Indlæg

Udgivet den

På vej til Det ny Jerusalem

Tanken om Det ny Jerusalem går gennem hele Bibelen. Salmebogen vidner om, at byen gennem tiden har haft en central plads i mange kristnes bevidsthed. Det følgende er for en stor del den undervisning om emnet, som jeg har brugt en del steder. Jeg har her tilrettelagt det som selvstudium. Man får kun fuldt udbytte ved at slå skriftstederne op i Bibelen.

Hent en printvenlig udgave:

Det-ny-JerusalemDownload

Vi får Det ny Jerusalem beskrevet flere steder i Bibelen, blandt andet i Hebræerbrevet, hvor forfatteren siger til de kristne: »I er jo ikke kommet til en håndgribelig, brændende ild, til mulm og mørke og storm og til en klang af horn og til en røst, der udtalte sådanne ord, at de, der hørte dem, bad sig fri for at høre mere, fordi de ikke kunne bære befalingen.« Det er en beskrivelse af Sinaj, hvor Israel fik loven.

»Nej,« fortsætter Hebræerbrevets forfatter: »I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, til Jesus, den nye pagts formidler, og til det rensende blod, der taler stærkere end Abels« (Hebr 12,18-24).

Her tales i nutid. Borgerskabet i det himmelske Jerusalem er indtil videre usynligt, men dog helt virkeligt for troen. Vi inviteres til at glæde os over, at vi er med i den festforsamling, som har en plads i det himmelske Jerusalem i kraft af Jesu rensende blod.

Tanken om Det ny Jerusalem som modstykke til Sinajs Bjerg (evangeliet og loven) møder vi også

hos Paulus (Gal 4,21-26), et sted mere i Hebræerbrevet (Hebr 11,16) og i Johannes’  Åbenbaring (Åb 3,12). Det er også omtalt i Det Gamle Testamente (Es 62,5; Zak 12,10 m.fl.). Profetierne er talt til det daværende Jerusalem, men de rækker helt frem til Jesu genkomst.

Og så en lille, men ikke uvæsentlig detalje. Jesus sagde til det daværende Jerusalem: »Jerusalem, Jerusalem! Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke!« (Luk 13,34). Læg mærke til den sidste sætning »I ville ikke«. Når Jesus taler til Jerusalem, henvender han sig ikke først og fremmest til bygninger og infrastruktur. Han henvender sig til mennesker – indbyggere. Sådan tror jeg også, vi skal tænke om Det ny Jerusalem (se Hebr 12,22-23).

De evige boliger

Forestillingen om, at vi i evigheden skal bo hos Jesus i himlen, kommer blandt andet af hans løfte til disciplene umiddelbart inden påske. »I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er« (Joh 14,2-3).

De boliger, Jesus har gjort rede for os, er i Det ny Jerusalem, som nu er i himlene. Men ved Jesu genkomst sker der en ændring: »Og jeg så en ny himmel og en ny jord … Og den hellige by, det nye Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud … « (Åb 21,2-3). Når vi i evighed skal bo i Det ny Jerusalem, bliver det på den nye jord, hvor Gud kommer og bor hos os. Efter Jesu genkomst vil Det ny Jerusalem være at finde på den nye jord, men ikke som en geografisk by.

Guidet tur til Det ny Jerusalem

Johannes fik en tur med en engel som guide (Åb 21,9-27). Som det fremgår, er der en fælles identitet mellem bruden, Lammets hustru, og Det ny Jerusalem. De er begge en symbolsk fremstilling af menigheden og menighedens forening med brudgommen, som er Gud.

Byggematerialerne er helt igennem fantastiske. Johannes nævner de skønneste ædelsten, han kan komme i tanke om. Alt stråler, glimter og skinner. Selv brolægningen, der er af det pure guld, poleret så det ligner gennemsigtigt glas. Hver port er lavet af en eneste kæmpestor perle.

Englen har en målestok med. Det viser sig, at byen er lige stor på alle sider. Den er altså terningformet.

Det allerhelligste i den telthelligdom, Moses byggede efter de anvisninger, han fik på Sinaj (og senere templet i Jerusalem) var terningformet. Forhænget foran det Allerhelligste mindede med sine indvævede keruber om, at der var adgang forbudt ind til det sted, hvor Gud hvilede. Et syndigt menneske kan ikke tåle at møde den hellige Gud.

I det øjeblik, Jesu døde på korset, blev forhænget i templet flænget fra øverst til nederst (Mark 15,37-38). Det betyder, at fra det øjeblik blev der fri adgang til Gud. »… og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning« (Hebr 9,12).

Det allerhelligste i templet var en symbolsk fremstilling af Paradis, symboliseret ved den fuldkomne form – terningen. Og nu dukker terningen op som Det ny Jerusalem. Det allerhelligste var stedet, hvor Gud tog bolig midt i sit folk. I Det ny Jerusalem bor han fast hos menneskene (Åb 21,3).

I tabernaklet boede Gud midt i sit folk med tre stammer på hver af helligdommens fire sider. Det ny Jerusalem har tre porte på hver af de fire sider.

Det som ikke er der mere

Og så en lille krølle til eftertanke. Gud skabte alt godt, som vi læser i 1 Mos 1 og 2. Adam og Eva ødelagde alt ved deres synd, som vi læser i 1 Mos 3. Efter syndefaldet blev hele skaberværket underlagt forgængelighed med død, sorg skrig og pine til følge. Ved Jesu genkomst skal skaberværket befries fra forgængeligheden (Rom 8,19-21).

Man kan undre sig over, at Johannes beskriver tilstanden i Det ny Jerusalem med det, der ikke er der mere: »Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet« (Åb 21,4). Sammenlign det, som kom ind i skaberværket ved syndefaldet med det, der ikke er i Det ny Jerusalem.

I det lys giver det endnu dybere mening, at han, der sidder på tronen siger: »Se, jeg gør alting nyt!« (Åb 21,5).

* * *

Det er let af finde salmer i Salmebogen, som har Det ny Jerusalem med. Se for eksempel nr. 35, 217, 332, 568 og 638.

