Døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Herlige ord, som vi vender tilbage til igen og igen. De står helt centralt i det kristne håb. Men hvorfor beskriver Bibelen den fremtidige herlighed med det, der ikke er der mere?

En af teksterne til allehelgen handler om den nye jord og står i Johannes’ Åbenbaring kapitel 21. I vers et hører vi, at jorden og himlen bliver ny. I vers to står der, at det ny Jerusalem kommer ned fra himlen fra Gud. I vers tre hører vi tre gange, at nu skal Gud bo hos menneskene på jorden.

I vers fire kommer en antydning af, hvordan tilværelsen vil blive:
»Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.«

Fantastisk, men hvorfor er det beskrevet med det, der ikke vil være mere? Hvorfor ikke bruge positive vendinger. Er det fordi, det så ville lyde som en annonce fra en  ejendomsmægler eller noget fra et rejsekatalog? Måske, men der er et forhold, som måske giver en mere rigtig forklaring.

Synden ramte skaberværket

Hvis vi går helt tilbage til begyndelsen og ser i Bibelens tredje kapitel, kan vi læse, hvad der skete på syndefaldets dag. Som Gud på forhånd havde advaret, kom døden ind i verden. Og smerten kom også, får Eva at vide. Med disse to nye fænomener, som ikke oprindelig hørte med i Guds skaberværk, kom også de følelsesmæssige reaktioner sorg og skrig. Hele skaberværket blev præget af død og sorg, smerte og skrig på grund af Adams og Evas ulydighed og oprør mod Gud. Alt blev underlagt tomhed og forgængelighed.

Går vi frem til midten af Romerbrevet, møder vi et af mine favoritsteder i Bibelen, når det gælder forholdene ved Jesu genkomst. Det er en tekst, der skal læses langsomt. Når Guds børn åbenbares – det vil sige, når det ved bortrykkelsen viser sig, hvem der hører til Guds menighed – så sker der også noget med skaberværket.

Skaberværket slipper fri

»For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning. Til det håb er vi frelst!« (Rom 8,18-24).

»Vort legemes forløsning« er opstandelsen. Vi tror på kødets opstandelse. Men vi tror også på skaberværkets opstandelse. Ved opstandelsen sker der det, at alt bliver nyt. »Og han, der sidder på tronen, sagde: ‘Se, jeg gør alting nyt!’« (Åb 21,5). Skaberværket bliver ført tilbage til det, det var før syndefaldet. Derfor kan det beskrives med netop disse ord: »… og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.«

Paulus runder Efeserbrevet af på en stærk måde. De to sidste ord i den autoriserede oversættelse er »uforgængeligt liv«.

PS: Efter vores tidsopfattelse sker Jesu genkomst engang i fremtiden, nemlig når Jesus kommer igen. Men fra evighedens synsvinkel er det allerede sket. Derfor må vi tro, at vore kære, der døde i troen på Jesus, allerede nu er hos Jesus. Det er det, der er evangeliet på allehelgens søndag.

Prædiketeksten på kirkeårets sidste søndag kunne næsten lige så godt stå i Koranen som i Bibelen, har én sagt. Og umiddelbart kan der være noget om det. Men ikke hvis vi læser i sammenhæng med resten af Bibelen.

Matthæus beskriver scenen, så vi ser den for os (Matt 25,31-46). Ved sin genkomst sætter Jesus sig som konge på sin herligheds trone, og så sorterer han alle mennesker i to grupper. Den ene gruppe får plads på hans højre side og den anden på hans venstre side. Mellem de to grupper er der kun ham. Der er ingen, som ikke helt hører til på den ene af siderne.

Der sker en definitiv adskillelse. Det ser vi af Jesu ord. Til dem på venstre side siger han: “Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.” Fra det sted er der ingen vej tilbage.

Til dem ved sin højre side siger han: “Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer …” Heller ikke der er der nogen vej tilbage, for ingen vil ønske at forlade det sted, og der er i øvrigt ikke noget at vende tilbage til.

Sortering efter gerninger

Nu kommer vi så til det, som gør denne prædiketekst vanskelig. For hvilke kendetegn sorterer kongen på tronen efter? Fire gange nævner han seks barmhjertighedsgerninger, som dækker rigtig meget af det, der hører ind under kristen næstekærlighed. Det ser ud som om, han sorterer efter gode gerninger.

