Fyldt med glæde vendte disciplene tilbage fra Oliebjerget efter deres afsked med Jesus. Det er en stor kontrast til deres afsked med Jesus langfredag. Hvad er der sket, siden en afsked med ham nu kan fylde dem med glæde.
Føl på mig
Der er påskedag og 40 dages samliv til forskel. Påskedag arbejdede Jesus ihærdigt på at få dem til at forstå, hvad opstandelse betyder. Efter aftensmaden, hvor de fik fisk, var de samlet og udvekslede dagens møder med den opstandne.
Pludselig står han midt i forsamlingen. Så blev der vel fest, skulle man tro. Men nej, de blev forskrækkede, og troede, at det var en ånd, de så. Der var åbenbart brug for mere anskuelighedsundervisning i, hvad opstandelse er. Jesus tog fat på det på en meget håndgribelig måde. “Føl på mig, en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, at jeg har.” Måske skulle vi ændre trosbekendelsen, så der står: “Jeg tror på kødets og knoglernes opstandelse.”
Og så spurgte han, om der var levninger fra aftensmaden. Jeg ser det for mig. Jesus sidder der og nyder resterne af fisken, mens en kødrand at disciple står omkring ham og forsøger at fordøje indtrykket. Det er ham! Han er her med ånd og legeme, kød og knogler.
Men hans legeme havde fået en ny kvalitet. I forbindelse med en omtale af Jesu genkomst, forklarer Paulus, hvad der sker ved opstandelsen: Legemet forvandles, så det forgængelige bliver iklædt uforgængelighed. Det dødelige bliver iklædt udødelighed. Og det er ikke kun Jesu opstandelse, han omtaler. Et andet sted understreger han det kort og præcist: “Vort fornedrede legeme får skikkelse som hans herliggjorte legeme.”
Flere fordele ved himmelfarten
Det var Jesus med det herliggjorte, uforgængelige, udødelige legeme, de tog afsked med. Før påske havde Jesus fortalt dem om himmelfarten. “Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.” Kristi himmelfart er et fremskridt for menigheden. Vi kristne er bedre stillet i dag end disciplene var, da Jesus var hos dem her på jorden, for vi har fået Helligånden.
Og der er flere fordele. Når jeg bliver forskrækket over min synd, kan jeg minde mig selv om, at jeg har “en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder”. Og når jeg oplever, at livet bliver svært, så ved jeg, at “Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os”. Det er da noget at fejre.
Det sidste, Jesus gjorde før sin himmelfart, var at minde dem om, at de skulle missionere. Det er også i dag den altafgørende opgave for hans kirke. Han kommer først igen, når missionens tid er til ende. Det eneste, han venter på, er at flere skal nå til omvendelse. Ja, Peter antyder endda, at vi kan fremskynde Jesu genkomst ved at missionere.
Og helt centralt i befalingen om at missionere, står Jesu løfte om, at han er med os alle dage indtil genkomsten.
Anvendte skriftsteder: Luk 24,52; 1 Kor 15,50-55; Fil 3,20-21; Joh 16,7; 1 Joh 2,1; Rom 8,34; Matt 28,20; 2 Pet 3,9.
Læs mere: Under “Gratis materialer” ligger der et bibelstudie over Kristi himmelfart.