Læs også om Det ny Jerusalem i kapitel 23 i min bog »Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord« (Lohse).

Find et slide-show til mit foredrag »På vej mod Det ny Jerusalem« på genkomst.dk. Klik på »Gratis materialer« derefter på »PowerPoints til møder« og vælg så den rigtige titel.

Udgivet den

Antikrist – et selvstudium

Jeg lovede i det seneste indlæg at skrive noget om Antikrist. Her er et uddrag af den undervisning om emnet, som jeg har givet i flere missionshuse. Det består af de relevante skriftsteder og nogle korte kommentarer. Det er beregnet til selvstudium, så man har brug for en Bibel, hvis det skal give udbytte at læse videre. Du kan hente en printvenlig udgave her:

Antikrist-et-selvstudiumDownload

Matt 24

Først skal vi se på Antikrist i Jesu store profeti om tegnene i de sidste tider. Vi læser profetien i Matt 24 (den findes også i Mark 13 og Luk 21).

Læs vers 5: Læg mærke til de to gange “mange”. Forførerne skal sige: “Jeg er Kristus,” men de er falske kristus’er – antikrister. Kristus er græsk for det hebraiske Messias, som er betegnelsen for den frelser, Gud lovede gennem de gammeltestamentlige profeter. Jesus var hverken den første eller den sidste, der hævdede at være Messias, men han var den eneste, der kunne sige det med sandhed.

Læs vers 11: En gentagelse af vers 5. Det er værd at bemærke, for Jesus gentager kun sig selv, hvis der er en grund til det.

Læs vers 15: Daniels profeti var gået i opfyldelse i makkabæertiden (år 167 f.Kr.), hvor Antiokus Epifanes opstillede et  afgudsalter i templet. Den gik i opfyldelse igen ved Jerusalems ødelæggelse (år 70 e.Kr.), hvor romerne opstillede et banner for kejseren i templet. Og den går i opfyldelse åndeligt, når antikristelige kræfter symbolsk opstiller et bespotteligt billede i menigheden af en falsk kristus, der ikke er Gud.

Læs vers 23-26: En gentagelse af vers 5 og 11 plus en oplysning om, hvem det er, de falske kristus’er ønsker at føre vild – nemlig de udvalgte. Antikrist går specielt efter dem, der har del i frelsen i Jesus Kristus.

ApG 20

Dette sted nævner jeg som ét eksempel ud af mange, hvor Paulus henviser til den sunde lære og advarer mod falske forkyndere.

Læs vers 26-32: Paulus tager en rørende afsked med menigheden i Efesos. Han understreger, at han har forkyndt hele Guds frelsesplan for dem. Han siger også, at der vil komme falske forkyndere blandt dem for at “få disciplene med sig”. De falske forkyndere vil stå frem fra menighedens midte. Og så nævner Paulus menighedens eneste redning, nemlig vers 32.

1 Joh 2

Læs vers 18-27: Det eneste sted i den autoriserede bibeloversættelse, hvor navnet Antikrist forekommer. Der er både tale om Antikrist med stort A som et navn, og om antikrister med lille. Antikristerne var allerede i verden på Johannes’ tid. Antikrist og antikristerne er drevet af den samme kraft, men der er en forskel. Antikrist med stort A skal komme senere (vers 18).

Antikrist og de antikristne ånder kan afsløres ved hjælp af et af de helt centrale kristne dogmer, nemlig læren om Jesu to naturer. Han er på samme tid helt menneske og helt Gud. Ifølge dogmet om treenigheden er han Gud på linje med Faderen og Ånden, og ifølge læren om de to naturer blev han helt menneske ved undfangelse og fødsel af Jomfru Maria. Uden en tro på disse dogmer er der ikke tale om kristendom. Det viser de oldkirkelige kristne bekendelser tydeligt (Den nikænske og den apostolske – de findes begge bag i Salmebogen. Er nogen i tvivl om, hvor vigtigt dogmet om Jesu to naturer er, så læs den nikænske trosbekendelse).
Antikrist og de antikristelige forkyndere nævner ikke Jesu guddommelighed. De siger ikke, at Sønnen og Faderen er ét. Det betyder, at de fornægter jomfrufødslen, Jesu død som en soning for vores synder, Jesu legemlige opstandelse og hans himmelfart og genkomst.

2 Thess 2

Læs vers1-12: Her er virkelig meget at tygge på, og noget, der er ret uklart.

Antikrist kaldes her for lovløshedens menneske, og han er ikke kommet endnu, understreger Paulus.

Den lovløse er Satans værk.

Den lovløse skal komme synligt, men så skal Herren Jesus dræbe ham “med sin munds ånde”.

Den lovløse skal gøre tegn, undere og kraftige gerninger.

Vildfarelsens ånd kommer over mennesker, så de tror på løgnen.

Når lovløshedens menneske åbenbares, medfører det frafald.

Læg mærke til hver meget Gud har hånd i hanke med begivenhederne.

Vers7: Noget holder igen. Det er uklart, hvad der er tale om. Kun ved vi, at Guds barmhjertighed holder igen (2 Pet 3,9), men det er nok ikke det, Paulus tænker på her.

Åb 13 og 7

Læs Åb 13: Dyret er Antikrist. Der blev givet ham (af Gud) at føre krig mod de hellige og sejre over dem. Dyret kan dræbe de kristne, men det kan ikke tage frelsen fra dem. De troende er mærket med Lammets segl, og det beskytter dem (læs Åb 7).

Dyrets mærke er 666. Læs mere om det her.

Læs mere

Der er også profeteret om Antikrist i Det gamle Testamente (GT). Jesus henviste i Matt 24,15 til en profeti i Daniels Bog. GT’s profetier om Antikrist og forfølgelserne i de sidste tider har mange detaljer, som såkaldte “profetieksperter” har fantaseret over, så det har ført til store oversigter med tidsangivelser og meget andet. Men det meste af dette er efter min vurdering menneskeligt gætværk. Læs mere om det og meget andet i min bog “Han gør alting nyt” i kapitlerne “Antikrist” og “Tusindårsriget”.