Der er en bemærkelsesværdig krølle på gerningerne, som gør en forståelse endnu vanskeligere. De velsignede, som har gjort gerningerne, ved ikke, at de har gjort dem. Og de forbandede troede, at de havde gjort dem, selv om de ikke havde.

Vi skal også bemærke, at kongen sorterer efter kendetegn, som allerede findes. Der står ikke en folk neutrale individer foran ham, hvorefter han begynder at afgøre, om det skal være et får eller en buk. Der står en blandet flok foran ham, som i forvejen har de kendetegn, han sorterer efter. Forskellen på de to grupper er der allerede nu, men man skal være Gud for at kunne se den.

På genkomstens dag er det for sent at skifte kendetegn, men af Guds nåde er det muligt nu. Derfor er dagen i dag på en måde endnu mere afgørende end den dag, kongen foretager sorteringen.

Nøglen findes andre steder

Teksten handler om alle mennesker, så inden kan sige, at det ikke kommer dem ved. I forhold til evigheden har livet her og nu ikke meget vægt. Så hvad skal vi gøre? Drejer det sig om af alle kræfter at gøre godt for sultne, tørstige, fremmede, nøgne, syge og fængslede?

Ja, det gør det åbenbart, men motivet til at gøre noget er det vigtigste. Det er jo tydeligvis ikke noget, de to grupper selv kan bedømme for deres eget vedkommende.

Hvis nøglen til at låse gåden op skulle findes inden for tekstens 16 vers, kunne beretningen egentlig godt stå i Koranen. Men der findes en del nøgler andre steder i Bibelen. En af de meget tydelige er: “Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv” (1 Joh 5,12-13). Eller i dette velkendte sted: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer” (1 Pet 1,3-4).

Vores uforgængelige, uforkrænkelige og uvisnelige arv er det evige liv, og det gives til dem, der har modtaget frelsen fra Jesus.

Virksom i kærlighed

Grundlaget for arven er Jesu Kristi død og opstandelse, og ikke vores gode gerninger. Men hvorfor taler Jesus så om gerninger i prædiketeksten til kirkeårets sidste søndag? Mit bud er, at det gør han, fordi den sande tro er virksom i kærlighed (Gal 5,6). En tro uden gerninger er død (Jak 2,26).

Inden vi kommer for godt i gang med at give vores egen eller andres tro karakter efter antallet af gode gerninger, er der en vigtig ting fra prædiketeksten, vi skal huske. Kun Jesus er i stand til at foretage den vurdering. Hverken dem på den højre eller dem på den venstre side er i stand til at vurdere deres egen indsats.

Det eneste, vi kan gøre for at høre til på den højre side, er at holde os til Jesus. Så får han mulighed for at arbejde med os ved sin Ånd, så troen bliver virksom i kærlighed. Vintræets grene bærer frugt, når de er en del af træet (Joh 15,5).

Frimodighed på dommens dag

Johannes skrev, at vi kan vide, at vi har evigt liv. Det kan vi vide, fordi Gud har lovet det til enhver, der bekender sin synd for Jesus (1 Joh 1,9). Han beskriver det også på en anden måde. Efter at han har slået fast, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser (1 Joh 4,14), skriver han, at “deri er Guds kærlighed fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag” (vers 17).

 

“Frimodighed på dommens dag” er overskriften på et kapitel i “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord”.

 

 

 

 

 

Det kristne håb er totalt afhængigt af, at Jesus forlod sin grav i live. Enhver tale om opstandelse på andre måder slår effektivt grundlaget væk under håbet om en evig herlighed, så hvorfor nøjes med mindre end en opstandelse med kød og knogler.

Opstandelse, himmelfart og genkomst hører uløseligt sammen. Uden Jesu legemlige opstandelse, vil der ikke være en himmelfart. Og uden Jesu himmelfart vil der ikke være en genkomst. Og uden Jesu genkomst, vil der ikke være nogen opstandelse for os.

Vokset sammen med Jesus

Paulus underviser et sted om dåbens betydning. Han knytter den sammen med påskens begivenheder og skriver, at vi i dåben får del i Jesu død på korset og hans legemlige opstandelse påskemorgen:

“For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans … Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere” (Rom 6,5 og 9).

Ved dåb og begravelse

Midt i påskeugen var vi til begravelse. Her blev vi igen mindet om det kristne håb. Et bestemt bibelvers læses både ved dåb og begravelse. Det knytter Jesu opstandelse sammen med det kristne håb. Her er de to næste vers taget med.

“Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid” (1 Pet 1,3-5).

Han forvandler vores legeme

Paulus afslutter sit store opstandelseskapitel (1 Kor 15) med at tale om legemets forvandling ved opstandelsen. Når Jesus kommer igen, skal vores forgængelige legeme iklædes uforgængelighed, og vores dødelige legeme skal iklædes udødelighed, skriver han.

Uanset, hvordan vi kommer herfra, om vi bliver begravet, kremeret, spist, eller måske stadig lever ved genkomsten, så vil Gud den dag tage det, der er tilbage af os, og underfuldt gendanne det.

Jesus opstod påskemorgen i sit eget legeme, og hans opstandelse er modellen for, hvordan det vil blive for os. Gud, som skabte alt ved sit mægtige ord, og som påskemorgen kaldte Jesus ud af graven, gør opstandelsen mulig.

“Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt” (Fil 3,21).

Et stykke stegt fisk

“De gav ham et stykke stegt fisk.” Så kort og prosaisk lyder et meget væsentligt vers i Bibelens påskeberetning. I sig selv er det ikke opsigtsvækkende, men sammenhængen gør det til noget særligt.

Påskedag om aftenen dukkede Jesus op i disciplenens fællesskab. Han ville overbevise dem om, at han virkelig var opstanden. De fik lov til at røre ved ham, og så spiste han stegt fisk for at overbevise dem om, at han ikke kun var opstået åndeligt.

“Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.” Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: “Har I noget at spise her?” De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det. (Luk 24,39-43).

Glædelig opstandelsesdag!

Aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være ham selv, fortæller Kaj Munk om en oplevelse, der gav ham den tanke, at det kunne være Jesu genkomst.

Anden søndag i advent, 1940, holdt Kaj Munk en stærk prædiken i Vedersø kirke. Dette er en forkortet og tilrettet udgave:

I vores fantasiløse tid er der en del kristne, der ikke længere kan forestille sig Jesu genkomst. »Hvis der skal være tale om en dommedag,« erklærer de, »da må det forstås åndeligt. Den vil finde sted i hjerterne ved den enkeltes død.« Hvilken fattig kattepotelære! Helt anderledes er det, når Jesus taler om dommedag. Da mærker vi løvens klo.

* * *

Det onde har hugget sine rødder alt for dybt i vor gamle Moder Jord til, at det er muligt at grave dem op. Kræften kan brede sig i et legeme, så ingen kirurg, hvor mestersikkert han end fører sin kniv, kan drage alle dens grene og rødder op, og legemet ved til sidst ikke anden måde at gøre det af med sin fjende på, end ved som Samson at følge med den i døden.

* * *

Andetsteds varsler Jesus, at I skal høre krige og rygter om krige. Folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige; og der skal være hunger og pest og jordskælv her og der. Falske profeter skal opstå og forføre mange. Og fordi uretfærdighed vokser, skal kærligheden blive kold i mange.

Ja, sådan varsler Kristus, og vi synes jo: Jamen er det ikke netop et referat af alt, hvad der sker omkring os i disse år? Og vi kan løfte øjnene mod skyerne og spørge næsten utålmodigt: Herre, kommer du ikke snart? Men Kristi kirke tager afstand fra alle dem, der mener at kunne angive et klokkeslæt.

* * *

Velsignede tanke, at den sidste instans ikke er, hvad folk mener, ikke er historiens nøjagtig lige så vilkårlige dom, ikke er det blå ingenting. Sidste instans er Kristus, Guds søn, Menneskesønnen.

Jeg ser på det, der stabler sig op ved samvittighedsløshed og ryggesløshed og gør sig større end alle folkene — og jeg ved, at hvor stort det end gør sig, er der dog en dommer over det. Lad det så rase sin lille tid, retfærdigheden vil indhente det. Og jeg ser på det i verden ydmygede og ringeagtede, og jeg lider sammen med det og holder lidelsen ud, fordi jeg ved, der kommer en oprejsningens dag.

Og mit eget liv, min stykkevise erkendelse af, hvad der er ondt og hvad der er godt i det, hvad der er synd og hvad der er sejr. Hvor velsignet, at ingen jordisk domstol skal fælde sin dom over det. Min dommer er ham, som jeg kalder min frelser!

