, for at enhver som tror, skal frelses. Læg mærke til, at her nævnes Guds kærlighed og fortabelsen i samme vers. For apostlen udelukker de to sandheder ikke hinanden.
Hent gratis kapitel
Ovenstående er et citat fra kapitel 5 i “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” (Lohse, 2016)
I Bibelen er der tilsyneladende modstridende oplysninger om, hvornår Gud afsiger dommen over det enkelte menneske. Er det nu, eller er det først ved Jesu genkomst?
I morges hørte jeg morgenandagten i radioen, hvor de læste lignelsen om ukrudtet i hveden. Det mindede mig om, at netop den lignelse hjalp mig lidt med at få styr på, hvordan vi skal forstå “dom” i Bibelen.
Jeg sad for få år siden og skulle skrive kapitlet “Dom” i min bog om de sidste tider og Jesu genkomst (“Han gør alting nyt”, Lohse 2016). Et af problemerne var, at Bibelens tekster om emnet tilsyneladende modsiger hinanden. Man kommer ikke uden om den store hvide trone:
“Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den … Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen … og de blev dømt, enhver efter sine gerninger” (Åb 20,11-13).
Johannes’ syn fortæller tilsyneladende, at alle skal samles ved den endelige dom. Men hvad så, når Jesus siger:
“Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh 5,24).
Dommen sker fortløbende
Jeg tror, forklaringen på de tilsyneladende modsigelser er, at ordet “dom” bruges i flere betydninger. Det kan den omtalte lignelse illustrere (Matt 13,24-30). Spørgsmålet er: Hvornår sker dommen?
“Himmeriget ligner en mand, der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt i hveden og gik sin vej. Da kornet skød op og satte kerne, kom også ukrudtet frem. Husbondens folk kom så og spurgte: Herre, såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer da ukrudtet fra? Han svarede: Det har en fjende gjort.
Første gang lyder dommen: Ukrudtet er fjendens værk.
Folkene spørger ham så: Vil du have, at vi skal gå ud og luge det væk? Han svarer dem: Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten.
Anden gang lyder dommen: Der er to afgrøder i marken, men lad dem indtil videre gro side om side.
Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: Tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml hveden i min lade.
Tredje gang lyder dommen: Tag ukrudtet fra og brænd det.
Jesus gav os en facitliste til lignelsen, som helt tydeligt viser, at den både handler om livet nu og om dommen ved Jesu genkomst (Matt 13,36-43). Den dom, der udføres ved høsten, var allerede afsagt, da ukrudtet blev opdaget. Dommen ved høsten er ikke en ny dom, men tid og sted og omstændigheder har ændret sig, og det har beskrivelsen af dommen derfor også.
Bibelen har for længst fortalt, at der er ukrudt i Herrens hvedemark. Det blev sået af fjenden på syndefaldets dag. Vi har siden levet i en tid, hvor ukrudt og hvede efter Herrens beslutning gror side om side. Det er nemlig vilkåret, hvis hveden skal udvikle sig og modnes. Gud ønsker at flest muligt skal høstes ind i hans lade og slippe for ilden. Men dommen over ukrudtet er afsagt.
Størst mulig høst
Spørger nogen, hvorfor en almægtig og kærlig Gud tillader alt det onde, så er svaret: “Han udskyder høsten, hvor ukrudtet skal brændes. Og det gør han, for at høsten skal blive størst mulig.” Vi ser frem til høsten og den endelige dom, og i mellemtiden lever vi i en tid, hvor ukrudt og hvede vokser side om side.
Formålet med lignelsen er at kalde til omvendelse. Det er en besked til ukrudtet: “Der er udtalt en dødsdom over dig, men der er en mulighed for at undslippe ilden.” Omvendelsens mulighed er i høj grad aktuel, men den ligger uden for denne lignelse.
Dom er sortering
I min Bibel er der en overskrift i Matthæusevangeliet kapitel 25 før vers 31. Der står “Verdensdommen”. Selv om ordet “dom” ikke er nævnt, er vi ikke i tvivl om, at det er det, teksten handler om. Dom er sortering efter kendetegn, som kun hyrden kan genkende. Det er kendetegn, som findes i forvejen. Resultatet af sorteringen er fastlagt, inden hyrden kalder fårene og bukkene frem for sig.
Frimodighed på dommens dag
Med dette har jeg ikke løst alle problemer med brugen af begrebet “dom” i Bibelen. Men arbejdet med at finde en måde at beskrive det på, har lært mig flere ting. Dommen omtales rigtig mange steder, og den er overalt forbundet med alvorlige advarsler. Den endelige dom er knyttet til Jesu genkomst, men jeg kan allerede nu kende udfaldet for mit eget vedkommende, og for alle andre, som har bekendt deres synd for Jesus.
Flere steder understreges det, at dommen tilhører Gud (1 Kor 4,5). Vi skal forkynde dommen, men vi skal under ingen omstændigheder afsige den for andres vedkommende.
Når jeg kan glæde mig til Jesus genkomst, selv om dagen også med rette kaldes dommedag, skyldes det at:
Faderen har sendt sin søn som verdens frelser … Gud er kærlighed … Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag! (1 Joh 4,14-17)
I morges hørte jeg morgenandagten i radioen, hvor de læste lignelsen om ukrudtet i hveden. Det mindede mig om, at netop den lignelse hjalp mig lidt med at få styr på, hvordan vi skal forstå “dom” i Bibelen.