Udgivet den

Hvem er Kristus-morder?

Hvem var skyld i, at Jesus blev korsfæstet? Ifølge antisemitterne var det jøderne, og de kalder dem derfor Kristus-mordere. Det skete også i denne påske. Men hvem havde i virkeligheden skylden for korsfæstelsen?

Indskriften på hjørnet af den den jødiske begravelsesplads i Aalborg.

I denne påske blev vi desværre igen mindet om, at jødehadet stadig lever i vores samfund. Den antisemitiske bevægelse Nordfront lavede atter hærværk mod en jødisk gravplads. En del af muren omkring gravpladsen i Aalborg blevet sprøjtet til med rød maling. Det samme sted er tidligere blevet overmalet med ordet »Jude«.

Muren bærer på dette sted en indskrift på hebraisk og dansk, hvor der står:
    I, der ligger i jorden, skal vågne og juble. For din dug er lysets dug.
    Esajas 26,19

Det hører med til tegnene i de sidste tider, at Guds udvalgte folk skal forfølges. Det gælder den kristne menighed, men jeg tror også, at det gælder jøderne. Vi skal derfor ikke undre os, når det sker. Det er en del af kampen mellem Gud og Djævelen. Jo mere vi nærmer os Jesu genkomst og den endelig dom over Djævelen, jo mere vil han rase, mens han desperat søger at hindre flest muligt i at få gavn af Guds frelsesplan.

Kristus-mordere

Jeg holder meget af Daniel Silvas’ spændende krimier om den jødiske Mossad-agent Gabriel Allon. I »Den hemmelige orden«, som er udkommet for nylig, fylder det en del, at en af romanens personer argumenterer for, at antisemitismen har sin baggrund i Det Nye Testamentes påskeberetning. Der står nemlig, at Pilatus vaskede sine hænder og sagde: »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.« Og så svarer de forsamlede jøder: »Lad hans blod komme over os og vore børn!« (Matt 27,24-25).

Det er rigtigt, at kirken i sine ulyksalige antisemitiske kampagner har brugt disse ord som baggrund for at kalde jøderne for Kristus-mordere. Men hvis man beskylder Bibelen for at være antisemitisk, overser man rigtig mange ting. Man kan dog med en vis ret diskutere, om de jødiske ledere eller Pilatus (eller måske begge parter), skal have skylden for det justitsmord, der førte til Jesu henrettelse, men man kan naturligvis ikke give et helt folk skylden for noget i den forbindelse.

Hvis vi endelig skal have placeret skylden, så lad os høre Jesu mening:

Inden Pilatus vaskede sine hænder, sagde han til Jesus: »Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?« Jesus svarede ham: »Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra« (Joh 19,10-11).

Hvis ikke Jesus frivilligt var gået i døden, kunne ingen mennesker have korsfæstet ham. Magten til at korsfæste Jesus blev givet ovenfra. Hvis vi endelig skal placere ansvaret for Jesu korsfæstelse, så ligger det ifølge Jesus hos Gud.

Mel Gibsons vidnesbyrd

Skuespilleren Mel Gibson var instruktør og løste flere andre opgaver på filmen »The Passion of the Christ«, og så optræder han ét sted i filmen. Vi ser nemlig hans hånd, som svinger hammeren, det driver naglerne gennem Jesu hænder. Med denne detalje ønsker Gibson at sige: »Det var min synd, der fik Jesus til at ofre sit liv.« Det må vi alle sige, og det er det, der ligger i Paulus’ ord: »Ham, der ikke kendte til synd, har [Gud] gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham« (2 Kor 5,21). Det var vores synd, der drev Jesus til døden. Eller måske er det endnu mere præcist at sige, at det var Jesu kærlighed til os, der naglede ham til korset.

Han gør alting nyt

Da jeg i påsken genså »The Passion of the Christ«, fik jeg øje på en ting, som jeg tidligere har overset. Et sted i løbet af den grusomme og meget langstrakte tortur af Jesus (Mel Gibson sparer bestemt ikke på noget i den forbindelse), så siger Jesus: »Jeg gør alting nyt!« Det er et citat, som er hentet fra Johannes’ Åbenbaring kapitel 21, der handler om den nye jord og Det ny Jerusalem. Er det ikke ret malplaceret at tage nogle ord, som er sagt af ham, der sidder på tronen, og lægge dem i munden på ham, der har givet afkald på alt?

Nej, der er nærmest genialt, for Jesu frivillige pine og død langfredag er selve grundlaget for, at han ved sin genkomst kan sige: »Se, jeg gør alting nyt« (Åb 21,5).

Udgivet den

Konspiration mod kristne, eller …

Er der forskel på Bibelens tale om Antikrist, og så de moderne konspirationsteorier? Her gælder det for kristne om at være årvågne og at holde hovedet koldt. Vi lever i en tid, der på den ene side er præget af forvirrede teorier om sammensværgelser og på den anden side er utrolig overfladisk og rodløs.

Konspirationsteorier fylder så meget i dag, at man kan udgive et magasin om det.

 

Rigtig mange tror på en konspirationsteori, som spredes under den fælles betegnelse Qanon. Det handler i udgangspunktet om, at en såkaldt “dyb stat” har lavet en sammensværgelse mod Donald Trump og hans tilhængere. Tilhængerne af Qanon er overbevist om, at en lille gruppe højtstående politikere, pengemænd og Hollywood-kendisser, som er satantilbedere, pædofile og kannibaler, vil tage friheden fra alle andre. Under coronapandemien har Qanon taget covid-19 med ind som et eksempel på sammensværgelsens magt. Det er ifølge Qanon Bill Gates, der har betalt for virussen, og Hillary Clinton, Obama og andre står for spredningen af den. Derfor opfordrer Qanon til at gøre oprør mod alle restriktionerne. Mange anser menneskehedens eneste redningsmand for at være Donald Trump. Tilhængere af Qanon var blandt de forreste, da kongressen i Washington blev stormet 6. januar.