Hvordan det skal gå til? Ingen Shakespeare har fantasi til at tænke sig det. Men Gud er jo også større end Shakespeare. Det er mig nok at tro på, at det skal gå til.

For en 15-16 år siden stod jeg en perlende sommermorgen i min have, aldeles fortabt i livets dejlighed. Da hørte jeg på én gang en underlig tone i luften, og jeg tænkte: Det skulle dog vel aldrig være Herren, der kommer igen.

Det viste sig nu senere hen, at redningsbåden ved havet holdt øvelse, og det var en raket, der var fyret af. Men jeg hverken lo af mig selv eller skammede mig. Jeg havde fået noget at vide om mig selv, jeg var glad for.

Og aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være ham selv. Skønnere syntes jeg ikke, den skønne sommermorgen kunde krones.

* * *

Vi tør jo ikke tro på, at alle skal frelses — det er grækerdom mere end kristendom. Men vi vil våge og bede, for at hans forbarmelse kan udstrække sig til millioner flere, end vi nu tør tro.

 

Hele prædikenen i sin oprindelig form kan læses her. 

Herlige glimt af den verden, som bliver resultatet, når Gud har gjort alting nyt. En opfordring til at væbne sig med tålmodighed, og endnu en formaning om at være rede. Det er forløbet af gudstjenesten på anden søndag i advent.

Det begynder i Det gamle Testamente med Esajas’ profeti om Jesu fødsel. Han er som en kvist, der skyder fra Isajs stub. Jesus er den Messias, Gud havde lovet sit folk (Es 11,1-10).

Den kommende frelser, jødernes Messias, “lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse”.

En paradisisk fremtid

Efterhånden går profetien over i en beskrivelse af det genoprettede skaberværk, som er vores evige fremtid. Det bliver virkelig paradisisk. “Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund.”

På den dag skal frelseren Jesus stå som et banner for folkeslagene, og “hans bolig skal være herlighed”.

Vær tålmodige for Herren er nær

Epistlen er meget kort. Tre punktummer rækker. Det er Jakobs opfordring til at være tålmodig (Jak 5,7-8). I den menighed, han skriver til, har de kendt profetierne om Guds riges totale gennembrud, som der profeteres om hos Esajas og flere andre profeter. Med den viden er det ikke underligt, at forventningens glæde har fået dem til at længes.

“Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme,” skriver Jakob. “Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær.”

Ordene om bonden, der venter på sin høst, minder om en situation, hvor Jesus ynkedes over en stor folkeskare. Da sagde han til sine disciple: “Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matt 9,37-38).

Vi ved fra Peter, at det eneste, Gud venter på, inden han sætter punktum for al ondskab, synd, sorg og død, det er at flere kommer til tro (2 Pet 3,9-13). Lad os derfor følge Jesu opfordring og bede om flere arbejdere i Guds rige.

Olien skal ikke købes

Og så går præsten op på prædikestolen og udlægger lignelsen om de ti brudepiger. Den er ikke helt enkel, men pointen i lignelsen er tydelig nok: “Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen” (Matt 25,1-13).

Engang i 1970’erne fik vi på en bibelcamping besøg af en busfuld svenskere, der var på missionsrejse i Danmark. Da ordet blev frit, gik lederen for gruppen på talerstolen og formanede os til at have olie på lampen. Hvis ikke vi havde ekstra olie, skulle vi sørge for at få købt noget. Der var en række priser, som skulle betales for denne olie. Det var åndsdåb, bekendelse af troen, tungetale, tiende og så videre. Desværre havde han overset en væsentlig detalje i lignelsen. De, der gik til købmanden for at købe olie, kom ikke med til festen.

Gud holder os fast

Uanset, hvad olien er et billede på, så er den gratis. Frelsen er fri. Jesus har gjort alt, hvad der skal til, for at vi kommer med, den dag han henter os til festen. Der er ganske vist et liv, der skal leves under Guds ords vejledning, for at troen ikke dør, men det liv kan ikke gøres op i bestemte priser, vi skal betale.

Det er ikke os, der skal holde Gud fast med bestemte lovgerninger. Gud holder os fast, hvis ellers vi giver ham lov. Det gør han blandt andet med en formaning som denne: “Våg derfor!” Han har både vilje og magt til at holde os fast, og han ønsker hver eneste af os i sit rige til evig tid.

---

Denne julegave
kan refunderes

En bog er altid en god gave.

