Næstekærlighed er godt, men på 1. søndag efter trinitatis har Gud meget mere til os end næstekærlighed.
Der går et skel gennem menneskeheden. Ved Jesu genkomst viser det sig, at der er en kløft, som ingen til den tid kan komme over. Det slår prædiketeksten til på søndag (1 s.e.trin.) fast. “Der er lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.”
Sådan sagde Abraham til den rige mand, der var havnet på den forkerte side af den dybe kløft (Luk 16,19-31). Uanset, hvordan beretningen i øvrigt skal tolkes, kommer vi ikke udenom, at der er en uoverstigelig adskillelse mellem to muligheder.
Abraham sætter Guds ord højest
Men så skal mine fem brødre da advares, mener den rige mand. “Send Lazarus til min fars hus, så ikke også de kommer til dette pinested.” Men det har ikke noget formål efter Abrahams mening. “De har Moses og profeterne, dem kan de høre.” Det er for lidt, mener den rige mand. “Men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig,” siger han.
Og så kommer Abrahams svar, som sætter Guds ord højere end store mirakler, når det gælder evnen til at skabe tro: “Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om én står op fra de døde.”
Skrifternes styrke
Da Jesus mødte de to Emmaus-vandrere, havde han mulighed for at give dem én af to gaver. Han kunne have sagt: “Hvorfor er I nedtrykte og forskrækkede? Ta-daaa. Se det er mig, jeres ven Jesus, der går her. Jeg er opstået fra de døde.” Det ville da være en gave, de aldrig glemte. Men han gav dem noget større. Han åbnede Skrifterne for dem.
De havde behov for noget, der kunne bære deres tro gennem kommende år med store udfordringer. Det fik de ved, at han åbnede Skrifterne. Og det gælder også i forhold til Jesu opstandelse, at “hvis de ikke hører Skrifterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om én står op fra de døde.” Vi har brug for, at Jesu død og opstandelse bliver forklaret for os.
På søndag vil der desværre mange steder udelukkende blive prædiket om næstekærlighed. Det er fint nok med næstekærlighed, men det er ikke godt, hvis frelsen og fortabelsen bliver forbigået, fordi prædikanten ikke lader sig oplyse af Skrifterne. Næstekærligheden er god og nødvendig, som det også fremgår af epistlens sidste del (1 Joh 4,21), men uden Jesu død i vores sted og hans opstandelse som den første af mange, fører det i længden kun til tomhed.
På den måde elsker Gud
Jesu genkomst kaldes med god grund dommedag. Når nu der venter en virkelighed med to udgange og der mellem de to muligheder er en dyb kløft, som ingen kan komme over, hvordan kan nogen så glæde sig til genkomsten?
Det får vi svar på i epistlen på søndag. Desværre er teksten skåret, så den begynder med 1 Joh 4,16b. Den burde begynde med vers 14. Så havde vi fået Skriftens forklaring på, hvad det betyder, at Gud er kærlighed, og hvordan vi kan have frimodighed på dommens dag. Så havde vi nemlig hørt, at “Faderen har sendt sin søn som verdens frelser”. Det er på den måde, Gud er kærlighed. Eller som det hedder et andet sted:
“Således (på den måde) elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).
Frimodighed på dommens dag (1 Joh 4,17). Det er store ord, men de holder, når vi får Jesu død og opstandelse forklaret. Jesu gerning langfredag var en stedfortrædende død, som er nok til, at vi kan se dommens dag i møde med frimodighed. Og påskemorgen er Guds ja til vores glædelige opstandelse.
Næstekærlighed i sig selv vil aldrig række til at give os frimodighed på dommens dag.