Konspirationsteorien blev lanceret på de sociale medier i USA i 2017. Qanon har efterhånden bredt sig til Europa, hvor den blandt andet har inspireret til at arrangere protestmarcher mod corona-restriktioner.

Kristne hopper på den

Når Qanon er interessant for kristne i Danmark, skyldes det to ting. For det første er en stor del af tilhængerne i USA kristne. I den hob, der stormede kongressen, så man desværre mange kristne plakater og bannere. De kristne blandt Qanons tilhængere ser den påståede sammensværgelse som en del af Antikrists aktiviteter i de sidste tider. Hvis en kristen advarer mod Qanon kan han blive beskyldt for ikke at tage Antikrist alvorligt, eller måske endda for at være i ledtog med ham. Den argumentation har vi vist ikke set i Danmark endnu, men fortsætter Qanon med at trænge sig på, vil det måske dukke op.

Den anden grund til, at jeg tager fænomenet op her, er foranlediget af en artikel af Henrik Nymann Eriksen med overskriften ” Hvorfor hopper nogle kristne på konspiratoriske ideer?” (læs den her) Han peger på, at tilhængere af konspirationsteorier ikke er specielt naive eller dumme. Mekanismen bag dem findes mange steder, hvor der foregår en kamp mellem sandt og falsk eller mellem godt og ondt. Det er meget nærliggende for os at dyrke en forestilling om, at de onde kræfter har rottet sig sammen mod os.

Konspirationsteorier som fake news

Bibelens sprogbrug lægger faktisk op til at tænke i de baner. Flere steder tales der om, at verden er imod Guds børn, fordi verden ikke kender Kristus og evangeliet. Jesus og apostlene taler ligefrem om en omfattende forfølgelse af kristne. Og denne forfølgelse samles flere steder i evangelierne og brevene i navne som Antikrist, Lovløshedens Menneske og Dyret. Der tales også om antikristelige kræfter, som har været i verden i hele kirkens tid.

Er det da forkert at forestille sig en djævelsk konspiration, som er vendt imod os kristne? Det er et spørgsmål, jeg ofte selv er vendt tilbage til. Jeg forestiller mig ikke, at Antikrist nødvendigvis er en bestemt synlig person. Antikrist kan være en bevægelse eller en markant del af tidsånden. Og dermed er jeg vel ret tæt på at tale om en konspiration mellem flere forskellige kræfter, personer eller organisationer, der arbejder sammen.

Jeg er ikke tilhænger af Qanon. Jeg tillader mig at kalde deres teorier for løgnagtige. Når de kalder Hillary Clinton, Barak Obama, og Bill Gates for blodtørstige, pædofile satantilbedere, der er i fuld gang med at tiltvinge sig et verdensherredømme, så har de fakta imod sig. Og når de mener, at Donald Trump er deres og vores eneste redning, så lyder det som fake news.

Vær årvågne og hold hovedet koldt

Det ligger normalt i begrebet »konspiration«, at der er tale om et formelt og hemmeligt samarbejde mellem flere. Men der behøver ikke at være et formelt samarbejde, for at forskellige kræfter kan arbejde i samme retning. Jeg tror for eksempel ikke, der findes en fælles ledelse bag fænomener som LGBT, MeeToo, identitetspolitik, religionsfobi og så videre. Men essensen i alle disse fænomener trækker alligevel i samme retning. Jeg siger ikke, at der ikke er noget godt og rigtigt i fx MeeToo, men i samarbejde med tidsånden virker bevægelsen alligevel ødelæggende.

I trosbekendelsen siger vi i bekendelsen til Helligånden, at vi tror på den hellige almindelige kirke. Kirken er verdensomspændende, men den består af utallige grene. Disse mange grene er alle styret af den samme Ånd. De har et fælles mål, nemlig mission. På mange måder arbejder de sammen, men det vil være forkert at tale om en konspiration.

På samme måde arbejder Djævelen i verden. Han har utallige aktiviteter, som har det ene fælles mål, at forhindre mennesker i at blive frelst. Mange af disse aktiviteter ser ganske tilforladelige ud, men de har alle dybest set det formål at spænde ben for Guds frelsesplan. Selvom de altså har dette fælles mål, vil det (sandsynligvis) være forkert at kalde det hele for en konspiration.

Lad os gøre som Henrik Nymann Eriksen og Paulus opfordrer os til, når de anbefaler os altid at være årvågne, og holde hovedet koldt (2 Tim 4,5).

Udgivet den

Slangens stemme lyder igen

“Vist skal I ikke dø,” sagde slangen til Adam og Eva. “Vist skal alle frelses,” siger Lars Sandbeck i en kronik. Ordene er forførende, fordi vi gerne vil tro, at de sande, men de må afvises som fristelser, der vil føre os væk fra Gud.

Forførelsens væsen er, at den virker indbydende og fristende. Forførelse kan være positiv. Uden forførelse mellem kønnene var menneskeheden uddød for længe siden. Men forførelse kan også være negativ. Faktisk skyldes al verdens fortræd en vellykket forførelse – nemlig Djævelens forførelse af Adam og Eva, da han kom til dem i en slanges skikkelse.

Sandbeck bryder med Luther

Et af de nyeste eksempler på en sådan lokkende forkyndelse var en kronik i Kristeligt Dagblad den 1. februar 2021. Kronikken har en analyse, som viser, at folkekirken helt generelt går ind for alles frelse.

Folkekirken har med andre ord bevæget sig væk fra Luther, som den ellers er bundet til. Luther troede på en dobbelt udgang – altså frelse eller fortabelse efter døden og dommen. For at dokumentere det, citerer Sandbeck en bekendelse af Luther fra 1528: ”Som det sidste tror jeg på alle dødes opstandelse på den yderste dag, både retfærdige og onde, hvor enhver får, hvad han har gjort sig fortjent til, så de retfærdige altså lever evigt sammen med Kristus, og de onde dør evigt sammen med Djævelen og hans engle.”