“Om lidt” leveres med en seddel, der giver ret til at få pengene refunderet. Hvis den ikke falder i smag, eller hvis der var flere under træet, er pengene ikke spildt.

I disse dage præsenteres vi for to muligheder, der udelukker hinanden. Rædsel, råddenskab, skrig og død, eller glæde, fred, lys, fest og liv. Engang hed det fortabelse eller frelse.

Halloween er den verdslige efterligning af kirkens allehelgen. Da vi i lørdags gik en tur gennem handelsgaden i en nærliggende dansk købstad, blev det på grotesk vis afsløret, hvad der er tilbage, når Guds frelse tages bort fra døden.

Udsmykningen, hvis man kan tillade sig at bruge det udtryk i denne forbindelse, får ikke folk til at løbe skrigende væk. Det ser nærmest ud til, at mange opfatter det som en uskyldig spøg. Men gadebilledet i en moderne dansk halloween-pyntet butiksgade med zombier, skeletter, edderkopper og vanskabninger skildrer fortabelsen lige så godt som middelalderens skræk-maler Hieronimus Bosch.

Helvede som underholdning

Folk har gennem hele Indre Missions historie skældt os ud for at være helvedesprædikanter. Og det er da rigtigt, at der har været prædiket om Helvedes rædsler. Men det blegner i sammenligning med, hvad handelslivet og andre er i stand til at levendegøre nu om dage. Den eneste forskel er, at mens IM altid har taget emnet dødsens alvorligt, så gøres det i dag til underholdning.

Og hvad er værst: At forsøge at gøre folk opmærksomme på, hvad de er på vej imod, så de kan reagere i tide, eller at forvirre folks opfattelse af den rædsel, der venter, så de ikke opdager faren, selv om den tegnes klart op foran dem i hvert eneste butiksvindue?

Den store hvide flok

Ved allehelgen bliver vi mindet om, at der findes et alternativ til rædsel, meningsløshed og evig undergang. Apostlen Johannes så i et syn en stor hvid skare, og han blev af en ældste spurgt: “De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?” Johannes kendte vel godt svaret, men han beder alligevel den ældste om at sige det.

“Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod,” lød svaret. “Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem. De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne,” (Åb 7,1-12).

Det syn står på alle måder i modsætning til halloween. Her er renhed, glæde og lovsang. Ingen tårer, ingen tørst, ingen plage – kun liv i overflod. Og det skyldes alt sammen Lammets blod. Det handler om den evige frelse ved tro på Jesus.

Det er allerede nu virkelighed

Vi forbinder den store hvide flok med herligheden efter Jesu genkomst. Det er ikke forkert. Johannes ser i Åbenbaringen ind i fremtiden. Men synerne er mere end fremtid. De viser Johannes virkeligheden, set i Guds perspektiv. Når Gud ser på en menighed, der er samlet i lovsang og bøn, så ser han en flok syndere, “som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod”. Det er ikke fremtid. Sådan er det også på søndag.

Det lyder som en håbløs tv-reklame, at man vasker sine klæder rene i blod, men det er et håbefuldt symbolsk udtryk for, hvad Jesu død langfredag betyder for det menneske, der tager imod.

De, som kommer fra den store trængsel, har allerede vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod, mens de var i trængslen. Eller måske snarere inden de kom ind i trængslen, for trængslen skyldes, at de holdt sig til Jesus.

Luther om hellighed

I sin fortale til Johannes’ Åbenbaring peger Luther på, at det er en bog om, hvordan Gud ser på virkeligheden. I tro må vi tage imod Åbenbaringens beskrivelse af menigheden, siger han. Med vores kødelige forstand ser vi kun det ydre. Men Ånden hjælper os, så vi kan fatte, hvordan virkeligheden er.

Og så trækker Luther en parallel, som det er værd at tænke over her i allehelgenstiden.

“En kristen er også skjult for sig selv, så at han ikke ser sine egne dyder, men blot ser udyder og vanhelligelse hos sig. Og du, tåbelige selvkloge, vil se kristenheden med din blinde fornuft og dine urene øjne! Kort sagt, vor hellighed er i Himlen, hvor Kristus er, og ikke i verden for alles øjne – ligesom varer på et marked.”

Ud over en stærk forkyndelse af evangeliet, har citatet også en brod mod den katolske kirkes anvisning af gode gerninger som vejen til hellighed, og sikkert også imod afladsbrevene, der blev tilbudt på markedet.