Der findes masser af amerikanske romaner, der foregår i de sidste tider. Mange af dem er både spændende og velskrevne, men de er desværre båret af en dårlig teologi. Er det overhovedet muligt at skrive en roman, der respekterer den gode teologi?
Allerede inden jeg begyndte på manuskriptet til “Han gør alting nyt”, vidste jeg, at det næste projekt skulle være en roman om de sidste tider. Fra arbejdet med “Tæl på fingrene” vidste jeg, at det er sjovt at skrive en roman, og jeg ved fra mit arbejde som fritidsforkynder, at rigtig mange er interesseret i de sidste tider og Jesu genkomst, så det virkede helt oplagt at kombinere de to ting. Men der er et problem.
Efter min mening kommer vi meget let til at gå vild, hvis vores fortolkninger af profetierne om de sidste tider bliver alt for cementerede. Men hvordan skriver man en roman om de sidste tider uden at låse fortolkningen af profetierne fast i et bestemt skema? Det kan man ikke. En roman handler om konkrete mennesker og konkrete begivenheder. Handlingen og omstændighederne må lægges fast.
Vi kender det allerede nu
Da jeg havde skrevet det første udkast, gav jeg det til et par gode læsere. De vendte tomlen ned, fordi det var alt for vildtvoksende og overfladisk. Og de havde ret, så jeg valgte at koncentrere mig om et enkelt tema, som jeg jo så kommer til at låse fast i en bestemt fortolkning.
Romanen foregår nogle år ude i fremtiden, og den handler især om forfølgelse og forførelse. Det nævnes flere gange af Jesus i Matt 24, og det er gennemgående som et endetidstegn i hele Det Nye Testamente. Det er uløseligt knyttet til de antikristelige ånder og Antikrist selv (se f.eks. 1 Joh 2,18-29 og 2 Thess 2,1-12), og det er noget, vi allerede kæmper med nu.
Vi ved ikke, hvor slemt det er
I et efterskrift til romanen kommer jeg til at henvise til “Han gør alting nyt”. Hvis ikke jeg kunne det, ville jeg ikke være i stand til at skrive romanen. I “Han gør alting nyt” findes alle de nødvendige nuancer og forbehold, som en roman ikke giver mulighed for.
I romanen sættes de ting på spidsen, som vi allerede nu kender eller fornemmer. Men vi ved ikke, hvor slem forfølgelsen og forførelsen skal være før Jesu genkomst. Ja, ret beset ved vi vel ikke engang, hvor slem den er nu. Forførelse skal ikke måles på, hvor slem den ser ud for os, men på hvor mange, der falder fra på grund af den. Og det ved kun Gud.
Tre citater giver inspiration
Jeg har ikke en kontrakt med et forlag endnu, men går det som jeg håber, så udkommer romanen i foråret 2018. I manuskriptet står der som indledning tre bibelcitater, der har givet inspiration under skrivningen:
Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel,
skal mene, at han derved tjener Gud.
Jesus (Joh 16,2)
Salige er I, når mennesker hader jer,
forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn
som noget ondt for min skyld. Fryd jer på den dag
og spring højt af glæde, for se, jeres løn
er stor i himlen.
Jesus (Luk 6,22-23)
De drog op på jordens flade
og omringede de helliges lejr …
(Åb 20,9)