Kronikkens pointe er ikke, at vi må se at vende tilbage til det lutherske. Nej, den foreslår, at eftersom folkekirken forkynder og praktiserer alles frelse, og Luther holdt på den dobbelte udgang, så må folkekirken bryde med Luther. Kronikken forsøger at vise, at vi dermed vil komme på linje med Jesus, Paulus, Søren Kierkegaard, H.C. Andersen og kirkefædrene, som efter hans mening gik ind for alles frelse.

Ikke let at sige imod

Indtil videre er der, så vidt jeg har observeret, kun nogen fra folkekirkens vækkelsesbevægelser, og en enkelt tidehvervsmand, der har reageret og modsagt kronikken. Man skulle ellers tro, at mange er uenige, men det er ikke let at gå imod noget, der lyder som et helt igennem positivt budskab. Det kan man kun ved at stille sig op og hævde, at enhver, der afviser Jesus, må se frem til evig pine i Helvede. Man kommer næsten uundgåeligt til at lyde hård og dømmende.

“Vist skal I ikke dø,” sagde slangen til Eva og Adam, og de lod sig forføre. “Vist skal I ikke fortabes,” siger kronikkens forfatter. Og hvem vil ikke gerne tro på det? Men det er Løgnerens stemme, der lyder. Det er sket masser af gange, at en teolog har givet stemme til løgnen, men det store problem ved kronikken den 1. februar er, at forfatteren, Lars Sandbeck, er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Han får løn for at efteruddanne præster i den danske folkekirke. Ledelsen af centret vidste godt, hvad de gjorde, da de ansatte Sandbeck, for han har før optrådt med teologiske kolbøtter.

Biskopperne må på banen

Nu venter vi spændt på, hvad biskopperne vil melde ud. Som tilsynsmyndighed for kirkens sunde lære kan de vel ikke stiltiende se på, at Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, som de har autoriseret til at efteruddanne kirkens præster, helt åbenlyst rummer en stemme, der undsiger præsteløftet og folkekirkens bekendelse.

Lars Sandbeck skrev i kronikken, at de få, der ikke går ind for alles frelse, passende kan melde sig ind i en anden kirke. Men det er ham, der har forladt folkekirkens bekendelsesgrundlag, så det er vel ham, der bør finde en kirke, der har det samme trosgrundlag, som han har.

En antikristelig forkynder er ikke ond

Jeg må indrømme, at jeg kom til at tænke på antikristelige kræfter, da jeg læste kronikken. En antikristelig forkynder er ikke ond. Han er ærlig og tror selv på sit budskab, ellers kunne han ikke virke overbevisende på andre. Han vil sikkert ikke acceptere at bliver kaldt en løgner, for han mener, at han står for sandheden. Apostlen Johannes siger, at de antikristelige forkyndere er “udgået fra os”, og at de kan kendes på, at de ikke taler sandt om Jesus. I forhold til tonen i kronikken, tror jeg faktisk, at Lars Sandbeck vil tage det som en kompliment, når en betonlutheraner som mig bedømmer hans kronik til at være falsk forkyndelse.

Udgivet den

Frimodighed på dommens dag

Det lyder som en selvmodsigelse, men i Bibelen er der faktisk et sted, hvor »frimodighed« og »dommens dag« nævnes i den samme korte sætning. Adventstiden er også tiden, hvor vi i kirken bliver mindet om dommedag. Derfor er det godt at repetere dette sted.

 

 

Når jeg går til bageren søndag morgen, passerer jeg et hus, hvor der på facaden står: »Gud er kærlighed.« Jeg bor i Børkop, og huset er Børkop Højskole – Indre Missions Bibelskole, men det bliver hilsenen ikke mindre opløftende af.

Hvad mon andre i Børkop tænker, når de ser de tre ord: »Gud er kærlighed«? Hvis de overhovedet tror på, at der findes en Gud, vil de sikkert nikke. »Ja, sådan må det være. Findes Gud, så er han kærlig.«

En vred og dømmende Gud vil blive afvist i vores tid. Ham kan vi ikke tro på, vil de fleste tænke.

Under citatet på facaden står der også en bibelhenvisning: 1 Joh 4,16. Det er så heldigt, at Johannes et par vers før forklarer, hvordan Gud er kærlighed. »Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser.« På netop den måde elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Synd og skyld kræver soning. Det siger Johannes, samtidig med at han igen understreger, at Gud er kærlig. Ja, vi kan sige det så stærkt, at apostlen Johannes definerer Guds kærlighed ved at pege på Jesu død i vores sted.

Luthers ti lange år

I en prædiken over 1 Johannes 4 har Luther lidt knudret skrevet: »For når det drejer sig om den egentlige frimodighed, den hvorved jeg kan bestå for Gud trods alle mine synder på den dag, han vil holde regnskab med mig, da vil mit liv, mine gerninger og min kærlighed aldrig være fuldkomne eller tilstrækkelige. Nej, da må jeg have en anden ved min side, han, hvis navn er Kristus, sendt af Faderen, til soning for vores synd. Det er hvad jeg kalder den fuldkomne glæde eller den fuldkomne frimodighed. Den alene kan bestå i dommen og holde mod hans vrede.«

I et kloster i Erfurt kæmpede Luther i ti år for at finde frem til en nådig Gud. I de ti år læste han vedholdende i Bibelen. Først da han så, hvad der faktisk står i Romerbrevet 1,17, fandt han fred: »For i evangeliet åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ‘Den retfærdige skal leve af tro.’«

Han havde altid læst det sådan, at man skal være retfærdig for at kunne bestå for Guds dom. Det havde han lært i kirken, og det fortalte hans logik. Nu så han, at Paulus ikke skriver om vores retfærdighed, men om Guds retfærdighed, som vi får tilregnet.

Resten af livet kæmpede Luther mod menneskers tilbøjelighed til at bygge frelsen på noget, der ikke holder. Vi må ikke satse på vores gerninger eller vores beslutsomhed. Mit liv, mine gerninger og min kærlighed vil aldrig være fuldkomne eller tilstrækkelige, hvis jeg skal bestå for Guds dom.

Én ved min side

Men heldigvis har jeg én ved min side, understreger Luther. »Han, hvis navn er Kristus, sendt af Faderen, til soning for vores synd. Det er hvad jeg kalder den fuldkomne glæde eller den fuldkomne frimodighed. Den alene kan bestå i dommen og holde mod hans vrede.«

Ordet frimodighed har Luther fundet et par vers længere fremme, hvor Johannes skriver: »Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag.«

Hvem skulle have troet det – at et menneske kan se frem mod dommen med frimodighed? Frimodigheden kommer vel at mærke ikke af et forkert syn på den hellige og kærlige Gud, så man forestiller sig, at han ser gennem fingrene med synden.

Nej, frimodigheden kommer af, at min synd er sonet. Den frimodighed, der hviler på frelsen i Jesus, er det eneste, der kan bære frem mod dommen. Det er Luthers vidnesbyrd, og han ved, hvad han taler om. Han kæmpede stort set på fuld tid i ti år, før Gud åbenbarede sandheden for ham, og han lærte at hvile netop der.

Udgivet den

Uforgængeligt liv

Døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Herlige ord, som vi vender tilbage til igen og igen. De står helt centralt i det kristne håb. Men hvorfor beskriver Bibelen den fremtidige herlighed med det, der ikke er der mere?

En af teksterne til allehelgen handler om den nye jord og står i Johannes’ Åbenbaring kapitel 21. I vers et hører vi, at jorden og himlen bliver ny. I vers to står der, at det ny Jerusalem kommer ned fra himlen fra Gud. I vers tre hører vi tre gange, at nu skal Gud bo hos menneskene på jorden.

I vers fire kommer en antydning af, hvordan tilværelsen vil blive:
»Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.«

Fantastisk, men hvorfor er det beskrevet med det, der ikke vil være mere? Hvorfor ikke bruge positive vendinger. Er det fordi, det så ville lyde som en annonce fra en  ejendomsmægler eller noget fra et rejsekatalog? Måske, men der er et forhold, som måske giver en mere rigtig forklaring.

Synden ramte skaberværket

Hvis vi går helt tilbage til begyndelsen og ser i Bibelens tredje kapitel, kan vi læse, hvad der skete på syndefaldets dag. Som Gud på forhånd havde advaret, kom døden ind i verden. Og smerten kom også, får Eva at vide. Med disse to nye fænomener, som ikke oprindelig hørte med i Guds skaberværk, kom også de følelsesmæssige reaktioner sorg og skrig. Hele skaberværket blev præget af død og sorg, smerte og skrig på grund af Adams og Evas ulydighed og oprør mod Gud. Alt blev underlagt tomhed og forgængelighed.

Går vi frem til midten af Romerbrevet, møder vi et af mine favoritsteder i Bibelen, når det gælder forholdene ved Jesu genkomst. Det er en tekst, der skal læses langsomt. Når Guds børn åbenbares – det vil sige, når det ved bortrykkelsen viser sig, hvem der hører til Guds menighed – så sker der også noget med skaberværket.

Skaberværket slipper fri

»For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning. Til det håb er vi frelst!« (Rom 8,18-24).

»Vort legemes forløsning« er opstandelsen. Vi tror på kødets opstandelse. Men vi tror også på skaberværkets opstandelse. Ved opstandelsen sker der det, at alt bliver nyt. »Og han, der sidder på tronen, sagde: ‘Se, jeg gør alting nyt!’« (Åb 21,5). Skaberværket bliver ført tilbage til det, det var før syndefaldet. Derfor kan det beskrives med netop disse ord: »… og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.«

Paulus runder Efeserbrevet af på en stærk måde. De to sidste ord i den autoriserede oversættelse er »uforgængeligt liv«.

PS: Efter vores tidsopfattelse sker Jesu genkomst engang i fremtiden, nemlig når Jesus kommer igen. Men fra evighedens synsvinkel er det allerede sket. Derfor må vi tro, at vore kære, der døde i troen på Jesus, allerede nu er hos Jesus. Det er det, der er evangeliet på allehelgens søndag.

Udgivet den

Antikrist kommer – engang

Hvis man råber “Ulven kommer!” uden grund, så har man et problem den dag, ulven faktisk angriber. Sådan er det også med at råbe “Antikrist kommer!” Hvis vi udvander begreberne, mister de deres betydning. Antikrist er farlig, så det er vigtigt, at vores advarsel bliver hørt, når det er alvor.

 

I USA demonstrerer kristne mod myndighederne og kalder dem antikristelige, når de lukker kirkerne på grund af faren for corona-smitte.

 

Når man beskæftiger sig med de sidste tider og Jesu genkomst, dukker Antikrist og de antikristelige kræfter op igen og igen. Antikrist beskrives som en magt, der modarbejder Kristus. Det er også en magt, der kan “føre selv de udvalgte vild” (Matt 24,24). Vi ved fra 1 Joh 2, at de antikristelige kræfter er virksomme nu og har været det i hele kirkehistorien. Selv troende kristne kan blive forført. Derfor er det vigtigt for os, at vi prøver at forstå så meget som muligt af Bibelens tale om denne fare.

Udvand ikke begreberne

Vi bør ikke kalde noget for antikristeligt, som ikke er det. Hvis vi udvander begrebet, mister det sin alvor. Det læste jeg en artikel om på Christinaity Todays hjemmeside. Det handler om en tendens, som jeg kun sporadisk har mødt i Danmark, men som åbenbart er stærkt fremme i USA.

Artiklen er skrevet af Knox Thames, der i 20 år har været medlem af USA’s udenrigsministeriums udvalg for kortlægning af kristendomsforfølgelse i hele verden. Han advarer mod en tendens til at putte for meget ind under antikristelig virksomhed og kristendomsforfølgelse.

Først understreger han, at USA er et af de lande i verden, hvor religionsfriheden er størst. Mon ikke vi trods alt kan sige det samme om Danmark? Derefter slår han fast, at USA er den førende statsmagt i verden, når det gælder at modarbejde forfølgelse af kristne. Begreberne misbruges efter hans mening, når mange kristne demonstrerer mod myndighedernes lukning af kirker i forbindelse med bekæmpelsen af corona-smitte, og kalder det antikristelig forfølgelse af de kristne.

Se på motiv og varighed

Det vil være klogt, hvis kristne kun taler om forfølgelse af kristne, hvis det virkelig handler om det. Ellers udvander vi begreberne til skade for de mange millioner i verden, der faktisk forfølges. Knox Thames anbefaler, at man begynder med at se på motivet for det, der kaldes forfølgelse. “De fleste embedsmænd gør deres bedste for at afbalancere borgerlige rettigheder mod bekymringer om folkesundheden, alt sammen ud fra mangelfulde oplysninger, hvilket før dem lette af kritisere i en hidtil uset situation,” skriver han. Han indrømmer, at der kan være embedsmænd og politikere, der søger at udnytte situationen til at skade kirkerne, og dem skal vi holde øje med.

Det andet forhold, vi skal holde øje med, er varigheden. “Når kirker er lukket af sundhedsmæssige årsager, er det midlertidig, indtil forholdene bliver bedre. Når embedsmænd træffer disse beslutninger, er vores tro ikke forbudt eller gjort ulovlig. Faktisk har embedsmænd opfordret til at fortsætte gudsdyrkelsen, bare online.”

Forfølgelsen findes

Det udvalg under USA’s udenrigsministerium, som Knox Thames har været med i, skønner at mere end 220 millioner kristne ud over verden i alvorlig grad forfølges eller diskrimineres på grund af deres tro. Forfølgelsen findes altså – måske endda i et omfang, som ikke tidligere har været set i verdenshistorien.

Kristne i vores tid er under et stort pres fra antikristelige kræfter, og jeg kender fristelsen til at se angrebene på steder, hvor der måske er tale om noget andet. Advarslen fra Knox Thames er på sin plads. Vi skal passe på med ikke at udvande begreberne ved at tale om antikristelig virksomhed, hvis der er tale om noget andet.

…

Hvis man ønsker at følge med i det, der sker i kristne sammenhænge i USA og ud over verden, kan jeg anbefale et gratis ugentligt nyhedsbrev, som kan bestilles her . Nederst på velkomstsiden er der mulighed for at subskribere.

Udgivet den

Tidsånden angriber vores identitet

Lige nu kommer der den ene sørgelige og forfærdelige markering efter den anden, som viser, at tidsånden angriber vores grundlæggende identitet. Tidsånden er ofte båret af antikristelige kræfter. Derfor må vi holde et vågent øje med det, der aktuelt rører sig og får verdensomspændende opbakning – og prøve at forstå det.

For få dage siden hejste Folketinget et regnbueflag på Christiansborg. I dette tilfælde skulle regnbuen ikke markere Guds pagt med Noa og dermed alle mennesker. Tværtimod. Flaghejsningen skulle hylde LGBT-festen Copenhagen Pride, og den bakker bestemt ikke op om Guds ret til at mene noget om os mennesker.

Hvis man protesterede mod, at regnbueflaget skulle vaje på Christiansborg, blev man mødt med spørgsmålet: “Jamen går du da ikke ind for lighed for alle, mener du ikke at alle mindretal skal respekteres? Mener du ikke, at sorte og homoseksuelle også er mennesker?” Spagfærdigt har nogen forsøgt at sige, at det jo netop er alt det, Dannebrog står for, så hvorfor skulle det være nødvendigt med et flag mere.

Dobbelt dagsorden

Debattøren Morten Okkels har gjort opmærksom på den taktik – eller dobbelte dagsorden – der ligger bag disse argumenter (læs det her: https://indblik.net/2020/08/10/lgbt-flaget-og-den-dobbelte-dagsorden/). Han  viser, at i medvind og fredstider arbejder identitetspolitikerne for deres radikale dagsorden, som er at kønnet er en social konstruktion og ikke en biologisk virkelighed, og at man vil have alle til at godtage dette. At det er deres egentlige mål, og at de bruger rigtig mange ressourcer på det, kan man overbevise sig om ved at besøge LGBT’s hjemmeside.

Men hvis de bliver angrebet, f.eks. af én, der vil have regnbueflaget væk fra Christiansborg, så lyder indvendingen fra LGBT’s forperson: “Det er et flag, som symboliserer nogle værdier, som vi arbejder for. Det er inklusion, respekt for medmennesker, antidiskrimination og så videre. Det kan jeg ikke forstå er kontroversielt for nogen.” Her er organisationens egentlige mål skjult under ord, som alle kan være enige i. Det er en typisk antikristelig strategi at gemme sin nedbrydende virksomhed under et lag af pæne ord, som kun få gennemskuer. Og de, der gennemskuer strategien og råber op, bliver i den brede offentlighed hængt ud som snæversynede og dømmende.

Inden jeg går videre, vil jeg gerne understrege, at jeg mener, vi skal anerkende de seksuelle minoriteternes ret til at være, hvad de er. Problemet med LGBT’s mål er, at de vil opløse alle regler om, hvad køn er, så enhver har fuld ret til at definere sig selv uanset biologien, og også skal have fuld respekt for det fra andre og fuld ligeberettigelse fra samfundet.

Retten til selv at definere sin identitet

Og lad os så se på et par aktuelle ting mere, som har med identitet at gøre. Vi har efterhånden i nogen tid skullet høre på, at enhver selv skal have lov til at vælge, om man er mand eller kvinde eller noget helt andet. Der er indført forskellige lovgivninger på området, men LGBT er ikke tilfreds endnu. Næste skridt er, at juridisk kønsskifte skal være en rettighed helt fra de første leveår. De børn, som fødes nu, vil komme til at vokse op i omgivelser, som er totalt forvirrende, når det gælder så grundlæggende et forhold, som hvilket køn man har. Læs et indlæg om det af Henrik Højlund her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/juridisk-koensskifte-boern-goer-mig-saa-trist-vores-boern-vokser-op-i-en-kultur-af

Flere film er i år afvist på festivaler med et argument, som ikke er hørt før. Hvis en film handler om et mindretal, som f.eks. inuitterne på Grønland (sig endelig ikke eskimoerne), så kan den kun accepteres, hvis den er produceret af folk fra netop dette mindretal. Alle har nemlig krav på selv at definere deres identitet. Det skal ingen udefra vove at gøre (se mere her: https://www.dr.dk/nyheder/kultur/film/fantastisk-eller-diskriminerende-den-hvide-mand-bliver-afvist-paa-filmfestivaler).

Grønlændere vil ikke mere kaldes grønlændere, så nu er de inuitter. Der er også en kampagne i gang for, at det ikke skal hedde indianere, for det er en betegnelse, det hvide magtmenneske Columbus fandt på. Han skal ikke bestemme, hvad de kaldes, så nu skal vi måske vænne os til at omtale dem som Amerikas urbefolkning.

En åndskamp

Vi kan trække på skuldrene og måske endda indimellem opfatte det hele som en dårlig vittighed. Men der er tale om en alvorlig åndskamp, som griber meget dybt ind i vores opfattelse af os selv. Identitets-kampen er udtryk for, at mennesket vil frigøre sig fra sin skaber. Kun jeg selv har ret til at definere min identitet. Det skal Gud ikke blande sig i.

Egentlig har identitetskampen været den grundlæggende drivkraft for tidsånden i rigtig mange år. Det er den, der kører frem med sloganet: “Kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop.” Et slogan, der har frataget det ufødte menneske alle dets rettigheder og fører til, at det danske sygehusvæsen på skatteborgernes regning årligt udrydder 15.000 ufødte og dermed fratager dem retten til et CPR-nummer og en tilværelse som danskere. Det næste bliver retten til selv af vælge afslutningen på livet. Sporene efter aktiv dødshjælp andre steder i verden skræmmer ganske vist, men det skal nok komme, for det er i overensstemmelse med tidsånden.

Er alt dette et tegn på Jesu snarlige genkomst? Til trods for den megen tale om at slippe kærligheden fri, så får det gang på gang mig til at tænke på profetien: “Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste” (Matt 24,12). Og det er ifølge Jesus et af kendetegnene på de sidste tider. Så hvem ved?

 

 

 

 

Udgivet den

Vi kigger ind i …

De seneste måneder har vi hørt statsministen og andre politikere og eksperter bruge udtrykket: “Vi kigger ind i …” Grundtvig brugte lidt af det samme udtryk i en salme, men han talte om at kigge ind i Paradis.

Coronatiden har givet os en række nye sproglige ord og vendinger. Et af dem er udtrykket “Vi kigger ind i …” Statsminister Mette Frederiksen har brugt det flere gange ved sine pressemøder, og det er smittet af på andre. Hun sagde for eksempel: “Vi kigger ind i en gradvis, forsvarlig osv. genåbning af Danmark.” Det er egentlig et fint udtryk.

Da jeg hørte sætningen, fik jeg en association til Grundtvigs herlige salme “Rejs op dit hoved al kristenhed!” Der siger han i vers 2: “Da skæl der falder fra øjet dit, du mægter, som du har ønsket tit, i Paradis at kige.”

Mette Frederiksen talte ikke om at kigge ind i Paradis, men lad os alligevel med afsæt i hendes udtryk tage en lille tur gennem Grundtvigs salme. Da Jesus havde givet disciplene den store profeti om de sidste tider (gengivet i Matt 24, Mark 13, og Luk 21), sagde han: “Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

Disse ord inspirerede Grundtvig til indledningen på hans store salme om genkomsten. Og så siger han, at når det sker, vil der falde skæl fra vores øjne, så vi kan kigge ind i Paradis. Nu kan vi kun i glimt fornemme, hvad fremtiden vil bringe, men den dag vil vi se det klart.

Vi vil se en splinterny jord med kristne evigt unge. Ud for linje 4 i vers 3 er der for øvrigt en forkert note. Der står, at “herrefærden” er himmelfarten. Grundtvig tænkte helt sikkert ikke på Kristi himmelfart, men på bortrykkelsen af menigheden ved Jesu genkomst.

Og så kommer vers 4, som er salmens kerne:

Ej mer du gruer for dommedag,
du ved, din dommer har ført din sag
og fra sig selv den vundet;
des mer du længes hvert morgengry …

“Din dommer har ført din sag, og fra sig selv den vundet.” Kun derfor kan vi glæde os til Jesu genkomst.

I vers 6 røber Grundtvig ikke, hvad det er, Jesus tøver efter, men han tænker sikkert på Peters ord: “Han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9). I vers 12 siger Peter: “… mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme”. Vi må ikke bede Gud om at “røre Himlens kræfter” før verdensmissionen er til ende, vil Grundtvig nok sige. Men vi kan fremskynde dagen ved at være med i Guds mission til alle.

Grundtvig tager den glade forventning i første linje med gennem hele salmen, og han slutter med en vældig fanfare.

Da gjalder luren for sidste gang,
da luer bavnen i blomstervang,
da styrter dødens trone,
da lutres herlig den gamle jord
i skærsilds-luer på Herrens ord,
da stråler livets krone!

Efter corona-nedlukningen var det dejligt at høre: “Vi kigger ind i en genåbning.” Men vi har noget meget større at kigge ind i. Vi kigger ind i en herlig fremtid med en splinterny jord og kristne evigt unge. Vi kigger ind i Paradis – indtil videre ganske vist med skæl for øjnene, men de forsvinder en dag.

Har du lyst til at fordybe dig mere i disse tanker, kan det ske ved at læse kapitel 5 “Frimodighed på dommens dag” i bogen “Han gør alting nyt”. Har du ikke bogen, så følg linkete i højre spalte.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial